- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiotredje årgången. 1924 /
274

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Johan Bojers digtning. Av Christian Claussen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Christian Claussen

i öinene og forsöker at fölge den. Han
vet at underskriften er ægte og skriftlig
gjör han sin far forestillinger herom, men
uten resultat. Forfatteren gir en glimrende
skildring av den voldsomme sjælskamp,
dette förer Einar ind i. Skal han fornægte
sandheten, eller skal han få sin far på
tugthuset? Han reiser så hjem til förhöret
fast besluttet at vidne sandheten, gjör også
atter sin far forestillinger. Men han orker
ikke at stille sig som vidne og sykdom
befrier ham for at ta skridtet ut. Han må
svigte den absolute retfærdighet til fordel for
familiefölelsen. Men unægtelig står problemet
for Einars vedkommende ulöst, dypt
menneskelig og overmåde indviklet som det er.
Det eneste, som kan dække over det, er
kjærligheten.

Det synes umulig, at Nordby skulde
kunne komme så langt i selvbedrag, som
til at tro på at han har ståt helt utenfor.
Men mens selve slutresultatet virker utrolig
er den psykologiske utvikling fuldt
fölge-rigtig. Det fortælles os også, at »der var to
forskjellige mænd» i Knut Nordby. Den
ene har idealer, stræver med politisk og
religiöst frisind, den anden har en töielig
samvittighet i forretningssaker og fryder sig
når han kan gjöre andre misundelig. Og
som han var meget fölsom for folks
omdomme, var den förste fölelse likeoverfor
affæren med VVangen frygt for skandalen.
Endnu er det ham dog en stor plage, at
lögnen er sluppet ut. Men så finder han
et forsvarspunkt: Wangen sier, at
underskrivningen fandt sted på Grand Hotel,
men Nordby husker bestemt, at det skedde
et andet sted. Altså har Wangen löiet! Og
ved dette sofistiske argument föres
selvbedraget videre, stöttet av de stadig nye
beskyldninger fra motpartens side. Indtil
motivforskyvningen blir total ved de
ubevisste sjælsprocessers hjælp. En lignende
utvikling foregår med Wangen.

Boken kan gi meget at tænke på. Den
er fast underbygget ved menneskelige
erfaringer, enhver vil kjende noget til i sit
eget sjælsliv. Og lögnens og selvbedragets
skadelige virkning i et samfund kan være
uhyre.

En speciel aktualitet skulde denne
skildring av troens magt ha fåt nu efter
verdenskrigen. Skjöndt skrevet allerede 1903, ser
vi, hvor nöie dens psykologi stemmer med
de stridende parters opfatning av ret og

skyld. Og ganske nylig har den franske
general Degoutte på en slående måte
bekræftet denne likhet ved sit utsagn: »Når
vi tror at ha retten, er det det samme,
som om vi har den!»

I dramaet Brutus, året efter Troens
magt, optar Bojer igjen spörsmålet om
ret-færdighetskravet, her likesom i romanen
stillet likeoverfor de stærkeste menneskelige
fölelser. Det gir os samtidig billedet av en
helstöpt ubestikkelig politiker. Har Peter
Hegge og de andre forsömt at dyrke sin
personlighet, står Brutus for os som den
månd, der har lært at være »stærkere end
sit eget hat og sin egen kjærlighet», og
som derfor heller ikke kan andet end dömme
også sine egne sönner til döden.

I Vort Rike (1908) får föleisens
betydning som faktor i det menneskelige
sjælsliv sin belysning. Det vises os, hvor let de
bedste fölelser kan vildledes og komme til
at stå i egoismens tjeneste, her overfort på
det moralske og religiöse område, og derfor
gripende så meget dypere ind i
personlighetslivet. Vort Rike er hittil Bojers dypeste
og mest personlig fölte arbeide. Den er
lyrisk beåndet, trods den noget abstrakt
gjennemförte idé; men menneskene er
levende og deres skjæbne griper umiddelbart.

Erik Evje, arving til den store
odels-gård, efterhvert teolog, mediciner og sidst
socialistisk agitator, er kommen nokså langt
ut på skråplanet. Samvittigheten er urolig,
han har bedrat en pike fra hjembygden
og han er blit indirekte medskyldig i en
kamerats falskneri, fordi han ikke trods sit
löfte, har hjulpet ham i en pengeknipe. Nu
sitter begge disse i fengsel, mens han selv
ligger under for sine grublerier over skyld
og ansvar, som han söker at döve ved
flasken.

Som tröst for sin såre samvittighet slår
han sig på socialismen. Men da partiet
blir sat op imot ham, reiser han hjem til
gården, hvor hans mor sitter som enke.

På hjemveien får han en idé, som synes
at skulle bli en redningsplanke for ham.
Han vil stykke ut en del av sin gård til
sine arbejdere, — et helt lite arbeiderbruk,
og da han har været hjemme en tid realiserer
han denne tanke. »Nylandet», med dets
nyryddede jord og lykkelige småhjem blir
Evjes store tröst og tilflugt.

Men så kommer den rystende
meddelelse om, at grunden deroppe er usikker

274

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:58:59 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1924/0306.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free