Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Skulpturindtryk i 1923. Af Johannes Kragh
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Kragh
Denne slanke Yngling, spædlemmet og
hjorteagtig, fik med denne Indramning
en meget fuldkommen raffineret skøn
Virkning.
Kai Nielsens Idé er altsaa den, at en
Kunstner skal virke ved sin
ejendommelige Magt, sit Særpræg, saaledes at den
ene Figur — det ene Billede —-
understøtter og kompleterer den anden. Dette
kan ogsaa gøres, og passer vist ogsaa for
en saa overordentlig produktiv Natur som
han selv, men hver enkelt Periode har jo,
indenfor Produktionen, sit Særpræg, og
det er ikke uden videre givet, at disse
atter klæder hinanden.
Kai Nielsens tidligere, glat afcicelerede
Stil — hele dette lidt karakterløse
Haand-værk staar t. Ex. ikke ubetinget godt til
hans nuværende Stil, som passer bedst for
Sten, og hvor Bestræbelserne er væsenlig
andre, Formen mere udtryksfuld. Denne
store Kunstner kan begaa meget, vi ikke
synes om — Ymerbrønden ønsker jeg
altid paa Bloksbjerg — og den store
Reliefgruppe paa Kunstmuseet i Kjöbenhavn
har ogsaa umiskjendelige Svagheder i den
lidt slimede, for Accenter blottede
Figurstil, af hvilken dog den store skabende
Månd hæver sig betydelig over de to
skabte, hvis Lemmer synes gjorte af
Kautschuk snarere end af Kjød og Ben — man
kan tænke alt dette og mere til, kritisere
hans Gammelmandsbuste af Prof. Høffding
saa vel som Kolossal-Busten af Fritjof
Nansen for deres lidt for udvendige Karakter,
der bliver dog nok tilbage at glædes over,
svulme imod, betages af.
Kai Nielsen er nu engang den »fødte»
— trods nogen. Hans Talent er
kæmpemæssigt, og han har misbrugt det
kæmpemæssigt — i nogle af de ovennævnte
Ungdomssynder — Ymerbrønden først og
fremst — men hans Kunsts indre Magt
og ydre Kraftudfoldelse lader alle
Indvendinger blive kvalte lidt efter Fødslen, lige
naar de har sagt deres første spæde Kvæk.
De to liggende Kvindefigurer og den
nye Gruppe er jo foreløbig dette store
Talents sidste Ord. Kai Nielsen har iaar
sin »store Chance», som han selv
udtrykker det. Fire Buster og to store Relieffer
til den nye Regens i Kjöbenhavn er jo
ogsaa en anselig Bestilling at faa paa en Gang.
Ymer-Reliefgruppen — som i sin
Komposition kan minde lidt om
Laokoongruppen — er en storslaaet Symfonisats, et
mægtigt Hovedmotiv med to Sidetemaer,
som understøtter og beriger det. Skønt
ikke fuldendt — eller maaske derfor —
det uudviklede har jo som sagt sin sær
egne Charme —- føles det som et nyt og
svulmende Skud paa dette frugtbare
Kunstens Træ, dette Træ, som kan trænge til
at beskæres, som kan være plagsomt i sin
hastige Væxt, men som ret forstaaet ejer
en Magt i sig, som ikke nääs eller
over-gaas af mange Nutidsbilledhuggere — om
af nogen.
Kunst er nu engang Udtryk for Liv, og
Livskraften, dens Værker indebær, maa
være den endegyldige Maalestok.
Ja Livet — netop Livet\ det er hvad
vi søger, i Kunst som i alt andet.
For-staa os selv — Mennesket — se
Skønheden, Sammenhængen, føle vor Styrke,
vokse ved Glæden over andres Kraft,
beriges ved hele denne Kræfternes
Mangfoldighed, dette tusind-stemmede Orkester,
hvis Hymne til Livet stiger, snart bevidst
villende, mandigt og klogt, snart ubevidst,
higende, barnligt forsøgende. Alle rene
Kræfter, som bærer disse Stemmer, har
deres Værdi, Glæde vakte dem tillive, og
Glæde skal de atter genskabe.
Beethoven, den største Mester i denne
Skaber-Kunst, -— om end hans Sjæl havde
en anden Udtryksmaade end Skulpturen —
han, denne Sorgens og Ensomhedens Månd,
som kunde føre an trods nogen i denne
Glædens storslaaede Sejerssang, han viser
os, hvoraf Spændingen, den livsskabende,
funkefyldte Spænding opstaar, med Rod i
Dybet og Higen mod Himlen. Saaledes
skabes al den ivrige Stræben, som vi
kalder, med et fattigt og ringe Ord:
Kun-ste7i — den jordbundne Sjæls
himmelvendt guddommelige Sprog.
108
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
