Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Dansk Litteratur. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
om hans nyeste Samling »Brig Marie af
Svendborg» (Gyldendal) rummer enkelte
uinspirerede Digte, — Strengen er dog af
Guld, Akkorderne er fuldtonende. En Pilgrim
erindrer det svundne, og han fremlokker
dybe Molltoner af sit Instrument. Disse
udgør nu Tiltrækningen ved Jørgensens Lyrik.
I »Jorsalafærd» (Gyldendal) fortæller han
om de fire Maaneder, han opholdt sig i
det hellige Land. Til månge landskabelige
Skildringer og historiske Beretninger føjer
han personlige Indtryk, lyrisk farvede
Selvbekendelser og religiøse Stemningsudtryk,
just som man maa vente sig af denne
Digter. De to Bind er i Virkeligheden et
Skriftemaal af en Lyriker, der længes
tilbage til den stille Morgenstund i det
hellige Land, da Fuglene kvidrede i Kuplen
i den hellige Helenas Kapel. Sin Rede og
sit Hjem har han nu paa disse Steder:
»Hver Aften maa jeg vende mig den Vej,
jeg véd, at Jerusalem er, og med Brødrene
i Kapellet ved den hellige Grav paakalde
alle Pilgrimmes Værn og Skjold —
Advo-cata navigantium. End er mit Livs Sejlads
ikke omme — hvo véd, hvo véd? Og før
svigte mig min højre Haand, end jeg
forglemmer Jorsal».
Udbrudet er typisk for Johannes
Jørgensen. Og dog — man føler alligevel et
Brud: et Hjærte, der er delt i to!
En Lyriker af dansk Tone er L. C.
Nielsen, der i »Thurah’s Park» (Steen
Hasselbalch) ligesom Johannes Jørgensen dvæler
ved Barndommens Minder fra Somre, der
staar i Gyldenglans. Smukt og varmt
synger han især om Fædrelandet —
»Algren hedder mit Fædreland.
Af Havet blev det løftet,
en svømmende Kløverhave
af vaarblaa Strømme kløftet»,
som Optakten lyder til »Mit Land». Og
med dyb Følelse sætter han H. C.
Andersen et Minde i det store Digt »Aaen og
Barnet», hvis Slutningsvers:
»Hvor godt at gaa
og lytte til den gamle Aa,
mens svundet Liv og svunden Drøm
genfødes af dens svangre Strøm!
At lade Nuets beske Skal
borthvirvles i dens Hvirvelfald,
mens Aaen mumler i sin Ro
med ydmyg Visdom: »Vær blot tro,
om ej din Troskab lønnes, før
der falder Lys fra Dødens Dør! i
ejer en personlig Klang.
~49
Fine erotiske Poesier viser L. C.
Nielsens smidige, følelsesfuldt prægede Evne,
som tilsidst i det lille Digt »Alt har sin
Tid —» naar det ganske usammensatte,
det gedigne Udtryk.
Hos Hans Ahlmann savnes netop
Forenklingen. »Morgenstjernen» (Gyldendal)
rummer højst forskellige Poesier, men man
søger forgæves efter den lille violblaa Vise,
som in nuce udgør en hel Digtning. Det
er et poetisk Gemyt, som her synger om
italienske og danske Sletter, men Ordene
strømmer saa rigeligt, Stroferne svulmer
af Metaforer — om det saa er »Fuglens
Fløjt», saa hulker de ikke blot dybt, men
jubler samtidig hojt — et tilfældigt valgt
Exempel paa det upræcise i den lyriske
Stemningskolorit.
En hel anden Type træder frem i
Sophus Claussens nye Digte »Heroica»
(Gyldendal). Claussens Stilling i nyere dansk
Digtning blev allerede i 9o:erne bestemt
ved hans unge Tilslutning til den moderne
franske Lyrik, som Aartier forinden var
bleven inaugureret af Charles Baudelaire.
For denne Indflydelse har han ikke senere
frigjort sig, og hans Lyrik er ofte saa
overvældet med Symboler, Lignelser og villet
Aandrighed, at Tilegnelsen ikke har været
umiddelbar. Men i sin nye Digtsamling
er Claussen ligesom voxet — den tindrer
og glitrer af Stemningsrigdom, af vittige
Anmærkninger til Dagens Text, og en
Pathos, som hidtil har været ham
fremmed, bryder gennem Gratiernes Dans i
hans Vers.
Claussen er en Digter for de fine
Kendere, for Ordlegens Tilhængere. En til Essens
krystalliseret Livsfilosofi optager ham. Han
er en Lyrikens Proteus — man indfanger
ham aldrig i Skoler og Grupper, han
undslipper alle Pedanteriets Paragraffer, er sig
selv, uklar, fantastisk, patetisk, heroisk,
satirisk, vover sig endog ud paa
Hexa-metrets bredtsvungne Bølger og kæntrer
ikke.
Der er Tømmer i Sophus Claussen, som
paa en Gang filosoferer og nyder Livet.
Og derfor har Livet heller ikke svigtet ham
i hans Lyrik.
Prosaen har ligesaa lidt som Lyriken
mærkelige nye Navne at opvise. Nogle
smaa Noveller — eller »Billeder» — af
Harriet Brahm: »Bag Forhænget»
(Kol-ding-Afd. af »Gyldendal») ejer en yndefuld
2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
