Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Otto Borchsenius. Af P. A. Rosenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Otto Borchsenius
ning, som ikke maa glemmes, selv i et
kort Overblik, er hans lyriske Digtning.
Han har udgivet to Bind Digte: »Sange
og Digte» (1887) og »Minder og
Stemninger» (1899). Navnlig Mindedigtene er
af Værdi. Borchsenius trofaste
Venne-sind aabenbarer sig maaske intetsteds
smukkere end i Digtene om Drachmann,
Kaalund, Thor Lange og Viktor
Rydberg. Det er ikke Talemaader, ikke
dity-rambiske Lovprisninger, som disse
prægtige Digte giver. Det er ærlig, træffende
Karakteristik. Borchsenius finder altid
Hjertet hos den Personlighed, han
besynger; han tegner ham med faa Streger
i en eller anden, oftest ganske jævn
Situation, men saadan, at man gennem den
som i en Vision ser ind til det, der
udgør Vedkommendes inderste
Væsens-kærne. Som Lyriker er Borchsenius i
nær Slægt med Kaalund, en af de danske
Digtere, der stod hans eget Hjerte
nærmest, og som han har skildret allerbedst.
Digtet om ham begynder:
Med flagrende Kappe og udbredt Favn
Jeg ser over Tærsklen ham træde.
Hvem kunde som han vel nævne et Navn
Med Gensynets Hjertensglæde?
Enhver, der har kendt Kaalund
personligt, kan bevidne dette Billedes
Paa-lidelighed. Ligesaa, naar det senere hedder:
Hans Tale havde en egen Klang,
Der ej var let at tyde:
Fra Spøg til Pathos en
Bølgegang-Med dæmpede Strubelyde.
Eller man læse dette lille
impressionistiske Maleri af Vennen Thor Lange,
hvem han tilegnede sine sidste Digte!
Giver det ikke Personen lyslevende?
Hvor underligt i russisk stram Mondur
At tænke sig en ægte dansk Natur,
Saa lyrisk blød, saa stemningsfuldt bevæget;
At se med Sablen omkring Livet spændt
Paa et Katheder staa en dansk Student,
Hvis milde Øjne længst fik Alvorspræget.
Hvem ved, maaske det galdt en Time efter
At kunne med en Katkov prøve Kræfter.
Ogsaa det smukke, vemodige Digt
om Sveriges store Skjald og Aand,
Viktor Rydberg, efterlader et uforglemmeligt
Indtryk af Mandens Hjertelag og
personlige Elskværdighed, mere maaske end af
hans mægtige Aand.
Hvad Borchsenius paa dette Felt har
frembragt, vil, tror jeg, leve efter ham;
vi har vel næppe siden Ploug haft en
dansk Lyriker, der bedre og sikrere vidste
i Versets Form at tegne Billedet af en
afdød Ven.
Og denne Evne er ikke en tilfældig
Side af Otto Borchsenius’ Begavelse; den
er et karakteristisk Udtryk for det
dybeste og inderste i hans Personlighed.
Otto Borchsenius.
O mk r. 187 o.
535
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
