Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Snorre Sturlason. Av Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Paasche
Olav den helliges saga. Vikinger seiler ind til
Orknöerne. Gerhard Munthe.
Sighvat kom hjem, blev han spurt ut
om mötet med broren, og han svarte med
et billede. »Da jeg kom», sa han, »bar
Snorre öks paa akselen, og den var saa
kvass, at jeg tænkte den maatte bite
paa hvadsomhelst. Men saa tok jeg en
hein (bryne-sten) op av beltes-pungen
min og strök den over eggen, og da
jeg gik, var öksen blit saa slöv, at den
rent smilte til mig.»
Slik var Snorre; altid mottagelig,
altid levende optat av den nye månd,
som sökte at virke paa ham, altid solgt
til sidste indtryk. Men dette er jo netop
kunstneren i ham, det er den Snorre
som möter de gamle sagaskikkelser og
har lydhör opmerksomhet for hver enkelt
av dem, — sagafortælleren Snorre med
hans intense oplevelse av det menneske,
som i öieblikket er indenfor hans
synskreds.
Under kampen for magten la han
jevnlig for dagen, at den ytre glans fristet
ham; ingen holdt saa glimrende
gjestebud som Snorre, ingen red i
pragtfuldere optog til Altinget; og han elsket
de dramatiske situationer, at staa öie til
öie med fienden og ydmyge ham stort
eller tilgi ham stort. Atter er det vel
kunstneren i ham, vi möter. Glansen
og spændingen fra fortællingerne om
Norges konger, fra den saga han elsket,
vilde han flytte ind i sit eget liv. Der
er ofte noget uvirkelig ved den magt,
hövdingen Snorre Sturlason vinder, mere
skin end realitet; kunstneren i ham
bedrager ham.
I hans undergang for fiendehaand
(1241) hadde den norske konge nogen
del. Magten var forlængst gaat over fra
Snorre til andre hövdinger. Naar kongen
vilde hans död, var det hevn; Snorre
hadde, under sit sidste ophold i Norge,
sluttet sig nöie til hertug Skule, kong
Haakons motstander, og dette skulde
straffes. Kan hænde har kongen ogsaa
frygtet Snorre; den norske krone stræbte
efter at underlægge sig Island; men av
hertug Skules ven kunde kong Haakon
knapt vente sig andet end motstand.
Hvilke grunder kongen end kan ha
havt, — det er en merkelig skjæbnens
ironi, at en ætling av de fyrster, som
Snorre Sturlason hadde git nyt liv
gjen-nem sit sagaverk, satte de magter i
bevægelse, som förte död over Snorre.
Endnu mere: denne månd, som blev
dræpt paa en norsk konges bud, har
som ingen anden bidraget til at gjenreise
nationalbevisstheten i det norske folk.
I Kalmarunionens dager döde den
langsomt ut, Norge gled ind i »dansketiden».
Men saa skede det, at folket fik öie paa
sin gamle historie; det skede gjennem
Snorres kongesagaer. Og der kom ny
vekst i nationalföleisen, en riksfölelse
begyndte at spire. I 1814 gjenreistes
»Norges gamle kongestol»; da var sagaen
410
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
