Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Ulykken. Af Tom Kristensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tom Kristensen
»Altid på Pletten. Men jeg hørte,
du vilde ind. Lad være! Blod og den
Slags. Man glider i det. Lad være!»
Erlandsen vidste, at den brede var
en hård Hund.
»Så lader jeg være!» sagde han.
Og Gering vendte heller ikke mere
tilbage til Emnet. Han talte om, at
det var koldt.
Hoff var pludselig inde imellem dem.
»Lad os gå. Vi har set nok!»
Men alligevel blev de stående en
Tid. Så rykkede de baglæns.
Ansigterne var stadig rettede mod de
flakkende Lys. Lyden af Skovlene, som
gravede ind under Waggonen, Klangen
af Hakken, der bevægede sig i store
Buer gennem Lyset, døvede deres
Beslutning. Dog lykkedes det dem at
trække sig langsomt bagud, frigøre sig
fra Mængden. Alle Hattene og
Plovederne flød sammen til en urolig, bølgende
Linje af Mørke under Lyset. Hele
Ulykkesstedet blev ligesom løftet op i
Natten, brændte og blafrede et Stykke
oppe i den sorte Luft.
Så var de samlede alle fem igen, og
langsomt gik de bort; men Ansigterne
vendte de stadig om. De
sammenstyrtede Vogne og Lysene virkede som et
nedbrændt Hus, hvor Gløderne endnu
ulmede mellem Brokkerne, og enkelte
Flammer slog i Vejret. Der var den
samme Stemning af Katastrofe, som nu
var færdig, af Lys mod Mørke, af
Farvevirkninger mod Ødelæggelse.
Først da de var nået ned til Byen
og ikke mere kunde se Ulykkesstedet,
gik det fremad i jævn Marsch. De
vekslede nogle Ord. Erlandsen fløjtede,
og hans Hænder var urolige.
»Hvad tænker du på?» spurgte Gering.
»Det er Stof!» svarede han. »Jeg
har det!»
De blev stående en Tid og stirrede
på Stjernen, der skiftede fra blåt til rødt,
og de talte om den.
»Det er vist en Planet», sagde Hoff.
Og så skiltes de.
Erlandsen gik hjem til sig selv. Han
var fortumlet og alligevel så klar, at
han gentog hver Enkelthed hen for sig.
I Sengen lå han længe og kastede
sig frem og tilbage. Mærkeligt, at han
allerede havde glemt Numret på det
store P-Lokomotiv, som lå med
Skorstenen stukket ned i Jorden. Han
tumlede med Farvefantasier, undertiden med
Kvæstelser, men vendte stadig tilbage
til Farverne som for at hærde sig. Stoffet
måtte hærdes! Sindet måtte hærdes!
Det begyndte svagt at dæmre. De
kendte Møbler og Bogreolerne dukkede
frem af et mørkt Slør. Gardinerne lyste
i en hvid Tåge.
Og da hørte han en Lyd, som
forfærdede ham. En regelmæssig Hoppen
fra Pind til Pind, frem og tilbage. Det
var hans Kanariefugl, der var vågnet,
noget levende, varmt og blødt, et Hele
af Kød og Blod og Liv, som ikke var
blevet kvæstet, som fortsatte sine Vaner.
Den sprang frem og tilbage, klip-klip,
klip-klip.
Og Livet og Døden strømmede i et
Nu ind over ham, Livet med en ukendt
Varme, Døden med en ukendt Kulde,
og i Tanken smed han alle Farver og
Linjer fra sig.
De var som Ædelstene, Rubiner,
Smaragder, Saphirer. De lå unyttige
og kolde på et Bord. Og han tænkte
sig en bred Håndbevægelse, hvormed
han strøg alle Stenene fra sig, bort fra
Bordpladen, ned over Gulvet. De var
unyttige og mere døde end Døden.
Han stod op, klædte sig på og gik
ud i Morgenlyset, ud mellem Træerne,
Fabrikkerne, Buskene, Husene, alt det
kendte, som vågnede.
2 IO
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
