Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Nationalromantik og Folkelivsskildring. Nye norske Bøker. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ch ar les Ke n t
eller hàr foregaaet nylig, hele Verden over:
Sammenstøtet mellem det primitive
Folkesind, en Levning »fra den Tid, Race og
Folkestamme betydde alt og Individet intet»
og »mere eller mindre moderne
Enkeltmennesker, hvis klare Hjerner dog ogsaa
faar sine Skumringsøieblikke».1 Men denne
Proces har i Norge været mindre paaagtet
end den Kjendsgjerning — som jo ogsaa
hadde begunstiget Bevarelsen av de
primitive Sindstræk i det norske Bondesamfund
— at Folket, nationalt seet, hadde
halvsovet i 500 Aar og at dets aandelige Vekst
hadde gjort en Krok paa sig. Dette
nationale Problem har, helt siden Ivar Aasens
og P. A. Munchs Dager, lagt Beslag paa
Folks Opmerksomhet i den Grad, at man
maa grave ned i Underbevidstheten for at
opdage at Motsætningen er altfor
kompli-cert til at den kan uttømmende
sammenfattes i Formelen: dansk eller norsk.
Lands-maalsbevægelsen er f. eks. ogsaa en social
Bevægelse. Og saa er der altsaa den
Motsætning som før er nævnt og som har
inspirert den nye nationalromantiske
Digtning: mellem den moderne rationalistiske
Kultur og den primitive
Stammesamfunds-kultur; eller, som Kinck med en noget
skjæv Betegnelse ynder at kalde den:
Middelalderkulturen; (men Kampen mellem den
primitive og den moderne Kultur var jo i
fuld Gang allerede i »Middelalderen»).
De nationalromantiske Digtere dyrker
ikke dette sit Felt som en Specialitet; det
interessante ved dem, det som gir dem
Ret til Betegnelsen »Romantikere» er at
de ser det primitive som et Led i den
nationale Kultur og dermed ogsaa som et
Moment i Tidsprocessen. Vi finder f. Ex.
værdifulde Bidrag til
Emigrationspsykologien baade hos Kinck og Duun; (se den
førstes Romaner »Herman Ek» og
»Emigranter» og den sistes »Storbrølloppe»).
Begge er sjælelige Kræfter som de drivende
i Utvandringsbevægelsen. Det er en Følelse
av Hjemløshet som driver Emigrantene
avsted i det Øieblick de mister sin
ned-arvete Tro paa Bygdesamfundets Værdier —
hvad der for Kinck især vil si dette
Samfunds kollektive Tænkemaate, for Duun den
traditionelle Ættemoral, Følelsen av mystisk
Samhørighet med Ætten og dens Jord. Der
lægges Baner opgjennem Dalene, Grustogene
4 Kinck: Mangeslags Kunst, Kria. 1921, s. 267
Aschehoug).
klemter op og ned, og det reiser sig Bruk
ved Bruk opover Elvene; men utover mot
Kysten triller Kjærre efter Kjærre med
husvilde Døler og Rosekister, nogen paa
Vei til Amerika, nogen til Byene; men
de stanser ikke og ber om Arbeide paa
Bruket — —
Om hvordan det gaar Nybyggerne paa
den amerikanske Prærie, fortæller
Norskamerikaneren O. E. Rølvaag i sine to
Bøker1 fra ifjor og iaar. I dem kan vi
følge Kolonistene i Nord-Dakota gjennem
alle deres ytre Tilskikkelser; men skulde
vi tro Rølvaag, saa hadde de norske
Indvandrere til »The Middle West» i
1870-aarene ikke noget indre Liv i egentlig
Forstand. Da lærer vi mere om vore
utvandrede Landsmænds Sjæleliv av de
angel-sachsiske Forfatteres Skildringer av dem;
netop fordi disse ser paa den europæiske
Bondetype som noget saa aldeles fremmed
og merkelig; ingenting er mere forskjellig
fra den typiske Nordamerikaner end Manden
fra Europas Fastland, han som dyrker
Jorden, fordi hans Forfædre har gjort det
i tusen Aar, og som saar og høster med
det primitive Sinds Fornemmelse av at
utføre en gudstjenstlig Handling. Den
angelsaksiske »Farmer» staar ikke i noget mystisk
Forhold til sin Jord; den er for ham et
Middel til at tjene Penger, og han holder
nødig paa den længer end den gir ham
en Avkastning som svarer til Slitet.
Indvandreren i første Generation har kanske
netop rømt fra den klare Tanke som gjorde
det koldt og uhjemlig i hans egen Bygd;
uten at være sig det klart bevidst, har han
ryddet sig Jord og bygd sig Gaard som
en Erstatning for en Drøm som blev dræpt
derhjemme. Og selv om han ikke er
Drømmer, — saapas sitter det allikevel igjen i
ham av tusenaarig Arv, at han ser paa
Jorden som noget som hører ikke ham,
men Slægten efter ham til; men det vil
jo ogsaa si, at Slægten hører til Jorden,
at der er en Værdi i Jordbesiddelse som
ikke kan maales i Penger og ikke veies
op med Selvutfoldelse — —
Men allerede i anden Generation har det
angelsaksiske Livssyn erobret
Indvandrerfolket. Ungdomen vil leve sit eget Liv,
den vil ut og tjene Penger til sig selv, og
1 I de dage — (1924) og Riket grundlægges (1925),
begge hos Aschehoug.
230
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
