Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Heden og Fyrren. Af Harry Søiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
He den og Fyrren
og begge begyndte de en spændende
Leg for at franarre de ængstelige Fugle
deres Skjul. Hver Gang de paany fandt
en Rede, hilste de det med et Glædesraab.
Fra Vande til Vande fortsatte de deres
Søgen længre og længre ud i Heden.
Et Sted vadede han ud til en
lyng-groet Pul, der laa som en Holme i en
Sø. Der fandt han saa mange Reder, at
han maatte bruge sin Kæp for at værge
sig mod Fuglene. Medens Inger blev
staaende paa Bredden uden at vove sig
derud. Han sprang tilbage efter Kurven
og plyndrede Rederne selv. Og han fandt
saa mange Æg, som den kunde rumme.
Da var Solen gaaet saa langt i Vest,
at det var Tid at vende hjem. Han vilde
gaa om Vandet og sætte tværs over
Heden. Der vilde de træffe Hjulspor,
som de kunde følge.
Saa langt øster havde han aldrig før
været. Og der faldt et Alvor over hans
Sind. Inger sluttede sig tæt op til ham.
Skønt Kurven var tung, bar hun den
uden at bede ham hjælpe sig.
De drivende Skyer havde stilnet sin
Fart, saa det saa ud, som de langt inde
over Landet indhentede hinanden og
dyngedes sammen i et Lag, der fik Dagen
til at skumre. Men i Vest stod Himlen
skinnende af Sol. Fra den vidtstrakte
Flade kom Stilheden til deres Øren og
fyldte Rummet mellem Vibernes Skrig
med en sær Lydhørhed.
For Enden af Vandet maatte de søge
ud i Lyngen for at komme frem. Da
standsede Søren pludselig, som saa han
et forunderligt Syn. Inger skræmtes op og
tog i hans Trøje, til ogsaa hun blev det var.
Nogle Favne fra dem stod et Træ ....
det var grønt og højere end en Månd.
Hun listede sin Haand i hans, og de gik
nogle Skridt frem betaget af Forundring.
Saa vidt de havde været paa Heden,
havde de aldrig set noget som det ....
nok havde de set Graarisene og Porsen
skyde til Vejrs, saa de kunde ses lang Vej.
Nogle Alen borte fra det blev de
staaende og saa og saa paa det.
Det havde en rød skællet Stamme,
der ligesom snoede sig op af Jorden og
stod heldende mod Øst. Vestenvinden
havde strakt Grenene i sin Form, saa
det mindede om en ejendomelig Skabning,
der var paa Vandring.
Et Øjeblik lyste Sørens Ansigt op.
Den er naalet som et Enebær, sagde
han. Men han fik knap Orden sagt, før
han blev tavs.
Da saa Inger noget brunt og skællet
sidde mellem Naalene, og hun rakte
Haanden frem for at gribe efter det.
Der sidder en Nød, viste hun ivrig.
Og han traadte hen og bøjede Grenene
ned og plukkede den af. Og begge stod
de og betragtede den nøje.
Det var ingen Nød ....
Han pillede Skællene af. De var aabne
og haarde som Træ.
Hendes Øjne søgte mellem Grenene.
»Der sidder mange .... lad ostage
dem med hjem», sagde hun.
Og de gav sig begge til at plukke
af Træet og samle op fra Jorden, hvor de
laa drysset udover som Frugter, Vinden
havde blæst ned.
Da saa Søren en anden liden Busk
mellem Lyngen tæt ved.
»Nej, se, der staar nok en», udbrød
han glad. Og de bøjede sig ned over den.
Om den ogsaa kunde blive saa stor....
For aldrig havde de set noget vokse
saa højt.
Hun gjorde et Spring.
»Der staar en til, raab te hun og satte
sig paa Huk som ved en Blomst, hun
vilde plukke.
»Og der en», svarede han.
Det var som et Æventyr skød op om
dem .... om de vilde vokse til Sommer
og blive store. Da vilde dette blive som
39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
