Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Gerhard Gran († 8 april 1925). Av Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Paasche
vi delte hans interesse og lærte av ham.
Hans tanke var skarp og sökende, hans
ord nye; det som i sig selv kunde synes
litet, vokste for os, mens han talte,
fordi han forstod at stille det ind i en
större sammenhæng end den vi selv saa.
Han brukte sin rike kundskapsskat, han
jevnförte med andre tider og land, der
blev linje og mening i tingene. Og
klarheten som kom, mens vi lyttet til ham,
hadde aldrig noget fjernt eller kjölig
ved sig. Dertil var han for varm.
I höst er mindet om ham blit
særskilt sterkt i os. Det er kommet
gjennem læsningen av et posthumt verk, hans
bok om Charles Dickens. Gran forlot
sin professorstilling ved universitetet for
seks aar siden; men vinteren 1923—24
overtok han nogen timer for en kollega
og brukte dem til en forelæsningsrække
over Dickens. Det er disse
forelæsninger som nu er trykt; Francis Bull har
besörget utgaven og forsynet den med
et forord.
Gran begynder med at fortælle
hvorledes boken blev til. »Det hændte mig
for godt og vei et aar siden, at jeg
holdt paa med at ordne mine böker.
Da faldt tilfældigvis Dombey and Son
i hænderne paa mig. Jeg bladet litt i
den, det var en gammel illustreret
utgave, det var meget længe siden jeg hadde
været i nærheten av Dickens, og de
hyggelige træsnit vakte mange fjerne
minder. Jeg begyndte at læse, paa et
ganske tilfældig sted — det er en
for-nöielse man ikke bör unde sig, naar
man vil være bibliotekar — og det var
jo heller ikke min mening andet end at
kikke nedover en side eller to; men jeg
blev staaende og læse, — side paa side
til jeg blev ganske træt i benene. Saa
satte jeg mig ned og læste boken til
ende fra det punkt jeg var begyndt. Saa
begyndte jeg fra begyndelsen — —.
Det blev ikke noget av ordningen av
mine böker, de staar der den dag idag
i nöiagtig den samme uorden som
dengang jeg var uforsigtig nok til at
begynde at blade i Dombey and Son.
Meri jeg angrer ikke paa det. For det
staar for mig som en berikelse og en
lykke, — de mange, mange timer jeg
siden den dag har levet i Dickens’ land».
Det er karakteristisk for Gran at hans
bok har en tilfældig aarsak. Han kunde
nok arbeide efter en bestemt, langsigtig
plan, men hadde altid vanskelig for at
motstaa en impuls. Derfor kom hans
forfatterskap til at spænde over store
omraader, og derfor fik det den friskhet det har.
Han blev ikke færdig med sit verk
om Dickens, sykdommen stanset ham;
boken er et bruddstykke, to store
kapitler: det ene et helhetsbillede av
digteren og mennesket Charles Dickens, det
andre Dickens’ biografi, til det öieblik
han traadte frem som forfatter. Det er
ikke litteraturhistorie i vanlig mening,
ikke dröftelser og beskrivelser, det er
först og fremst liv; Gran beretter om et
menneske som han beundrer og elsker, og
hans heltkommer os nær, blir aktuel for os.
»Den som træder ind i Dickens’ land
foler sig ikke bare med en gang omgit
av en trængsel av landets merkelige
indbyggere, men han er tillike ustanselig
i kontakt med landets konge som styrer
det hele. Dickens er ikke som
naturalisten ufölsom for sine undersaatters eller
»sine barns» skjæbne, han elsker dem,
han fölger dem, han er deres kjærlige
forsyn. — — Alle Dickens’ romaner
vrimler av forfatterrepliker,
forfatterbe-merkninger ».
Gran har det som sin helt; »han
styrer det hele», han er intet öieblik
ufölsom, han har hundrede ting paa hjerte.
Der er derfor hans bok blir saa kjær
for os: igjen hörer vi hans stemme, faar
raad av ham, forstaar gjennem ham, har
de utsyn han selv har havt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
