Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Carl Nielsen. Av Fritz Crome
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fritz Crome
hans øjensynlige Glæde ved Bevidstheden
om at føle sig som et Led i den store
Yerdensenhed giver ham en lignende
Stilling i vor Musik som Johannes V. Jensens
i Literaturen. Hos bægge møder vi en djærv
Sundhed, en animalsk Fryd ved at være
til, der kan give sig tilkende i den mest
selvforglemmende Naturtilbedelse, en stum,
andagtsfuld Lytten til den store Pans
Flöjtetoner, men som til andre Tider kan slaa
ud i en kras Selvhævdelse, der sparker til
alle Sider for at komme fri af Fordomme
og Baand.
Carl Nielsen tager sit Stof ud af sit
eget altid bevægede, altid søgende Sind,
der aldrig svinger længere ud fra de
almenmenneskelige Følelsers og
Stemningers naturlige Midtpunkt end at han til
enhver Tid kan holde sig fri af Modens og
andre Udvendigheders Ekstremer og deres
farlige Hængedynd. Han bryder sig fejl om
»de andre», følger kun sin egen indre Trang,
lad saa Omverdnen siden stille sig saa eller
saa til Resultatet. Han er i sin Kunst baade
for jegbundet og for jordbundet, for inderligt
knyttet til de store kosmiske Tildragelser
til at være nævneværdigt literært betinget.
Ser vi paa Carl Nielsen som
Harmoniker, opdager vi snart at hans Harmonik
overhovedet kun kan betragtes som et
integrerende Led af Helheden. Saa
ubetinget og udelukkende er den bestemt af
den samlede musikalske Idé. Som hos Bach
og andre fødte Kontrapunktikere er
Harmonien en naturlig Følge af de
forskellige Stemmers indbyrdes Bevægelse i
Forhold til hinanden. Hele det kontrapunktiske
Væv, hele den rige Islæt af Melodi og
Modmelodier betinger ved deres
Sammentræf af Toner Harmoniernes Udseende og
Klang. Disse sidste vedbliver altid at være
underordnet det melodiske, fremtræder helt
og holdent som Funktioner af Melodierne.
Et vilkaarligt Tværsnit gennem et Carl
Nielsensk Partitur vil rimeligvis meget ofte
give en haardtklingende, ja helt
uforstaae-lig Samklang. Men prøv at se den i sin
Sammenhæng med det foregaaende og
følgende, følg de forskellige melodiske Traade,
hvis jodrette Komponent er blevet netop
denne Samklang — jeg bruger her med
Vilje Ordet Samklang og ikke Harmoni —
og den vil blive ikke alene logisk men
ogsaa æstetisk forsvarlig og velbegrundet!
En Komponist der giver Harmonien
denne Plads i Helheden, der med stræng
Konsekvens indordner den under Melodiens
ubetingede Overherredømme, kan selvsagt
aldrig komme til at søge Klangen
udelukkende for dens egen Skyld, kan aldrig
komme ind paa tomt Effektjageri paa det
klanglige Omraade. Med andre Ord, han
maa altid holde sig fjærnt fra de saakaldte
Farvemusikeres Ensidighed, hvis yderste
Ekstrem er den fuldkomment
endimensionale Musik, hvor al melodisk Linjeføring
er bortelimineret og det musikalske Udtryk
er indskrænket til rent koloristiske Nuancer
og Kontraster. Allerede Debussy pegede i
denne Retning: Skriabin, Schönberg og
Schreker viser endnu tydeligere Vej mod
denne Blindgade.
Det betydningsfulde Midtpunkt i den
Carl Nielsenske Produktion danner de fem
Symfonier. Den første af disse, G-mol
Symfonien, skrev Carl Nielsen som
femogtyve-aarig; den opførtes i 1892 første Gang
under Johan Svendsens Ledelse. Den viser
en Beherskelse af det store Stof, som hos
en Begynder er ligefrem forbløffende. De
mange Repetitionstegn er den tydeligste
Paamindelse om, at Traditionen endnu
følges i rent formel Henseende. Men ellers
er man hurtigt paa det rene med, at den
unge Komponist gør hvad han vil og ikke
spørger om Forlov hos sine Forgængere.
Straks den første Akkord: C-Dur som
Indledning til en Sats i G-Mol var en uhørt
Dristighed. Og paa mangfoldige andre
Maa-der stäk det Carl Nielsenske Særpræg
allerede Hovedet frem: i den særlige
Behandling af Kromatiken, i Forkærligheden for
Synkoper og de månge Tonegentagelser,
i Melodiens Tendens til at søge ud af
Tonarten og endelig i de mange harmoniske
Nydannelser, der mer end en Gang fik
Datidens kloge Folk til at ryste paa
Hovederne.
Den Opgave Carl Nielsen stiller sig selv
ved at kalde sin anden Symfoni »De fire
Temperamenter» er betegnende for hans
Stilling til Programmusiken.
Musikermæssigt er denne meget fordringsfulde Opgave
løst paa fuldkomneste Vis; Stoffets Valg
og Tilrettelæggelse og hele den musikalske
Udarbejdelse vidner om den modne
Kunstners faste Haand. Psykologisk set lodder
Carl Nielsen her dybere end nogensinde;
322
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
