- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiofemte årgången. 1926 /
168

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Sigrid Undset i hendes nutidsfortællinger. Av Eugenia Kielland

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Ett ge ni a Kielland

levende og uforglemmelig. Varm,
selvforglemmende i sin kjærlighetstrang smyger
hun gjennem de barneoverfyldte stuer
hjemme. Men altfor tidlig faar hun føie
brodden av at være fattig mellem de velstillede
kamerater, som hjemmets sociale
ambitioner placerer hende blandt. Altfor tidlig
faar det længselsfulde lille hjerte føie
skuffelsens bitterhet. Saa lærer hun sig at lyve,
tappert og opfindsomt, for at dække
hjemmet, skjule de trange kaar der føles som
skam, og farens snuskede egoisme.
Uhyggelig nøisom møter vi hende senere igjen
—- en av dem som lægger sig til matte
for andre folks føtter og faar spark til tak.
Den snevre og smaaskaarne verden hun
tilhører, har ikke hat bruk for nogen
utfoldelse av sødmen og godheten i hendes
væsen. »Det hjælper ikke at du er snild,
lille Bildit; det er værst for dig selv det!»

Edele — den sjælelig fornemme Edele
i »En fremmed», er laget av et andet stof.
Hun vet mere om sig selv og om andre
mennesker; hun erkjender tarveligheten i
det miliø hun er henvist til, fordi hun har
kjendt bedre kredse med et rikere og
høiere liv. Hun har et skal at vende mot
verden, og hun forskanser sig bak det.
Men bak skallet kjender hun ensomheten
uutholdelig bitter. Dagliglivets tomhet,
pensionatets uhygge, kontorets trivialitet —
tilslut kan det urolige hjerte ikke bære
det længer. Længselen efter ømhet og
livsindhold tar overhaand, og hun forelsker sig
i en tilfældig ung månd, med hvem hun
ikke har andet tilfælles end ungdommen og
ensomheten. Alf Aagaard er en ubetydelig
og tarvelig fyr, hverken månd eller
gentleman; det første markerer han ved at
graate sent og tidlig — forøvrig en
eiendommelighet ved de fleste Undsetske
mandfolk; det andet ved en mangel paa finhet
og takt som gir sig uttryk paa mange
maater, f. eks. ved den glubske tørst efter
sanselig tilfredsstillelse midt i sorgen over
brorens død. Han er ung og har charmen
av en vis hjælpeløs barnslighet, som taler
til det moderlige i Edele; men naturligvis
ser hun ham snart, og naturligvis kan hun
ikke virkelig elske ham. Da trær et
moment til som ogsaa siden spiller ind hos
Sigrid Undsets kvinder: Edele fornemmer
sit kjølnende sind som en svigtende evne
hos sig, noget i likhet med en legemlig

vanskapthet; og i anger og sorg over sin
manglende varme gir hun sig til Alf
legemlig, netop som hun aner at hun i
virkeligheten alt er færdig med ham.

Skjæmt og nedværdiget, med sindet saart
av savnet efter hans kjærlighet, og
ensomheten svidende tifold bitrere end før, finder
hun sig efter bruddet med Alf atter alene.

Men arkitekt Dyrssen, den prøvede ven
fra tidligere dage, tar hende nu op i sin
kreds. Han er »overklasse» efter vore
forhold, frigjort i 80 aarenes rensende vind,
med det interessevækkende bohemenavn
fæstet ved sin person — en ældre månd
alt, med et lykkelig egteskap bak sig. Hans
redelige og værdifulde venskab er ved at
rehabilitere Edele i hendes egne øine;
med det nye livsindhold gror motet op i
hende igjen; og i ham gror kjærligheten,
den ældres ydmyke og litet fordrende
kjærlighet til den unge. Men denne som
saa uselvisk skildrede følelse kan dog ikke
hindre ham fra at benytte sig av hendes
manglende motstandskraft til at »ta» hende
en aften paa hytten; hun lar sig ta, og
gir sig saa over til den yderste selvforagt
og selvopgivelse. Hun ser at hun er blit
»en klut til hvadsomhelst»; kynisk
bekjen-der hun: »Nu ser jeg hvad der er bak de
dummes fordomme; det er de klokes
domme det. De dumme siger en ung pike skal
være ren, men de vet ikke hvorfor. Nu
vet jeg det: vi begynder med en vi tror
vi elsker; siden længter vi altid efter at
elske igjen.» Dyrssen byr hende et
egteskap paa kameratskapets grund; sine
virkelige følelser skjuler han av en slags blyg
stolthet — han er jo saa meget ældre end
hende. Og saa dypt nede er Edele at hun
tar imot. Først da hun merker den
spirende kjærlighet i sit sind, vaagner hendes
eget stolte jeg: Dette er brud paa
kontrakten; kjærlighet var ikke forutsat; og med
denne følelses dype og vidtfavnende krav
vil hun ikke snige sig ind i hans liv, hun
som efter sin fortid aldrig kan komme til
at staa for ham som jevnbyrdig i det
inderste forhold. Endnu er der en kjerne av
egthet og sandhet igjen i hende selv, og
den vil hun redde — paa den eneste
maate hun vet at gjøre det: ved en kule
gjennem brystet. Først en samtale som
rekonvalescenttiden skjænker dem, viser
baade hende og Dyrssen at de har lekt
blindebuk med hverandre. Gjennem smer-

168

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:59:03 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1926/0196.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free