Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Heden og Fyrren. Af Harry Søiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
He den og Fyrren
Sanser som en Flok Dyr, der var
kommen til Skoven.
De holdt sig tæt sammen, medens
deres Øjne søgte at trænge gennem det
tætte Skjul. Den krydrede Duft fra den
vaarende Skov gennemstrømmede dem.
Og de havde en Følelse af en vild
berusende Glæde i deres Indre.
Men pludselig standsede de.
Lysningen bag dem fra Sletten var borte, og
de saa Mørket staa mellem Stammerne.
Da grebes de af en Frygt for at gaa
sig vild. I samme Nu hørte de Vindens
Træk over deres Hoveder .... de stod
ubevægelig stille og lyttede. De saa
Fyrrernes Grene duve og svaje, medens det
bruste og sang gennem Stilheden . . . .
ikke med Vindens hvinende Løb over
Lyngen, men med en Lyd, de aldrig
havde hørt før.
»Huhu .... huhu . . . .» raabte En
med syngende Røst, som reves hans Sind
med. Og de svarede alle.
Da sprang Søren frem.
De kunde blive, saa skulde han se,
hvor de kom hen.
Et Par andre fulgte med ham. Og de
tillbageblevende hørte dem bryde sig
Vej gennem Grenene længere og længere
borte.
Nu og da raabte de for at vide, hvor
de var, og fik Svar.
Men pludselig stod de stille og
ventede at høre dem. Da kom der over
dem en Ængstelse, for at noget uvant
kunde hænde. Og de begyndte at trække
sig tilbage ad den Kant, de var kommen,
for at naa ud til det aabne Land igen,
hvor deres Syn og Sanser havde hjemme.
Men da lød Kammeraternes Kalden.
»Kom, kom, .... her .... her . . . .»
Der laa en Klang af Henrykkelse
deri. Og de stormede frem, saa hurtig
de kunde. De saa det lysne foran sig,
et klart blinkende Lys, der brød ind
mellem Grene og Stammer .... Og de
kom springende ud fra Træerne og stod,
blændet af den klare Sol.
En Slette laa for dem med Skoven
rundtom. Den var delt i Agre, nogle
laa pløjet og ventede paa Harven, saa
de. Og fra store Flader kendte de den
frydefulde Glans af Vinterrugen, der stod
blank og frisk.
Ude paa den grønne Mark stod Søren
og de andre og ventede paa dem. Men
Gang efter Gang maatte de standse
for at se sig om.
Aldrig havde de set Jorden ligge saa
lys og smilende. Luften var mild og stille
og krydret af Dufte, de ikke kendte. De
forstod, det var den Slette, hvorom de
havde hørt. Og længe blev de
staa-ende og spejde rundtom ventende at
se de sælsomme Dyr, hvorom Drengen
havde fortalt.
En Stund efter søgte hele Flokken ud
til en Vej, der førte tværs over Sletten.
Skoven havde lukket sig om dem, men
de havde en hjemmevant Fornemmelse
af Retningen, de skulde følge.
Hvor Vejen førte ind i Skoven, laa
et Hus med rødt Tegl og høj Hegn om
en veldyrket Have. De standsede nær
ved Laagen. Der var Buske og alle Slags
Træer .... og der steg op gennem dem
en Anelse om den Velstand og Glæde,
Jorden her maatte give. Men da en Kone
kom frem ved Gavlen, trak de sig sky
tilbage og gik.
Skoven blev højere og skyggede over
Vejen, hvor de gik. Den førte ad Sønden,
kendte de og følte en Trang til at bryde
ind mellem Fyrrerne for at komme ad den
rette Kant, da Skoven syntes aldrig at
faa Ende. Men saa blev Træerne lavere.
De kunde se ud over Toppene og saa
Heden strække sig langt i Vest. Lyngen
stod høj mellem Fyrrerne. Og med Et
sprang de over Grøften og tog Vej ind
mellem dem. Deres Ansigter lo, og de
43
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
