Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Snorre Sturlason. Av Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Snorre Sturlason
saa ivrig som nogen; men sagaen var
tillike kunst, den skulde fængsle og
forklare, den skulde fortælle, ikke
diskutere og bevise, den blev ikke — som
saa megen moderne historie — skrevet
for fagmænd. Med denne sin
kunstneriske frihet kom sagaen allikevel ikke
i bevisst motsætning til
sandhetssöknin-gens princip, behövde idetmindste ikke
at gjöre det: i en opdigtet tale kunde
megen historisk virkelighet lægges ind,
og det var et spörsmaal, om ikke den
stof-ordning, som gav bedst forklaring,
var den som kom sandheten nærmest.
Snorre Sturlason var videnskapsmand
og kunstner i lykkelig forening; han var
det i sine kongesagaer, og han var det
i sin Edda, der han samlet levningerne
av fortidens mytologiske kundskap. Som
ren kunstner — en betydelig
form-kunst-ner — træder han frem i sine kvad, og
sagaen om Sturlungerne fortæller, at han
hadde godt lag med sine hænder, saa
det blev kunst alt det han arbeidet. Til
syvende og sidst er det kunstneren i
ham, som hæver hans kongesagaer over
alle de andre sagafortælleres; det er
kunstneren, som har den dypere
sjæle-skildring, den klarere stil, den fastere,
mere maalbevisst stræbende
komposition.
Han kjendte sit værd som kunstner,
det vet vi. Det fremgaar av uttryk i
hans egne kvad. Men det ry, han sökte,
var först og fremst hövdingens, det som
sterkest optok ham var viljen til magt,
hans maal var herredömmet over Island.
I sagaen om Sturlungerne er det nævnt
bare en eneste gang og gjennem en ren
tilfeldighet, at Snorre »satte sammen»
sagaer; men ustanselig er der fortalt om
hans kamp for magten.
Han naadde ikke frem, han gik
under i kampen. Og det er let at se
grundene til det. Han var for meget
kunstner, for litet hövding.
Han hadde ikke nok av indre
selv-stændighet, han var altfor mottagelig og
altfor rastlös. Han lot sig blænde av
situationer og mennesker, han stod altid
under magten av de nye indtryk, han
var ikke i stand til at holde hverken
paa venskaper eller uvenskaper, alle
muligheter fristet ham, alle sterkere sind
fik herredömme over ham. Det hændte
en gang, at han og hans bror Sighvat
var kommet paa hver sin side i en strid,
som hadde delt de islandske hövdingers
kreds i to flokker. Det blev sagt, at
Snorre stod fast der han stod. Men
Sighvat kjendte sin bror; han red ned
til hans gaard og hadde en samtale med
ham, og siden var det slut med al hjælp
fra Snorre til Sighvats uvenner. Da
409
Titelvignet. Gerhard Munthe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
