- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiofemte årgången. 1926 /
124

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - En gammeldags moderne Bog. Af Sten Drewsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Ste n Dre wsen

glemmer at Tilhørerne ikke ser det hele for
sig i samme Skær, og ikke paa Forhaand
har Erindringens Illusion eller Følelsens
Fortryllelse — og derfor gør Detaljer og
smaa Minder ikke samme Indtryk nu, som
de gjorde i Drømmen, eller i Halvfjerdserne.

Det er denne lumske Fare som heller
ikke Professorinde Poulsen er kommet helt
frelst forbi. En Gang imellem vil Læseren
vist smile lidt spørgende over en lille
personlig Bagatel, som hun ikke har kunnet
nænne at udelade naar den nu stod saa
lyslevende og kønt for hendes egen
Erindring. Og maaske træder dette uretfærdig
stærkt frem her, fordi Forfatterinden har
lagt Vægten paa noget helt andet end
Dispositionens Kunst —• hun hersker ikke
over sit Stof, det tager selv Magten og
breder sig over 400 tætte Sider i graciøs
Blandning af stort og smaat.

Men selv om man derfor en Gang
imellem under Læsningen har rynket Panden
ængsteligt, saa lægger man ikke dette
Me-moireværk fra sig, men læser det tilende
med en egen Ærbødighed, og stiller det
maaske ind i sit Bibliotek med en næsten
festlig Følelse af her at have en Bog, hvis
Smaafejl ingenting gør, fordi de egentlig
er ganske yndefulde, og fordi de sammen
med alt det store og smukke levendegør et
Billede —ikke alene af Tidens Teatermilieu
og Emil Poulsen selv — men af hans Hustru.

Thi nu kommer det underlige: — Under
Læsningen føler man pludselig at ogsaa
hendes eget Billede har faaet Betydning,
fordi man ser hende spille ind i hans
Arbejde og Udvikling — og det Indtryk
bliver saa stærkt fordi hun slet ikke har
tilstræbt det — hun har netop bevidst
tvunget sig selv hen i Baggrunden og
derved ubevidst slaaet fast hvad hun betød i
hans Liv og for hans Kunst.

Saaledes skriver nu alligevel kun den,
som staar Kunsten nær. Og derfor sker
det, at denne stilfærdige Fortælling om to
Mennesker der har holdt sig fjernt fra
Verdens Storme, ikke falder lang og
upersonlig men ligefrem virker friskt og med
en sød Ungdommelighed i sin indtagende
Iver over Smaatingene og med en
gammeldags Charme i Sproget. Man nyder
dets Renhed, man ligefrem hører det udtalt
med Farve — man glæder sig stille over en
anden Vellyd end det moderne Platdansk.

Under alt dette Behag tænker man ikke
kritisk over at Bogen er bygget op over
et lidt almindeligt Meinoire-Skema, og at
der maaske er taget en Del Breve med
som kun lidet belyser Emil Poulsens Liv
og knap nok giver noget særligt til
Afsendernes Karakteristik. Men tilsammen
danner alle disse Breve alligevel et Billede

— man synes at se, hvordan mange af
Tidens bedste Navne har villet vise Emil
Poulsen Estime; og de har alle gjort det
med Hatten i Haanden, uden den
Dus-Kameratlighed hvormed man nu tager
Scenens moderne Børn ved Fornavnet.

Men det er blot ligesom ingen har
sluppet sig selv rigtig løs overfor denne
reserverede Månd — mest malende er maaske
Brevene fra Drachmann -—- skrevet med
den støjende Usikkerhed som kom over
ham naar han ikke var rigtig vis paa
Sympatien. Og Drachmann vidste jo nok, at
han næppe i al sin Færd var
blomsteragtig nok for en lutret Vegetar-Smag.

Og Bogen lægger jo ikke Skjul paa en
saadan men sender ofte et lille venligt Øje
til Plantekost og Koldtvandskur — dog,
det virker nydeligt fordi det kommer saa
indefra og med samme ærlige Ynde som
naar Fru Poulsen siger sin oprigtige Mening
om en eller anden Teaterdom fældet af
den gamle Clemens Petersen eller den unge
Edvard Brandes. — »Det synes jeg nu
ikke», svarer hun, og det er ikke alene
den ungpigeagtige Trods som gør Indtryk

— man faar en tryg Følelse af, at hun
gennem Ægteskabet har viet sig alvorligt
til Teaterets Tempeltjeneste, og man
forstaar at Fru Heiberg kan skrive til Emil
Poulsen: »Det er en Fornøjelse at tale med
Deres Kone om Skuespilkunst».

Saaledes gaar det da til, at disse Minder
fra en svunden Tids Sceneliv, og denne
Vurdering af en stor Kunstners forskellige
Roller, faar en helt teaterhistorisk Værdi
og giver et smukt Førstehaandsbillede af
hvordan alt den Gang tog sig ud for Emil
Poulsens egne Øjne.

Og saaledes gaar det ogsaa til, at man
pludselig faar en hel Bog om en Skuespiller

— ganske uden vore Dages Filmen med
Emnet — skrevet af hans Hustru saa smukt
og fint at det maa overraske alle i Tiden

— kun ikke dem, der allerede som vilde
Drenge kunde se, hvor smuk og fin hun var.

124

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Feb 25 04:08:27 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1926/0148.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free