Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Heden og Fyrren. Af Harry Søiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Søiberg
Oppe i den høje blaa Luft sang
Lærkerne. I en eneste Kvidren hørtes
det ned. Nu og da blev de borte i de
drivende Skyer, men naar Solen igen
kom, stod de paa samme Sted, som
hang de fast deroppe.
Pludselig sprang Drengen fra Vejen
ind i Lyngen, hvor en Lærke smuttede
op. Han gik søgende et Par Skridt. Saa
böj ede han sig ned og vendte Ansigtet
om mod hende.
»Se her, Inger», raabte han.
Og hun löb hen til ham og bøjede
sig nysgerrig over Reden, der laa paa
den bare Jord mellem Lyngen.
»Du maa ikke tage dem, Søren»,
bad hun.
Men han tog et af Æggene og stod
med det i sin flade Haand. Saa gav han
det til hende, der lagde det nænsomt
tilbage i Reden. Og de gik videre.
Langt ude i Heden strakte sig store
sigede Flader, der laa dækket af Vande,
som Sommeren skulde tømme.
Der ude rugede Viberne.
De kunde følge deres flakkende Flugt
med de hvide Baand over Vingerne, der
skar Lyset i skarpe Blink. Fra Dag til
Dag havde de hørt dem skrige et og
det samme .... et og det samme.
Der er Æg i æ Hied fatte Pieg1,
saaledes lød det.
Drengen gjorde en Bevægelse med
Hovedet og skreg det ud:
Der er Æg i æ Hied .... der er
Æg i æ Hied fatte Pieg.
Ogsaa hun gik med Lyden i sine
Øren, som var det hende det gjaldt.
Sine Steder maatte de søge Vej for
at komme over Vandene, der fyldte
Hjulsporene og flommede mellem Lyngen. Da
sprang han afsted fra Tue til Tue, kaad
og sikker, som begyndte han en Leg.
Et Sted blev hun staaende uden at turde
springe.
1 Der er Æg i Heden fattige Pige.
Da raabte hun efter ham.
Han maatte bie.
Han standsede og lo højt.
Hun kunde springe, svarede han.
Men hun søgde tilbage, og han løb
til og hjalp hende frem.
Ude ved Sigene, der laa med engede
Bredder, kom Viberne dem i Møde. En
Stund stod han stille og fulgte dem nøje,
medens flere og flere skræmtes op og
fløj kresende om dem. Saa gik han
langsomt frem. Jorden havde allerede
drukket af Vandene, saa store Flader
laa tørre med en rustrød Farve, der var
bleget af Solen. Han gik spænstig med
snare Øjne og med Hænderne rede til
at gribe, medens Viberne fulgte ham
skrigende for hvert Skridt.
Da fløj en foran ham og kastede sig
ned. Et Øjeblik stod han smilende, som
lod han sig narre. Saa løb han tilbage.
Da kom den susende efter og gjorde
et Sving ned mod ham, og den kastede
sig Gang efter Gang for at lokke ham
til Side.
En anden fløj ham saa tæt forbi, at
han mærkede Lufttrykket af dens Vinger.
Han stansede og lo ... . Reden maatte
være der. Og han sprang hen til nogle
Tuer af Ris og Græs.
Da han bøjede sig for at se efter,
slog Viberne ned om ham.
Med et Raab rettede han sig i Vejret.
»Her Inger .... her.»
Og hun løb hen til ham, idet hun
værgede for sig med sine Hænder, angest
for at Fuglene skulde angribe hende.
Saa smed hun sig paa Knæ og tog Æg
efter Æg og lagde dem i Kurven.
Hun rakte dem frem, at han kunde
se hvor mange der var. Der var fem.
Saa begynte han igen at søge, og
hun fulgte med ham. Et Par Gange lod
han sig narre. Da syntes han at kunne
høre Glæden i deres Skrig.
Plan blev ivrig og gav sig til at løbe
3«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
