Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Carl Nielsen. Av Fritz Crome
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fritz Crome
Navn Nielsen. Indtil han som attenaarig
blev antaget af Gade som Elev paa
Konservatoriet, havde han i over tre Aar blæst
Trompet i Odense Militærorkester. Og selv
om den unge Månd nok har været i
Besiddelse af en passende Dosis Selvtillid —
for helt uden denne Egenskab kommer selv
det største Talent ikke langt — og har
drømt månge lyse Fremtidsdrømme, saa
har han dog næppe dengang anet, at det
skulde komme til at gaa ham paa samme
Maade som det et halvt Aarhundrede forud
var gaaet en anden Fynbo, Hans Christian
Andersen, at han engang skulde præge et
ganske jævnt dansk Navn med sin
Personligheds Stempel, saa det kom til at staa
for Verden som et Symbol paa høj og skøn
Kunst og fik Klang af de Strænge, der
vibrerede i hans Indre.
Carl Nielsen fødtes den 9:de Juni 1865
i Nørre-Lyndelse, en lille stille Landsby
omtrent midt i Fyns fede Land.
Forældrene var jævne Bønderfolk, der stred
hæderligt og arbejdsomt for at klare Udkommet
for deres store Børneflok. Der skal tages
godt fat for at føde og klæde tolv Børn,
saa det var intet Under, at der til daglig
ikke just herskede Overflod i Hjemmet.
Men bægge Forældrene var sunde,
harmoniske Naturer, som under Livets
vekslende Forhold bevarede deres Ligevægt og
lyse, friske Humør. Og skønt der
naturligvis ikke sjældent maatte vises
Stræng-hed og tages med fast Haand for at holde
Orden og Tugt blandt de mange viltre
Unger, saa herskede der altid et smukt og
fortroligt Forhold mellem Forældre og Born.
Ret mange Aar havde den lille Carl
ikke paa Bagen, før han overalt og
allevegne hang sin Far i Hælene, saasnart
Violinen kom ned fra sin Plads paa
Væggen, blev støvet af og stemt. Eller naar
Faren satte sig til at spille paa et af de
andre Instrumenter, han i sin Fritid
dyrkede med baade Iver og Kyndighed. Saa
lyttede Drengen lykkeligt til de mange
Melodier, der ikke sjældent var de samme
som dem hans Mor nynnede ved
Fyraftens-tide, eller naar hun gik ved sit huslige
Arbejde. Og længe skulde det ikke vare,
før Forældrene opdagede, hvor dybt og
uudsletteligt Tonerne allerede dengang bed
sig fast i den lilles modtagelige Sind.
Da Carl var seks Aar gammel fik han
Mæslinger. Nu er det jo ikke nemt for
saadan en lille Purk at være lydig og artig
og holde sig de mange Dag i Ro i Sengen,
naar man egentlig selv ikke synes at man
fejler det allerbitterste. Og da Faren just
paa den Tid var rejst bort en Overgang,
dristede Moren sig til at søge at berolige
den lille sprælske Fyr ved at give ham
Farens Violin ned i Sengen, det kostelige
Klenodie, som Carl ellers altid havde
maat-tet nøjes med at kaste længselsfulde Blikke
til, som det hang der paa sin Krog højt
oppe under Loftsbjælken. Og den lille
Knægt gjorde ikke sin Mors Tillid
tilskamme; han behandlede Farens
Kæledægge med yderste Varsomhed. Men han
spildte sandelig heller ikke Tiden: uden
ringeste Anvisning følte han sig tilrette paa
Strengene og fik i en Haandevending Rede
paa hvor Tonerne ligger. Saa da Faren
kom tilbage, opdagede han til sin
umaade-lige Forbavselse, at hans lille seksaarige
Søn sad op i sin Seng med Violinen ved
Kind og spillede den ene Melodi efter den
anden — fulstændigt rent og rigtigt. Nu
var der jo ikke andet for: Far maatte se
at faa Tid til at lære den lille Carl at
tage fornuftigt paa Violinen. Og i Løbet
af utrolig kort Tid havde Drengen nemmet
alt det, som hans Far var istand til at
bibringe ham. — Otte Aar gammel havde
han saa en skønne Dag komponeret sin
første lille Melodi; det var en Polka, som
han med Stolthed spillede for sine
Forældre. I Begyndelsen nikkede de strænge
Dommere bifaldende; men saa med Et
ryster Far paa Hovedet og raaber: »Spil
dog i Takt Dreng!» Lille Carl havde
vovet sig ud paa noget sa dumdristigt som
Synkoper i Melodien; og det var en Ting
som man dengang — saalænge før Jazzens
og Shimmyens Tidsalder — ikke saadan
uden videre kunde begribe.
Da Tidens Fylde var kommet, blev
Carl puttet i Skole sammen med de
omtrent jævnaldrende Søskende og
Landsbyens øvrige Børn. Men megen Glæde og
nyttige og frugtbare Livsværdier var det
saare vanskeligt for ikke at sige umuligt
for Landsbybørn at samle sig sammen i
det gammeldags, klaprende Mølleværk, som
dengang kaldtes Børneundervisning paa
Landet. Alt knirkede afsted, tørt, aandløst,
efter avtomatiske Regler, intet var afpasset
efter Barnets Karakter, Interessesfære og
316
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
