Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Carl Nielsen. Av Fritz Crome
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fritz Crome
Menneske kan tale til os med dette stærke
Smil, kan le denne sunde Latter og se
paa os med denne milde Alvor, der er lige
saa langt fra Ungdommens uklare Søgen
og umotiverede Weltschmerz som den er
fjærnt fra Alderdommens døde Flegma og
ufrugtbare Selvbeskuen.
Og hvilket Mesterskab i Formen Carl
Nielsen her lægger for Dagen! Aldrig har
hans Kontrapunkt bevæget sig i friere og
mere ædelt svungne Linjer; aldrig har man
tydeligere haft Fornemmelsen af, at dette
ikke var tillært »Tabulatur», men netop
den levende Idés selvfølgelige og
oprindelige Udtryk. Kvintetten er ganske knap i
Formen. Den falder kun i tre korte
Satser, der tilsammen næppe varer over
tredive Minuter. Men hvad faar vi ikke
altsammen oplevet i denne korte Tid! Straks
det første ligefremme Treklangstema i
Fagotten slaar den hyggelige Stemning an. I
Sidetemaet kagler det lystigt op — forresten
med en Reminiscens fra en af de
morsomste Scener i »Maskarade» —:
Komponistens Morgenvandring fører os med ham
forbi Hønsehuset, hvor vi et Øjeblik staar
midt i dets fjedrede Beboeres Snadren og
Skænden. Anden Sats er en Menuet, saa
graciøs og yndefuld som den er
enestaa-ende i sin diatoniske Simpelhed. Carl
Nielsen der engang i »Tilskueren» drog tilfelts
imod den moderne Musiks overdrevne og
umotiverede Trang til Intervalspring i
Melodiken, der ofte kun bunder i svigtende
Inspirations fortvivlede Jagen efter Effekt,
viser her, hvor unødvendige slige
Fiksfakserier er for den der forstaar at lytte til
den indre Stemme. Denne lille Melodilinje
svinger ligesaa jævnt flydende om sit
Ligevægtspunkt som selve det berømmelige
Eksempel fra alle musikalske Formlærer,
Beethovens »Freude, schöner Götterfunken». Og
som den afdøde Mester griber den levende
os om Hjærtet med denne sin sagteste
Nynnen.
Sidste Sats indledes med et ægte Carl
Nielsensk Præludium, det eneste Sted i
Værket, hvor Alvoren gaar over i
Tragediens smerteligt dissonerende Farver og
dybt vemodsfulde Klange. Saa følger en
Række vidunderlige Variationer over en
simpel og storslaaet Koralmelodi. Hver af
de fem Instrumenter faar her Lov at tale
med sin egen inderste Stemme; det hele
virker som en genial Improvisation, hvor
alle Deltagerne faar sagt just det, der giver
hver sit stærkeste Særpræg. Fagotten
glider i ensom Majestæt over en Række
sørgmodige Triolfigurer; ved Hornets Indsats
føler vi Skovens svale Luft og
Ensomhedens Trylleri slaa os imøde. Saa er det
Oboen der er ved at forgaa i stille
Melankoli, trøstet af Fløjtens milde Deltagelse.
Lidt efter er vi oppe i et vildt Skænderi
mellem den iltre koleriske Klarinet og den
stædigt oprippende Fagot. Saa er det igen
Fløjte eller Klarinet der sukker i
maane-syg Elskov. Og pludseligt jubler de alle
afsted i rytmisk Samdrægtighed, udnyttende
Blæsernes særlige Ævne for Tonegentagelse
med næsten Schumannsk Stædighed. For
tilslut at klinge ud i Koralens dybe
ujordiske Fred.
I det foregaaende blev Tonegentagelsen
nævnt. Da den er et iøjnefaldende Træk
i Carl Nielsens Kompositionsteknik, er det
ikke overflødigt at betragte den lidt
nærmere. Vi ser den da tit som Udtryk for
det kraftige, viljesbetonede — som paa
Fortissimo-Stedet i »Det Uudslukkeliges»
Adagio. Eller den karakteriserer en vis sejg
Udholdenhed, der kan slaa over i
Stædighed. I »Temperamenternes» anden Sats er
det Flegmaen, der kommer tilorde i den
rolige, besindige Gentagelse af en enkelt
Tone. Men allermest uundværlig er
Tonegentagelsen Carl Nielsen som Udtryk for
Humoren. Eksempler herpaa kan saa at sige
plukkes ud overalt i hans Værker. — Mer
end saameget andet afslører netop denne
Tonegentagelse intime Sammenhæng og
bratte Overgange i Carl Nielsens Sind, viser
os, hvordan Alvoren eller den strængt
krævende Vilje kan være Tvillingbror til
Glæden, ja til kaad Overgivenhed: en lille
rytmisk Forskydning, en Tempoforandring
— og som ved Trolddom veksler Billedets
Karakter, Alvorens Tunghed forflygtiges og
alt løftes med et Slag op i befriende
Humor — som tændtes pludselig et
straa-lende Smil i et sørgmodigt eller af
Eftertanke furet Ansigt. I Sandhed, den maa
kaldes Mester, der forstaar at tumle saa
suverænt med sit Stof!
Lyriker er Carl Nielsen ikke — i hvert
Fald ikke i gængse Forstand. Den
fuldblods Lyrikers Trang til aandelig
Exhibi-tionisme, denne underlige sammensatte Drift,
der tvinger ham til at gaa paa Dybvands-
326
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
