- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiotredje årgången. 1924 /
320

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Carl Nielsen. Av Fritz Crome

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Fritz Crome

— Bach og Händel fremfor alle, senere
Beethoven og César Franck — lader det
tale Livets Sprog til os gennem deres
udødelige Værker. Ved med aaben Forstaaelse
og Modtagelighed at leve sig ind i disse
Stormestres Udtryksform og gøre den til sin
egen —- ikke ved Efterligning, men ved
at føle sig ind til Hjærtestedet, hvorfra
Blodet sender sine livgivende Strømme
gennem hele den kunstneriske Organisme,
og ved paa egen Haand at føre de
angivne Veje videre og forny og uddybe
Metoder og Virkemidler — er Carl Nielsen
naaet til et kontrapunktisk Mesterskab, der
i vor Tid søger sin Lige. Det musikalske
Følesæt der for ham er det naturlige, man
kunde fristes til at sige primitive, er det
kontrapunktiske. Der er her et væsentligt
Lighetspunkt mellem Carl Nielsen og to
ellers fra ham saa forskellige Komponister
som Gustav Mahler og Hugo Wolf. Man
har det bestemte Indtryk, at en Idé hos
disse Komponister saagodtsom aldrig
kommer til Verden alene; at den fødes saa at
sige paaklædt, idet Modmelodierne,
Kontrapunkterne, der sammen med
Førstemelodien, den der i gammel Musik kaldes
can-tus firmus, udgør hele det musikalske Væv,
gennem hvilket Harmonierne tegner deres
lodrette Dimension, ejer en saadan
melodisk Oprindelighed og fri Bevægelighed, at
de føles som jævnbyrdige med Hovedideen,
ikke som underordnede og afhængige
senere Tilføljelser til denne. Dette er
Kendemærket paa den store, den fødte
Kontra-punktiker.

Paa endnu et Punkt mærker man,
hvordan hos Carl Nielsen den fremadskuende
Kunstner staar Side om Side med den
samvittighedsfulde, grundige Haandværker:
i hans Forhold til Musikens store nedarvede
arkitektoniske Former. Han kender for godt
Byggekunstens ældgamle Love, ser for klart
gennem Ligevægtens og Modsætningernes
Princip til at være med i det Kor af
Modernister, der med hans jævnaldrende,
Richard Strauss i Spidsen allerede fra
Slutningen af forrige Aarhundrede — støttet
paa de Liszt’ske og Berlioz’ ske Principer

— mer eller mindre lod haant om de
nedarvede symfoniske Former og lod Tilfældet
være saagodt som eneraadende i
Form-spørgsmaal. Carl Nielsen modnedes tidligt;
allerede i de unge Aar var hans Klarblik
i kunstneriske Spørgsmaal saa udviklet, at

han saa den symfoniske Digtning — denne
store tilsyneladende epokegørende Nyhed
— som det Tidsfænomen der — fordi det
havde opspædt sin renmusikalske Islæt med
allehaande Bestanddele der intet havde med
Musikens egentlige Kærne at skaffe — kun
kunde blive et goldt Sideskud paa
Symfoniens store faste, ældgamle Stamme. Han
fulgte den lige Linje; hans klare
Musikerinstinkt sagde ham, at det Fundament som
Verdens genialeste Musikarkitekter havde
rejst, var den sikreste, ja den eneste Basis
for den der havde Ævne og Mod til bygge
videre. Og bygge videre var just det Carl
Nielsen gjorde. At han ogsaa paa dette
Punkt bundede i Traditionen, betyder
nemlig paa ingen Maade at han nøjedes med
en Marsch paa Stedet i de bekvemme
Fodspor de andre havde traadt før ham. Vilde
han ikke være med til at sprænge Rammer
der gennem Tiderne havde vist deres
Berettigelse, ja Uundværlighed, saa gik han
den ulige vanskeligere Vej at sætte hele
sin Personligheds Indsats ind paa at
udvide dem. Rækken af hans fem Symfonier
viser os paa anskuelig Vis den progressive
og sammenhængende Linje i denne
Udvikling der finder sin foreløbige Afslutning i
den todelte femte Symfoni.

Endnu et Forhold belyser klart Carl
Nielsen som Forstandsmusiker: hans Stilling
til Romantiken som denne finder Udtryk
hos Mendelssohn, Schumann, Chopin,
tildels ogsaa Brahms og Richard Strauss.
Han tager bevist Afstand fra al
understreget Følelsesbetoning, al romantisk
Uklarhed, Svulst og Stemnings-Udtværen. Kun
paa højst betinget Vis anerkender han de
Værdier som Romantiken har tilført
Musiken, idet han vel kalder den grødefuld
og fremmende, men tilføjer: rigtignok paa
samme Maade som Vildsvinets Roden i
Skovbunden. Han er en Fjende af al
Tilfældighed i Kunsten, vil nok holde sin
Hjærne klar og selv være Herre i sit eget
Hus under alle vekslende Forhold. Den
Tanke at han af en overmægtig
Stemningsbølge pludseligt skulde se sig henført til
et Sted, hvor han fra første Færd ikke
havde haft til Hensigt at lande, er ham
dybt imod.

Følgen af dette æstetiske Grundsyn
viser sig i formel Henseende i en
Utilbøjelighed til at udtrykke sig i de af Roman-

320

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:58:59 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1924/0356.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free