Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Johan Bojers digtning. Av Christian Claussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian CI aus s en
konflikten egentlig på det religiöse
område.
For en stor del synes nu forfatterens
skepsis og svartsyn at være ebbet ut med
denne sidste roman. Et lysere livssyn
begynder at trænge gjennem. Allerede
småstykkerne Hvite Fugle (1904) og tildels også
de tidligere eventyr var et forbud herpå.
Særlig fortællingen, Kjærlighetens Öine,
senere dramatiseret, hvis hovedmotiv er
påvisningen av de store fölelsers avgjörende
betydning for menneskenes fremdrift, — til
ondt eller til godt.
I de fölgende verker, Liv, Fangen som
sang og Sigurd Brå får derfor lyssynet
og livsglæden sin berettigede plads. De
nedbrytende og livsfornægtende kræfter er
nok tilstede, men har mindre magt.
Romanen Liv er på langt nær ikke så
betydelig som den foregående, dog den også
med mange gode enkeltheter. Men dens
mörke tragik på den ene side og dens
ungdomlige, tankelöse livsglæde på den anden,
står ikke rigtig godt til hverandre. Det er,
som optimismen endnu ikke er kommen i
likevægt, der er usande og usandsynlige
overdrivelser til begge sider.
Fangen som sang er en fortælling om
fantasiens magt over menneskesindet, —
den skapende og formende fantasi, som
betinger skuespilkunsten. Her fremstilles
denne evne komprimeret til en grad, som
absolut måtte fore til personlighetens
fuldstændige splittelse. Skildringen er
lösslup-pent morsom, dog med dyp mening. Den
gir et varsko om at holde personligheten
sammen og den viser en form av
utvikling som samtidig er utartning, —■ en
dans på skjör is.
Andreas Berget kan gå ind i en
hvil-kensomhelst rolle, han önsker at spille ute
blandt menneskene. Men disse
impressionistiske eventyr slutter i fengslet. Og da
presten spör ham, hvad han vil ta sig til,
når han er kommet ut, svarer han: »Hvad
vet jeg om det? Jeg vet jo ikke en gang,
hvem jeg selv er. Jeg er bare en erindring,
snart om en, snart om en anden person,
som jeg engang var.»
Skuespillet Sigurd Brå har helt
igjen-nem den lyse karaktér i stærk motsætning
til de tidligste romaners ånd.
Stykket har sin styrke i vakre
enkeltheter, men er svakt som skuespil, det er
nærmest en forherligelse av menneskeånden
og dens evne til selv at skape sig sin lykke.
Det er deres opgave, »som ikke tror på
guden borte mellem skyerne», at pröve på
at »gjöre det selv, som andre venter av
ham». Denne »livstro», som også prædikes
i de nærmest fölgende arbeider, synes at
kunne bestå, hvis man bare eier en
sjæls-rikdom som Sigurd Brå!
Næste roman, Den store Hunger (1916),
indtar en bemærkelsesværdig plads i
Bo-jers produktion. Det er en rik og
tankedyp bok. Også den i nogen grad forrykket
i sine proportioner, men dog levende og
med partier av stor lyrisk skjönhet. Specielt
den unge guts historie er i höi grad
tiltrækkende. Den rager op over alle de
tidligere arbeider og vakte adskillig opsigt
på det europæiske literaturmarked.
Eksempelvis skrev John Galsworthy en rosende
anmeldelse av den engelske utgave.
I Den store Hunger blir efterhvert det
religiöse problem det alt beherskende.
Boken er historien om en månd hos hvem
hungeren efter det, som en tysk forfatter
træffende har kaldt »hjemfölelsen i
uendeligheten», — altid er levende. Den peker
hen mot nye åndsströmninger i det 2o:de
årh., — flugten bort fra den
materialistiske realismes trange overflatevæsen mot
dypere og videre syn i pakt med
uendelighets- og evighetstankerne. Forfatteren er
jo vokset op i den nævnte tidsperiode og
har i bökene git nogen antydninger om
dens påvirkning. »Videnskapen kaldtes
dengang de unges religion», heter det et sted.
Og et andet: »Vi vokste op med Zola og
Ibsen og den sandhet, vi lærte at dyrke,
var uhumsk og pinagtig». Og vi synes
gjennem Bojers digtning at skimte en
fremadskridende personlig frigjörelse fra realismen
og en overgang til det ny århundredes
idealisme, hvor menneskeånden har begyndt at
sprænge de snevre bånd og at komme til
bevissthet om sin egen selvstændige værdi.
De religiöse spörsmål har leilighetsvis
dukket op også tidligere i Bojers digtning
og röbet, at forfatteren arbeider på deres
klargjörelse. Men först i denne bok har
de fät fuld aktualitet. Hittil har det været
klager over »religiös husvildhet» eller
bestræbelser for at finde surrogater for troen.
Först i Vort rike og Sigurd Brå blir
spörs-målene mer fremtrædende. Den sidstes
religion, som den hos ham isolerer sig i
jordtilværelsen kan dog ikke kaldes nogen
276
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
