Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Fra hovedjæger til gentleman. Et avsnit av den menneskelige dannelses saga. Av Alexander Bugge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra hovedjæger til gentleman
dene som drog i krig fulgt av sine mænd,
klædt i brynje og med hjelm på hodet.
Denne rustning var for kostbar til at
bönderne hadde råd til at anskaffe sig
den. Det var en av hovedgrundene til
at ikke som för hos germanerne alle fri
mænd var med i krigen, men at krig
blev en sysselsættelse bare for en enkelt
klasse i samfundet. Vi ser denne
utvikling bl. a. i det latinske ord miles som
oprindelig betyr »fotsoldat», men på
900-tallet får betydningen rytter.
Samtidig med dette kommer også den
gammelgermanske frihet bort. Som en
fölge av de urolige og krigerske tider
blev det mere og mere almindelig at de
frie bönder gav sig og sin jord under
en geistlig eller verldslig stormands
beskyttelse. De blev derved mindre fri,
men sat tryggere på sin jord. Penger
fandtes det litet av. Kongerne var
derfor også nödt til at lönne sine
embedsmænd med jord, som de fik ikke til
eiendom, men til bruk. Men det varte
ikke længe för både jorden og embederne
begyndte at gå i arv. På den vis bredte
i den fölgende tid lensvæsenet sig og
det var alt på 900-tallet regel at ingen
jord, som det het, var uten herre.
Samfundet blev ordnet i trappetrinsformede
lag som var bundet til hverandre ved
löfte om troskap og gjensidig hjælp.
Överst stod kongen og under ham hans
lensmænd eller vasaller. Kronvasallerne
hadde atter lensmænd under sig.
Bonden måtte arbeide på jorden for at föde
herremændene og kirkens mænd og blev
tilslut — men först på 1100-tallet ■—
ved lov forbudt at bære krigerske våpen.
Det blev en fåtallig overklasse som bare
hadde krig til yrke, men denne kom
derved til så meget skarpere at utvikle
sin egen krigermoral og sin uskrevne
æreslov.
Litt efter litt blev Arabernes,
vikingernes og Magyarernes angrep slåt
tilbake og de nye lenssamfund tok til at
fæstne sig. Men isteden kom det en tid
fuld av ufred indenlands. Den ene
herremand kriget mot den andre, og det gik
ut over de værgelöse bönder og munker.
Kirken kunde dog ikke i længden se
rolig på dette, men provet at virke på
stormændene. Herremanden i den tidlige
middelalder var let at påvirke. Han var
rå og ubehövlet, med uutslukkelig törst
efter ære, gods, guld og kvinder, men
samtidig naiv og barnlig og blind i sin
tro på kirken og dens mænd. Præsterne
begyndte nu at indprente krigerstanden
at det ikke sömmet sig at slås bare for
kampens egen skyld, men at det var
deres pligt som krifetne at kjæmpe mot
de vantro og at værne om kirken og
dens mænd, enker og faderlöse. På den
vis blev krigerstanden fyldt med nye
idealer. Samtidig begynder også dens
sæder at mildnes. Kvinden trær frem
503
Detaljer av B ay e u x -1 ap e te t. Ellevte århundre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
