Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Heden og Fyrren. Af Harry Søiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Søiberg
og fik ham med, at han kunde føre an.
Inger blev hjemme ved Huset og saa
dem drage afsted ivrige og fulde af kaad
Lyst og i en Gangart, som vilde de tage
Heden i et Løb. Lang Vej kunde hun
høre deres raabende Stemmer, saa ogsaa
Moderen kom frem i Døren og fulgte
dem med sit Blik.
De sprang gennem Lyngen og vadede
over Vandene, til Anstrængelsen fik dem
til at sagtne, men kun en Stund, saa gik
det frem med ny Kraft. Alle havde de
Blikket rettet spejdende fremefter og
ventede hvert Øjeblik at faa Træet at se.
Søren var den første, som opdagede
det. I samme Nu han fik det i Syne,
raabte han det ud:
»Der .... der staar det.»
Og hele Flokken stansede.
Ja, sandeligen stod der noget ....
Men det saa bare ud som en Busk, der
var skudt op over Lyngen. Og dog
forekom det dem sælsomt at se.
I vildt Løb satte de afsted hen til det
og stod i Klynge om det, alvorlige og med
betragtende Miner uden at mæle et Ord.
Da traadte Søren frem.
»Se, der sidder Koglerne», viste han
højtidelig, idet han følte en pludselig
Trang til at beskytte dem for de andre.
Men Drengenes Lyst lod sig ikke
holde tilbage. Alle vilde have nogle deraf,
og de gav sig til at plyndre løs. Saa han
stod magtesløs og fortrød, at han havde
ført dem did, som var Skovens Vækst
allerede blevet hjemme i hans Tanker.
Men da En brød en Gren af, traadte
han hen til Træet.
De skulde la det være, sagde han,
rede til at gøre sin Ret gældende.
Hans Ord greb Drengene med en ny
Følelse, og de var enige med ham.
Det skulde have Lov at vokse ....
Og han viste dem ivrig alle de smaa
grønne Skud rundtom mellem Lyngen.
»Om vi spredte Koglerne», sagde En,
»saaledes som Fuglene, saa vilde der
maaske vokse mange fler.»
Tanken slog ned i dem, og de gav
sig med en legende Glæde til at kaste
Koglerne i vid Kres om det ensomme
Træ. Og de blev staaende med deres
tomme Hænder i en mystisk Forventning
om, at Sommeren vilde trylle dem frem.
En anden Dag de var derude, satte
de afsted ind til Plantagen. Fra en
Hævning i Heden saa de dens store grønne
Flader lukke frem. Og de standsede
betaget af det uvante Syn.
Som den laa for dem, lignede det
et grønt grønt Land, der svulmede i
lyse skinnende Farver, saaledes som de
havde set Engene ligge i Dug og Sol.
Men den syntes dem saa lav, at de
kunde løbe hen over den.
En vild Glæde drev dem afsted. De
kom forbi nogle Fyrre, der stod spredt
ud over Heden som en Skare, der var
paa Vandring hen over den skovløse Egn.
Et Stykke fra Skovkanten standsede
de trykket sammen i Klynge. Fra det
aabne Land havde Vestenvinden kastet
sig ind over Fyrrerne, trampet i Grenene
og bøjet Stammerne mod Jorden for at
komme opover paa sin hjemmevante
Vej.
Langsomt gik de videre, til de naaede
hen til Skovkanten, hvor de blev staaende
uden Lyst til at vove sig der ind. De
saa de brune Naale dække Bunden, der
laa fuld af Kogler og Kviste. Skoven
havde kvalt Lyngen.
Da tog Søren med Et om Grenene
og bøjede dem til Side og gik ind. Og
de fulgte alle efter ham. Det var, som
de traadte paa en Mose, saa blød mærkede
de Grunden under deres Fødder, og de
grebes af en behagelig Lyst til netop
at træde der. De følte deres Hænder
klæbe til Grenene og Naalene stikke mod
deres Hud. Saa blev deres Bevægelser
dristigere. Men de gik med anspændte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
