Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Ulykken. Af Tom Kristensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
U ly k ken
»Vi må af Sted med det samme!»
sagde Erlandsen hæst, uden at svare.
Håns nervøse Hænder greb ud i Luften
efter usynligt Stof. »Det er Livet selv.
Sådan er det! ’Jeg vil se det lige ind i
Ansigtet. Jeg vil konfronteres med det!»
»Du er Satans blodtørstig!»
Erlandsen lo hektisk.
Hoff hentede imidlertid varm Kaffe.
De andre skyllede den i sig, og så tog
de Frakkerne på og løb ned.
Det var en kold, sort Nat.
»Se Stjernerne! Hvorfor er de så
rolige?» sagde Gering og blev stående
med Hovedet lagt bagover. De blinkede
på den mørke Frostnatshimmel. Over
en Fabriksskorsten stod der en, som
var særligt stor, blå med røde, blafrende
Kanter.
»Var der noget ved en Ulykke, hvis
Stjernerne dånede. Selvfølgelig er de
rolige. Det er det djævelsk store ved
det hele!» svarede Erlandsen. Han
skuttede sig i sin Ulster og gav sig til at
fløjte igen.
Gering rystede på Hovedet og
knappede sin Figurfrakke om sig.
»Kan du ikke forstå, at det er en
frygtelig Ulykke!» udslyngede han.
»Hvar mange er dræbte?» spurgte
Hoff.
»Over hundrede.»
Så skyndte de sig af Sted. De halvt
løb og halvt gik. Undertiden spredtes
de i Hastværket ud over den mørke
Vej, hvor kun enkelte Lygter lyste op.
De bølgede frem i Lysstriber og ud i
Mørke. Så trak de sig nærmere
sammen, gik ubevidst altfor tæt op ad
hverandre, sagde halve Sætninger, greb
halve Ord.
»Den Fabriks Silhouet med den lange
Bygning og de fire Skorstene minder
mig altid om et Panserskib!» sagde Hoff
roligt, men mærkeligt til en Side.
Gering standsede. » Hvor er det rigtigt!
Ja! Det ligner den! Jo!» Og så var
han igen i Fart.
De passerede spredte Grupper. Nogle
Bisser inde mellem Træerne marcherede
af Sted i Takt til en drøj Opsang.
Enkelte ensomme Skikkelser ilede af
Sted på lydløse Suttesko. Vesterbro
skyllede sin Bærme ud mod
Ulykkesstedet. Alle Københavns Natfolk blev
draget ud ad de sorte Veje. Herrer i
Festdragt, mystiske Damer, som
kvidrede af Nysgerrighed! Biler flammede
med Acetylen. Lysende Vifter jog hen
over Vejens Sten. Motorcykler hvæsede
og larmede forbi de mørke Klumper af
Huse. Inde i eet af dem bevægede en
Lampe sig igennem en Række Værelser,
så at det så ud, som om Vinduerne
hastede forbi et stillestående Lys.
Længere ude gjorde Lygterækken en
pludselig Bøjning og hørte op. En svag,
iskold Vind fra det åbne Land pustede
hen over de mørke Skarer.
De skråede ind over en Mark.
»Et Barn!» sagde Billedhuggeren.
Noget mørkt skubbede en mørk
Barnevogn foran sig. Noget andet mørkt
kom bagefter.
»Det er skrækkeligt!» sagde Kvinden.
»Ja, ikke videre rart!» svarede
Manden.
De kom fra Ulykkesstedet.
»For gält! Et Barn!» råbte
Billedhuggeren.
»Folk er perverse», svarede Hoff,
»og det er vi også. Hvad vil vi her?»
»Ja, det er rigtigt!» udbrød Gering;
men ingen standsede.
Hurtigt gik de igennem en lille
Landsby med høje Hække. Kroen var
oplyst. Gennem en åbentstående Dor
faldt et rødgult Skær ud i Krohaven.
Hele Byen var en hviskende Uro. Folk
talte hastigt og lavmælt. Alt havde
sagte Stemmer. Hegn, Træer, Huse,
alt mumlede dæmpet.
207
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
