Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Carl Nielsen. Av Fritz Crome
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fritz Crome
lunde sammenhængende Overblik over
Helhed og Arkitektonik. Og naar man har i friskt
Minde, i hvor høj Grad Indtrykkene af
hans tidligere Arbejder har skiftet
Karakter, efterhaanden som man ved Gentagelser
kom dem nærmere paa Livet, hvor ganske
anderledes klart de plastiske Enkeltheder
traadte frem og hvormeget mere tilpas man
følte sig i den nye Harmonik, og fremfor
alt hvormeget direktere det hele havde Bud
til Følelsen efter at først Forstandens Sult
var blevet stillet og de nye Indtryk var
bundfældet — ja saa gør man vel i at vogte
sig for at tage noget endeligt Standpunkt
til No. S før man har haft Lejlighed til at
prøve baade den og sig selv tilgavns ved
senere Lejligheder.
At en Symfoni af et Omfang og af en
saa ny og udpræget personlig Støbning som
denne ved sin første Opførelse møder
adski-lig Modstand — saadan som det nylig er
sket i Stockholm — er der intetsomhelst
underligt i. Tilmed naar som her
Tilhørerne ikke kan siges at være særligt
velbevandrede i den moderne Musiks
Labyrinter. — Forøvrigt ved vi jo alle at den
paa dette Punkt deler Skæbne med
adskilligt, som Musikhistorien forlængst har
fast-slaaet som Mesterværker. At en saadan
Afvisning skulde være nogen Gradmaaler for
et Værks Kvalitet, vil naturligvis ingen
paastaa. Men den er saa sandelig
ligesaa-lidt det modsatte. Og de mange, som Carl
Nielsens Musik har skænket Glæde og
Berigelse i Sindet, og som ogsaa af denne
hans sidste Symfoni har modtaget stærke
og uforglemmelige Indtryk, vil ikke være
bange for at indanke ogsaa den under
Fremtidens ufejlbarlige Domstol.
Et ikke uvæsentligt Karaktertræk i Carl
Nielsens Produktion er hans Temaers store
indbyrdes Lighed eller Slægtskab. Først og
fremmest naturligvis indenfor et enkelt
Arbejde. Men denne Slægtslighed i Ideerne
kan ogsaa forfølges i iøjnefaldende Form
gennem de forskellige Værker, uden dog
nogensinde at give Følelsen af Snæverhed
eller Begrænsning i Ideverdnen. Se for
Eksempel, hvordan i »Det Uudslukkelige»
Allegrettotemaet viser hen til andet Tema i
»Temperamenterne». Eller hvordan
Adagioens andet Tema rytmisk foregriber
Finaletemaet i samme Symfoni, og med vilken
Myndighed og Kraft første Sats’ Sidetema
anvendes som Byggemateriale til Codaen i
Finalen.
Den tredje og ikke mindst vigtige
Dimension i Carl Nielsens
Kunstnerpersonlighed, som hidtil har været bestemt ved de
to Hovedkoordinater Vilje og Forstand, er
Humoren. Den giver Dybdens Proportion
til den Plan, der er bestemt ved de to
andre, Billedet faar Baggrund, Helheden
Plastik og Volumen. Den Schillerske
schö-ner Götterfunken, Glæden, er en af
Grundpillerne i Cari Nielsens stærke, kloge og
sunde Syn paa Livet. Og først ved at gøre
os dette helt klart, kommer vi for Alvor
Carl Nielsen menneskeligt nær.
Humoren er et Stof som kun den modne,
overlegne og ligevægtige Kunstner til
Fuldkommenhed formaar at beherske. Ingen
famlende Begynder kommer godt fra et
Forsøg i denne Genre, og Digteren og
Maleren kommer vel Humoren nemmest
tillivs; men for ingen er den et saa
utilgængeligt, saa farligt Stof som for Musikeren.
Intetsteds ligger det sublime og det latterlige
hinanden saa nær, intetsteds er Springet
ind i det banale og plumpe saa kort og
intetsteds kræves der en saa overlegen
Mester-haand, en saa lutret Smag og en saa fast
Dømmekraft som i Musiken. Derfor bliver
Gennemsnitsresultatet paa dette Omraade
i Musiken som oftest alt andet end
opbyggeligt: enten knirkende Tørhed og
Gri-mace eller de moderne Operetters simple
Grin. Kun de allerstørste Musikere har i
Humoren Skabt Ting af virkelig
Evigheds-værdi: Haydn, Mozart, Beethoven,
Schubert, Rossini og Hugo Wolf kan nævnes
blandt de fraa store Mestre paa dette
Omraade. Nuomstunder redder Komponisten
af en Symfoni for det meste sin saakaldte
»Scherzo» over i det fantastiske, der er
adskilligt nemmere at komme tillivs end
det humoristiske. Og vor Tids komiske
Operaer? Er det ikke symptomatisk at de
er saa sjældne som en Perle i en Mødding
og hyppigst forgæves maa efterlyses med
Diogenes’ Lygte?
Carl Nielsen er den eneste af vore danske
Komponister, der er oprindeligt begavet
paa dette Felt. »Maskarade» var hans
første storslaaede Bevis herpaa. Denne eneste
danske komiske Opera, til hvilken Vilhelm
Andersen har tilrettelagt Teksten efter
Holberg, opførtes første Gang paa det
kongelige Teater i København 1904, hvor den
324
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
