- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiofemte årgången. 1926 /
172

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Sigrid Undset i hendes nutidsfortællinger. Av Eugenia Kielland

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Eugenia Kielland

lille hjem for to unge som holder av
hverandre, men som under dagenes ensformige
slit gnusser indpaa hverandre til hver
berøring irriterer og smerter. Manden
arbeider paa sit kontor den lange dag, trofast
og loyal, og kommer træt hjem til sin kone,
som er likesaa træt og langt mere grætten
og irritabel efter stræv og mas med hus
og barn. Stakkars lille Uni — for hende
er det! Hun for hvem hverdagen var det
avskyeligste av alt! Nu sitter hun i den,
bastet og bundet saa hun ikke kan røre en
finger. Hendes ungdoms kunstneriske
flagre-forsøk er et fjernt minde bare; den vei er
for altid stængt. Og det har ikke efterlatt
nogen bevægelse i hendes sind til
opfriskning av det hjemlige liv; hendes talent er
ikke blit en kjæphest at ride til lyst og
glæde. Bare en følelse av feilslagent haab
sitter igjen og forbitrer den evige hverdag.
Hun har ikke sind til at se det store i
det smaa, ikke humør til at opdage
dagliglivets mange lyse og pudsige sider. Men
hun har viljen — en ansvarsbundet vilje
til at redde ut av livet de værdier det
endnu eier — en følelse saa nær op til
religion som fru Undset overhovedet
præsterer i sine nutidsfortællinger. Hvilke
værdier dette er, ser Uni først da hun er på
nippet til at miste dem. Hun har møtt
ungdomsvennen Dr. Lüders, som gjør kur
til hende; det smaker godt, hun kjender
sig forynget, det er morsomt at vite sig
pen og deilig i en mands øine igjen. Men
Lüders er en av Undsets aller
kjedsommeligste mandfolk, og det varer længe inden
han faar nogen virkelig betydning for Uni;
egentlig er han vei sat ind i fortællingen
som man sætter klareskind paa kaffeen —
for at bringe Unis uklare stemninger
overfor hjemmet til at bundfælde sig. Hans
maanebleke kjærlighet frister hende ved
sin verdensfjernhet, sin appel til hendes
høiere kald — mest kanske ved at gi hende
et nyt menneske at utfolde sit væsen for.
Kristian Hjeldes resolute »Enten — eller»
stanser hende i sidste øieblik. Pludselig
ser hun vennens skikkelse med klare øine
— uten trylleri, ja næsten uten virkelighet
for hendes liv. Virkeligheten, det er
hjemmet, det er Kristian og barna, det er
hverdagen, den hun nu for første gang vælger
med aapne øine, efter Søren Kierkegaards
parole. Valget falder forholdsvis let; for
hun elsker ikke Lüders; men man har ind-

tryk av at selv om hun var blit stillet
overfor et betydeligere menneske og en
rikere følelse, vilde ansvaret allikevel holdt
hende i ret kurs.

Elsker hun da Kristian? Kanske, er
hendes eget svar, og nærmere kommer hun
det ikke. Vet hun da ikke hvad kjærlighet
er? Vet ikke Sigrid Undset hvad kjærlighet
er? Neppe nogengang har hun skildret en
følelse som var dette navn værdig, d. v. s.
ikke hos en kvinde. Elskoven blomstrer,
venskap dyrkes ogsaa nu og da, men de
to vil aldrig smelte sammen til den fulde
hele følelse, den som samtidig er morens,
elskerindens og kameratens, som løfter sin
gjenstand over sig, underordner og opofrer
sig i glæde. Er de Undsetske kvinder for
selviske — eller kanske er det mændene
som er for smaa? Det lar sig ikke negte:
de fleste er kummerlig utstyret fra
forfatterens haand. Ikke en av dem har
dimensioner til at være et betydelig menneske, faa
eier det som er mandens bedste adel, en
opgave, et kald, eller ialfald et arbeide som
betyr noget for ham. Egtemænd som elskere
er bra, kjedelige, almindelige folk, som
søker livets ophold i en eller anden
»ansættelse». Bare en ting er de sterke i: at elske
fast og ubrytelig gjennem tykt og tyndt.
Otto Oulie og Henrik, Lüders og Kristian,
Gunnar Heggen, Helge og Gert Gram,
Torkel og Alf Christiansen — senere Simon
Darre og Erlend av Husaby — alle dyrker
og elsker de sine kvinder med en
ihærdig-het som ofte kunde være en bedre sak
værdig. Det er som om forfatteren regner
med denne mændenes troskap som en fast
størrelse hun bare behøver at sætte, ikke at
undersøke eller begrunde; hvad der
interesserer hende, er at se hvordan de unge
kvinder reagerer overfor denne følelse. —
Av denne række mænd er Kristian Hjelde
en av de bedste; i al sin borgerlige
al-mindelighet virker han ubetinget sympatisk.
Det er derfor sikkert rigtig at han blir den
som ved sin fasthet i det avgjørende øieblik
hjælper hustruen over krisen og frem til en
løsning av livsproblemet, som i sin
resignation er baade tapper og rørende:

»Lykken —- hvordan har jeg kunnet gaa
hen og tro paa den — eller tvile paa den.
— Den lykken som jeg og Kristian hadde
sammen engang — den der er som et
stjerneskud. Den korte stund den lyser,
skal man forstaa og raade over sit liv. —

172

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:59:03 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1926/0200.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free