Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Carl Nielsen. Av Fritz Crome
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Nielsen
siden er blevet genoptaget med Held og
til Dato ialt opført ca. 50 Gange.
At Carl Nielsen ikke var noget
sentimentalt Hængehoved, vidste man fra den
første Node han sendte ud i Verden. Men
dog havde hans Værker hidtil kun vist hans
Smil og friske Latter i enkelte spredte
lysende Glimt. I den helt unge Kunstner
sidder som oftest en vis Skræk for ikke at blive
taget alvorligt nok af sine Omgivelser.
Ungdommen er heller ikke for ingenting
YVeltschmerzens Tid, hvor den der har travlt
med at faa sit eget besværlige Jeg til at
makke ret som oftest ikke har altfor
megen Tid tilovers til at le ad den øvrige
Verden og dens Daarskaber. Derfor kom
det trods alt som en stor og glædelig
Overraskelse at opleve, at den unge Carl
Nielsen paa en saa kongenial Maade forstod
at omsætte Fader Holbergs brede Lune,
fine Ironi og beske Satire i Musik. Man er
ikke længe om at mærke Carl Nielsens
Glæde over endelig engang til
Forbundsfælle at have faaet en Månd, der ikke er
bange for at vise sin aabenlyse Foragt for
al smaalig Fordom og taabelig tom
Konvention, og som det ene Øjeblik kan le
drengeagtigt kaad og i det næste svinge
Knaldepisken med Myndighed over
Drøn-netter og Dumrianer —- og som alligevel
tager baade mildt og menneskeligt paa
menneskelige Ting. Det er som dette
friske Vejr har blæst et vist Skyhedens og
Tilbageholdenhedens Dække bort fra
Melodiens Kilder i Carl Nielsens Sind, der
pludselig har givet sig til at vælde rigere
og friskere end nogensinde. Man har
ordentlig en Følelse som smed han Frakken,
spyttede i Næverne og smøgede Ærmerne
op, og man tager Del i hans Fryd ved at
fornemme sin egen Kraft og endelig
engang faa Lov til at gøre et Spadestik i
den store Humors dejlige sorte, bløde
Muldjord. Det kan jo være, at Carl Nielsen i
sin Musik projicerer den Holbergske
Over-daadigheds Nuancer i noget færre Facetter
end der stod den gamle Satyricus til
Raa-dighed. Men der er saa sandelig nok endda
at glæde sig over, Hans Toner ejer en
saadan Frodighed, en saadan Livsfylde og
Friskhed, at Holberg næppe havde kunnet
ønske sig nogen bedre musikalsk
Renæssance. Intetsteds trætfer Carl Nielsen i sin
Karakteristik ved Siden af: den buldrende
Jeronimus er taget paa Kornet saa sikkert
som den plumpe Arv, den sirligt trippende
Leonard, den dansegale Magdelone og den
kaadmundede Henrik. Og finder de
musikalske Ideer i »Maskarade» end deres
højeste Udtryk i det melodiske, saa spiller
paa den anden Side den orkestrale
Farvelægning her en Rolle som i intet af de
tidligere Værker. — Og som det rent
menneskelige er kommet til sin fulde Ret i
»Maskarade», saadan er Stilen truffet med
ikke mindre Sikkerhed og med lykkelig
Ævne til i Rococcoen at gaa udenom det
konventionelle og clichémæssige.
Endnu to betydelige Værker hvis
Grundstemning er Humoren har Carl Nielsen
skænket os: Korværket »Fynsk Foraar»,
som han selv benævner »lyrisk Humoreske»,
og Blæserkvintetten. Bægge disse blev
skrevet umiddelbart efter den femte Symfonis
Fuldendelse og første Opførelse. Det er
som om Komponisten efter Symfoniens
Kæmpeanspændelse har søgt en Reaktion i den
lyseste og livsgladeste Stemning og fundet
Udløsningen i disse to Arbejder. I »Fynsk
Foraar» anslaar han snart Barnets, snart
den naive folkelige Tone. Fast og bredt
staar han plantet paa sit Lands sunde Jord
og ryster sin djærve Latter ud over sine
Tilhøreres Hoveder. Han er ikke Spor af
kompliceret og problematisk, hans Udtryk
saa ligefremt og umiddelbart, som vi ellers
kun kender det fra hans smaa populære
Folkesange. Uden det svageste Sideblink
til Banaliteten og det sentimentale har Carl
Nielsen gennem »Fynsk Foraar» vundet
den Popularitetens brede solide Grundvold,
som til syvende og sidst er den virkelig
store Kunstners eneste varige Stade.
I Kvintetten er hans Humor ikke mindre
ægte og oprindelig; snarere — fordi
Grundfarven her ikke er udpræget national
•—-rykket et Stykke nærmere imod det alment
menneskelige. Hvad man vil foretrække
bliver en ren Følelsessag; bægge
Udtryksformer har deres Særprægs Fortrin.
Blæserkvintetten er mer end noget
andet Værk af Carl Nielsen den fulde
Bekræftelse paa, at den ægte Humor, den varme
sunde Glæde ved Livet i alle dets
Ytringsformer, den er det ikke Ungdommens Sag
at give kunstnerisk Form; den hører der
Livserfaring, Modenhed og Manddommens
ligevægtige Kraftfylde til at finde det rette
overbevisende Udtryk for. Kun den
fuldt-færdige Kunstner, det harmonisk afklarede
325
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
