Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Leonora Christine Ulfeld. Av Bering Liisberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bering Li i s b er g
med et Mod og en Snarraadighed, der
minder om Tordenskjold, — som han
havde hun kun een Månd, og han græd,
— sætter hun sin Forfølger Pistolen for
Brystet og slipper heldigt bort.
Og er hun raadsnar i Farens Stund
over for sine Forfølgere i Marken, saa
er hun det ikke mindre over for sine
Forfølgere i Retssalen. I 1657, under
Retssagen i Malmø, fører hun Forsvaret
for din dødssyge Husbond med en Kløgt,
Skarpsindighed og Slagfærdighed, der
sætter de svenske Dommere i den største
Forbavselse.
Men i Fængslet paa Hammershus ser
vi Leonora Christine i hele sin mægtige
Styrke, legemlig og aandelig, lægge sit
Mod og sin Udholdenhed for Dagen som
aldrig før. Højden naar hun i det
eventyrlige Flugtforsøg i Foraaret 1661, da
det virkelig lykkedes hende ved den
trofaste Tjener, Peter Flygges Hjælp, at
klatre ned fra det høje Manteltaarn med
sin syge og nedbrudte Månd, dernæst
ned over Ringmuren og endelig i
Nattens Mørke ned over de bratte Klipper
udenfor, blot for at blive standset i
Sandvig, netop som Havet og Friheden laa
dem aaben.
Og saa endelig den vidunderlige
Scene kort Tid efter, højt oppe i
Man-teltaarnet, hvor Fangerne nu ikke længer,
til Straf for deres Flugtforsøg, faar Lov
til at bære Fangenskabets Byrde
sammen, men hvor de er bleven skilt fra
hinanden, saa Leonora Christine er
anbragt i øverste Stokværk, Korfits Ulfeld
i et Kammer længere nede. Den nye
Kommandant, Ditlev Lütken, har
forelagt Ulfeld Kongens Betingelser for at
slippe ham og hans Hustru løs. Men
Ulfeld gyser tilbage for at købe sig
Friheden paa denne Maade.
Han faar Lov til at raadføre sig med
sin Hustru paa den eneste Maade, de
undertiden, i stille Vejr — sagtens oftest
om Natten under de evige Stjerner —
har kunnet tale med hinanden, nemlig
fra hver sit Vindue ud i Rummet.
Korfits Ulfeld spørger fra sit Vindue eller
Glughul paa Fransk, hvad hun mener,
de skal gøre: købe Friheden paa de
ydmygende Vilkaar, der sættes dem, eller
fortsætte deres elendige Liv og tage mod
den Død, man truer dem med.
Leonora Christine tøver ikke noget
Øjeblik med sit Svar. Og saa fortrolig
er hun med de gamle klassiske
Forfattere, at hun straks kan svare med et
Citat af en af dem og paa hans
malmfulde Sprog.
Rebus in adversis facile est contemnere mortern,
melius ille faeit, qui miser esse potest,
accidit in punclo quod non speratur in annis!
(Let nok i Modgang der er at agte Døden en
Vinding,
bedre handler dog den, der Ulykken bær’ som
en Månd,
thi i et Nu kan det ske, man i Aaringer ej
turde haabe!)
To Aar senere blev Leonora
Christine ved Forræderi fra den
samvittighedsløse Carl II fængslet i England og
som Statens Fange sat paa Blaa Taarn.
Var det end uden Lov og Dom, kunde
der vel være nogen Mening i det. Med
den Gæring der var i Landet, med den
Uvillie der af de bedste Mænd inden
for den saa haardt forurettede danske
Adel næredes mod Enevælden, der var
indført ved et Statskup, kunde Korfits
Ulfeids Hustru, en højtbegavet, energisk
og klartskuende Kvinde, nok forekomme
farlig for den unge Enevælde. Den
havde en ømtaalig Samvittighed og følte
sig ikke fast i Sadlen.
Men fra det Øjeblik, Regeringen (1664)
havde Visshed for Korfits Ulfeids Død,
sad Leonora Christine paa Blaa Taarn,
ikke som Statens Fange, men som
Dronning Sofie Amalies Fange, som et
værgeløst Offer for hendes Hævnlyst.
28
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
