- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiotredje årgången. 1924 /
323

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Carl Nielsen. Av Fritz Crome

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Carl Nielsen

alle Temperamentsafskygninger staar
selvsagt ikke i samme intime Kontakt med
hans inderste Naturel, og man føler vel,
at han giver sig mest umiddelbart i den
langsomme flegmatiske Sats og ganske
særligt i den sangvinske Finale. Den koleriske
og melankolske Del er rnaaske ikke i fuld
saa høj Grad som de to andre et Udtryk
for det Centrale i Komponistens
Personlighed og er i hvert Fald delvis baaret af en
usædvanlig Indfølingsævne; men særligt i
det rent tematiske viser dog meget
hen-imod Selvoplevelsen og Intuitionen.

I »Sinfonia espansiva» ser vi for første
Gang Carl Nielsen i fuld Harmoni med
sig selv og sine Omgivelser. Ungdommens
Tvivl, dens Kamp og Selvoptagethed er
forbi, han har faaet Stunder til at glemme
sig selv og lytte til Pans Fløjte. Der
findes ikke et Stykke dansk Musik, der finere
og mere overbevisende maler den
flimrende Soldis, Stilheden og Freden i vor
Strandbreds lange Horisontlinjer end denne
Symfonis langsomme Sats, hvor
Menneskestemmerne i Naturklangens jævne Toner
glider i Et med alt omkring til den store
Fællesharmoni. I Sandhed, her føler vi
Geniets store Vingesus, her svæver Guds
Aand over Vandene. Ogsaa Finalen —
maaske Carl Nielsens paa En Gang
betydeligste og naturligste Sats — er en
Aaben-baring af Livsfylde, et Fryderaab over
Tilværelsen Skønhed!

Men »Det Uudslukkelige» kalder atter
til Kamp, trodsigt, næsten forbitret. Det
er den stærke Personligheds Jegfølelse, der
kæmper for at naa frem til det vanskelige
Kompromis paa samme Tid at inordne og
hævde Selvet som Led i det store Univers.
Som den fuldtfærdige Orkestrets Mester
vælger Carl Nielsen her suverænt sine
Midler, er allerede i allerførste Takt med dens
haarde, dristige Sekondakkord saa ganske
sig selv. Adagioens lapidare, tostemmige
Begyndelse er præget af en hos Carl Nielsen
yderst sjælden til det tragiske højspændt
Følelse. Og de allerede berømte Pavker i
sidste Sats, der med deres Skraal og
Kævlen forgæves søger at kvæle Jegets frie
Udfoldelse, viser Komponisten paa Højden af
sin Instrumentationskunst.

Femte Symfoni er som omtalt den
foreløbige Slutsten paa Carl Nielsens
symfoniske Bygning. Dens Form er uvant, idet
den falder i to Satser, der dog hver viser

sig at omfatte to af den sædvanlige
firsatsede Symfonis Afdelinger, saa at
Afvigelsen fra den gængse Form kun bliver en
rent udvendig. Carl Nielsen fortæller selv
om sit Værks Tilblivelde, at han i
Begyndelsen tænker sig gaaende i Naturen ganske
udeltagende, kun iagttagende dette og hint
paa sin Vej. Indtrykkene strømmer ham
imøde uden at vække hans dybere Interesse.
Heraf den tilsyneladende Tilfældighed i
første Sats’ Begyndelse, dens Mangel paa
musikalsk Sammenhæng i konventionel
Forstand. Men efterhaanden vækker
Omgivelserne den vandrendes Opmærksomhed, han
begynder at ville være med, at forstaa.
Medfølelsen vaagner, og med den Jeg’ets
Bevidsthed om at være et Led af Helheden, en Del
af Verdensaltets store Harmoni og
Samhørighed. Andanten, der giver Udtryk for
denne Følelse, og hvori første Sats klinger ud,
er maaske den skønneste, ædleste og
stærkeste Melodi, som Carl Nielsen nogensinde
har skabt. Dens Slutningsapoteose paa den
fire Toners ostinate Bas betager med en
Naturkrafts Vælde. Som Modsætning til
første Sats’ rapsodisk-usammenhængende
Karakter er anden Storsats gjort dobbelt
musiklogisk og klart bygget. Vi iagttager
nu ikke mere tilfældige Enkeltheder, vi
oplever med Carl Nielsens følsomme Sans
og ser alt med hans skarpe, kloge Blik.
Den lille Tromme, der i Begyndelsen
spillede en mærkelig stædig Solorolle, indgaar
nu lige som alt andet som et underordnet
Led i Instrumentationen. Her fejrer
Kon-trapunktikens Mestre og Herre sine største
Triumfer.

Skiller Værket sig i formel Henseende
kun rent overfladisk set fra den gængse
Symfoniform, saa staar derimod dets
musikalske Indhold i udpræget Grad for
Komponistens egen og egneste Regning.
Adskilligt i dette Partitur virker udpræget
eksperimentelt, som Spørgsmaalstegn udimod
Musikens Fremtid. Men alt dette utvivl
somt søgende har sin Rod langt under
Overfladen, i det der for Carl Nielsen er
det afgørende og principielle. Med en saa
hensynsløs Konsekvens har han aldrig forud
ført sine kontrapunktiske Principer
igennem ; Tonalitetsbehandlingen gaar stik imod
al Konvention og Harmoniken er mere
egensindig og krasbørstig end nogensinde.
Det er svært — for ikke at sige umuligt
— ved første Hørelse at naa et blot nogen-

323

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:58:59 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1924/0359.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free