- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiotredje årgången. 1924 /
221

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Om Martin Andersen Nexø og hans Digtning. Af K. K. Nicolaisen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Om Martin Andersen Nexø og hans Digtning

Ditte gaar ikke til Grunde; hun
forhærdes kun — og af Nødværge. Men længe
holdt hun Haabet vedlige.

jHun hungrede efter noget, der endnu ikke
var budt hende — saa lidt i de gode Pladser som
i de daarlige: Næring for sit Menneskevæsen...
Ditte kendte ikke til at spare sig, hvor det gjaldt
at tage Stødet og Skubbet for de andre, gøre det
saa godt som muligt for dem ; hun havde megen
Fællesskabsfølelse i sig! Men her var der ingen
Brug for nogen Gensidighed, hun fik Vederlag i
Kost og Løn for sit Arbejde, dermed var det
Forhold ordnet. Det faldt ingen ind, at hun gik til
sin Gerning med et Opbud af Kærlighed til
Mennesker og selv trængte til lidt Kærlighed til
Gengæld; det syntes ikke at angaa nogen, at hun var
et Menneskebarn, hun ogsaa, med Organer for Sorg
og Glæde, og trængte til at le lidt med i det Hjem,
hvor hun nu befandt sig — og græde lidt med
ogsaa. tiendes Sjæl havde ingen haft Bud efter,
eller hendes Medfølelse heller; hun havde at passe
sin Dont og færdes saa diskret i den som muligt.»

Og da hun endelig kommer ind i et
godt Hjem, gaar det hende værre der end
noget tidligere Sted. Hun kommer til at
staa i Forhold til Manden og maa flygte
derfra. Og nu gaar det stadig ned ad Bakke
for hende.

I sidste Bind -»Afod Stje?-nernei> (1921)
skildres hendes sidste Aar i Baggaden,
hvor hun slider sig op i Kampen mod
Fattigdommen. Som det gode Menneske,
hun er, maa hun stadig tage sig af andres
Nød foruden sin egen. Hun tager et Par
Smaabørn til sig, som ellers vilde være
faldet det offentlige til Byrde, og hun er
i det hele optaget af idel Hjælpsomhed
mod de øvrige Stakler, som bor i
Arbejderkasernen sammen med hende.

Næppe 25 Aar gammel dør hun,
opslidt af Livet. Naaede hun at blødgøre
Hjerter? spørger Digteren. Ikke blandt sine
Udbyttere. De tog hendes Godhed som en
Ret. Men hendes Lidelsesfæller saa i hende
et Haab for Fremtiden. Som hun var, maatte
Fremtidsverdenen blive, hun var et med
Guds Hjerte, syntes de. Og blandt Bogens
Læsere har Ditte sikkert ogsaa blødgjort
Hjerter. Det at have set denne skønne
Menneskesjæl spire og gro, kues og ødes,
uden at det onde kan faa Bugt med det
evigt rindende Godhedsvæld fra dens Bund,
det kan umuligt andet end efterlade Spor.

Afslutningsbindet staar paa Højde med
Indledningsbindet. Dittes Skæbne har faaet
den Betydning, der var tilsigtet. Hun har
bevist Godhedens Magt. Hun har ikke lidt

forgæves. Dette Fattigdommens Epos, denne
Skildring af det nøgne Menneske og dets
Værdi som Væsen er i høj Grad egnet til at
vende Verdens Interesse fra Himlens kolde
Stjerner mod Jordens levende
Menneskebørn.

De sidste Scener i Bogen —
Arbejdsløshedens Forbandelse, Fattigdommens
Kvælertag, Drengens Død under Jernbanevognen,
Dittes Sammenbrud og Død — er af en
saadan Vælde, at de helt betvinger
Læseren ved deres Sorg og Gru, deres ophøjede
Skildring af Godhed og Opofrelsestrang.

Et Sted i Bogen siger en af Personerne,
Proletardigteren Morten, som vi ogsaa
kender fra »Pelle Erobreren»:

»Vor Opgave er det at sætte Hjertet i
Højsædet igen. Det stakkels vanrøgtede Hjerte, som bare
er i Vejen, naar man skal albue sig frem! Det
har været noget forsmædeligt noget at have et
Hjerte, værre endnu end at være pukkelrygget;
det paaførte sin Månd utaalelige Lidelser. Det skal
blive en Velsignelse igen, naar vi engang sejrer,»

Den Digter, der har skildret Lasse-Fars
og Lars Peters ejegode Sind, den Digter,
der har skabt Ditte, har sat Hjertet i
Højsædet, har vist os Menneskets Sjæl.

— — Andersen Nexø har nu ført sine
to Hovedværker lige langt frem. Der er
en stærk indre Forbindelse mellem dem.
De staar som to Piller, og det mere end
anes, at det er Hensigten at bygge en
Brobue over disse Piller.

Maatte den sidste Del af Trilogien, det
Værk, der skal drage Konsekvenserne af
Pelles og Dittes Liv, altsaa skildre den
sociale Omvæltning af i Dag, blive præget
af samme dybe Menneskelighed, samme
stærke Digtersind som de to første!

VI.

Dansk Litteratur har i de senere Aar
haft en lykkelig Tilgang af folkelige
Digtere, Mænd af Almuen, som hver for sig
har draget nye Samfundslag ind i
Litteraturen og derved i betydelig Grad udvidet
dens Rammer. Blandt disse folkelige
Digtere staar Nexø, og ingen af dem har et
intimere Kendskab til Almuen end han.
Hans Almueskikkelser er altid opfattet som
særprægede Enkeltvæsener; men de har
alligevel typisk Gyldighed. Det er et
fremtrædende Karaktertræk i hans Kunst, at
han saaledes kan fremstille generelle Træk

221

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:58:59 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1924/0249.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free