- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiotredje årgången. 1924 /
318

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Carl Nielsen. Av Fritz Crome

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Fritz Crome

baade ham og Morén lige paa Stedet. Og
da han siden i Odense Bys Gader havde
hørt paa sin Mors Lykønskninger og gode
Formaninger for Fremtiden — ja saa kunde
den nybagte Stabstrompeter ikke længere
holde paa Anstanden men hoppede og
sprang og lo og klappede i Hænderne
som det Barn han var.

Odenseaarene betød for Carl Nielsen
den første Tid, der helt og afgørende var
helliget Musiken. Den store og
betydningsfulde Forandring i hans Livsskæbne, som
han gennem hele Barndommen med saa
hed en Længsel havde imødeset, var nu
bleven til Virkelighed — han var Musiker.
Han skulde ikke længere stjæle af sin
knappe Fritid for at dyrke sin kære Musik
eller være tvungen til at knappe af paa
sin Nattesøvn for at tjene nogle lumpne
Skillinger sammen ved at hamre en
Skræ-derbas til Bøndernes Danse. Nej, nu var
han højtideligt ansat ved et af hans
Majestæt Kongens militære Orkestre, gik med
flot Uniform og svælgede i Musik fra
Morgen til Aften. Som Dreng havde han
engang været ved at blive helt tosset af
Begejstring og Ophidselse, da den Lykke
faldt i hans Lod at overvære en landlig
Musikforenings dumdristige Forsøg paa at
slippe helskindet fra Ouverturen til »Den
Stumme». Med samme aabne
Modtagelighed indsugede han i den første Odensetid
— som en tør Svamp, der pludselig bliver
kastet i Vandet — al den nye,
vidunderlige Musik, han i Embeds Medfør maatte
gøre Bekendtskab med. Og de mange og
grundige Prøver førte med sig en intim
Form for Bekendtskab med den for ham
nye Musik, der blev af allerstørste
Betydning for hele hans Udvikling. Han kom
saa at sige straks ind bag Musikens Kuliser,
fik meget snart Færten af, hvordan et større
Musikstykke skulde bygges op, hvordan alle
Enkeltheder føjede sig sammen til et Hele.
Men næppe mente han at have luret de
gamle Kunsten af, saa begyndte det ligestraks
at krible ham selv i Fingrene for at prøve
paa at gøre ligesaa. Og nu væltede det ud
af hans unge musikbespændte Sind med
smaa og større Stykker for to eller flere
af de Instrumenter, han havde til
Raadig-hed: Strygere, Klarinet, Horn og Trompet.
Al den knappe Fritid gik med til den
usigelige Fryd at fæstne de frodige Tan-

ker paa Papiret og siden jage de
friskbagte Resultater igennem med
Kammeraterne.

Det varede ikke længe før det
rygtedes i Byens musikinteresserede Kredse, at
den yngste at Militærkapellets Trompetere
var et usædvanligt Musiktalent; og baade
Obersten og Grosserer Albert Sachs — en
Bror til Emil B. Sachs — og den senere
Minister Klaus Berntsen fattede stor
Interesse for den unge Komponist og hans
Frembringelser. Og da Carl Nielsen gik i
sit nittende Aar og havde været over tre
Aar i Odense, blev disse Velyndere enige
om, at det var paa høje Tid at det unge
Talent kom i virkelig god Røgt og Pleje.
Saa forsynede de ham med de nødvendige
Resjepenge, og med fire Dages Orlov rejste
Carl Nielsen til København i den Hensigt
at opsøge Gade og prøve paa at blive
optaget paa Konservatoriet. Ind i sin
Violinkasse havde han stukket Andanten til
den Strygekvartet i D-Mol, som han havde
skrevet i Odense og som han selv ansaa
for sit bedste Arbejde. I sit stille Sind
haabede han paa at den skulde blive det
Sesam, der aabnede ham Porten til
Drømmenes Rige.

Og hans dristige Drømme gik i
Opfyldelse. København viste ham straks et
muntert Ansigt. Det var Sommertid, Vejret var
straalende og alle Gader festligt smykket,
da den russiske Zar ventedes til Byen. En
saadan Oplevelse maatte naturligvis tages
med, og den unge Månd stillede sig op i
Stimlen og naaede at se den venligt
smilende Alexander den Tredje køre forbi i
aaben Karet. Endnu betaget af den uvante
Pragt og de mange Mennesker opdager
han pludselig en skægløs ældre Herre med
frisk Ansigtsfarve og stort hvidt Haar, der
staar paa det modsatte Fortov. Sporenstregs
gaar han til den nærmeste Betjent og
spørger høfligt: »Undskyld, er det ikke
Professor Gade?» »Gu’ er det ej — det er en
Assistent fr.a Ministeriet», lyder Betjentens
nedslaaende Svar. Saa maa Haabet for
den Dag opgives om ved Tilfældets Hjælp
at blive ført sammen med den berømte
Månd. Men næste Dag tager Carl Nielsen
selv modigt sin Skæbne i sin Haand; og
saa tidligt som han for Anstandens Skyld
tør, ringer han med bankende Hjærte paa
hos Gade. Den store Månd lukker selv op
og ser en Smule morgengnaven paa den

318

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:58:59 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1924/0354.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free