- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiofemte årgången. 1926 /
169

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Sigrid Undset i hendes nutidsfortællinger. Av Eugenia Kielland

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Sigrid Undset i hendes nu ti d’sfortællinger

ternes skjærsild gaar de omsider ind til en
høstlig lykke.

Saavidt har da det urolige hjerte fort
sin stakkars eiermand: fra den ulevelige
ensomhet ind i det første bedste par arme
som byr hende tilhold; men siden i
troskap mot den høiere natur hun har syndet
mot, paa flugt mot den yderste ensomhet
for at være helt ut sand mot den månd
hun virkelig elsker.

Edele gaar igjen i »Jenny». Motivet er
næsten det samme. Den unge fine kvinde
fra et fattig intellektuelt hjem der stilles
paa egne ben for at tjene sit brød ved et
tilfældig valgt arbeide; møter hovenheten,
nærgåenheten og ondskapen, og forskanser
sig mot den. Men ulik Edele har Jenny
et talent og en livsinteresse; hun bryter av
og gir sig i kunstens tjeneste. I den
videre kreds av frit arbeidende kunstnere
vinder hun frem til sig selv. Rank, lys og
sterk trær hun os imøte i bokens første
del. God, saa alle tyr til hende efter hjælp
og raad, nordisk kjølig i sin renhet, klok
og behersket, levende optat av sit arbeide.
Men hun har det urolige hjerte! Erotikken
ligger i luften nede i hendes kreds i Rom,
og ømhetstørsten griper hende, længslen
efter livet og varmen — alle de andre,
hvorfor ikke hun? En vaarlig dag ute i
Campagnaen drømmer hun sig ind i en
lykkelig forelskelse i en ung månd — en
meget værdigere gjenstand end Alf Aagaard,
men langtfra Jennys jevnbyrdige. Helge
Gram er en fin og søkende sjæl, en ensom
som hun selv; men ufri, vek, uten sikkerhet
og mandighet — uhjælpelig barn av et av
de hjem Sigrid Undset hader; de trange
middelstandshjem uten luft mellem
menneskene, uten skjønhet og harmoni, en
smaa-sindets, kjeglets og skinsykens bolig.
Berøringen med dette hjem lar snart Jenny
se at hun ikke elsker Helge; og ogsaa hun
fornemmer sin sluknende kjærlighet som en
fysisk vanmagt, en skam, som hun vil bøte
ved at by sig til ham. Men han
gjennem-skuer hende, og bruddet kommer. Og med
det savnet, ensomheten, selvopgivelsen. Saa
sterkt kommer det altsammen, saa
fuldstændig slaar det benene under den ranke
Jenny at hun i sin sjæls frysende øde
sø-ker varme hvor hun kan finde den — hos
Helges far, i den aldrende Gert Grams
tilbedende kjærlighet. Med lukkede øine

gir hun sig over til ham. Straks hun aapner
dem, er illusionen forbi. Hun væmmes ved
sig selv; med hans barn under sit hjerte
flygter hun fra ham. Til barnet knytter sig
nye livsmuligheter for hende. Men det dør,
og dermed er det sidste ankertaug kappet;
hun slipper taket i sig selv og lar sig drive.

Men Jenny har en ven, en virkelig ven
gjennem mange aar, kamerat og
aands-frænde, maleren Heggen. Smerten ved at
se hende skjæmmes og forringes i et dvaskt
rangleliv, lærer ham at han elsker hende.
Langsomt og ihærdig arbeider han paa at
vinde hende. Alt skimter det som en
lysning for hende: kjærligheten som hun trodde
ikke at evne, som hun derfor har søkt paa
vilde stier, dit hendes uro og længsel har
drevet hende, den var bare det
selvfølgelige at gi sig ham i vold som var den
eneste hun stolte paa — ham som kaldte
paa alt det i hende som hun selv visste
var værdt at dyrke og pleie.

Men netop som hun øiner redningen,
møter hun sin fortid. Det lille forræderi
mot sig selv hun begik da hun tok mot
Helges første kys ute i Campagnaen, og
alt det andet det har ført med sig, har
ædt margen ut av hendes ryg. Da Helge
igjen staar for hende, væbnet med en
brutalitet som han tror er styrke, bryter hun
sammen som for en uavvendelig skjæbne.
En forfærdelig nat er hun hans. Men saa
kan hun heller icke leve længer. Gunnar
Heggen finder hende om morgenen med
avskaaret pulsaare.

Det er meget av Edeles historie om
igjen, bare at Jennys hugjern rammer
sikrere end Edeles kule. Begge gir i længsel
og ømhetstørst efter for det urolige hjertes
krav, og tar for kjærlighet et surrogat som
de forgylder med drømme og digtet
skjønhet. Ingen av dem, orker ensomheten efter
det uundgaaelige brudd. Fattige kjender
de sig, fattige til døden, fordi de ikke
hadde kjærlighet at gi. Saa gir de hvad
de har — og søker paa samme tid
tilfredsstillelse for den tærende længsel, som
berøringen med mændenes lidenskap har gjort
grovere, mere legemlig. Men derved har
de forraadt det bedste i sig selv. Det kan
de ikke bære; de er som liljestænglen —
engang knækket skyter den ikke fra roten.
Og saa maa de dø.

Den lidenskabelige kraft hvormed Jennys
historie er fortalt, kan ikke undlate at rive

169

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:59:03 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1926/0197.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free