- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiofemte årgången. 1926 /
231

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Nationalromantik og Folkelivsskildring. Nye norske Bøker. Av Charles Kent

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Nationalromantik og Folkelivsskildring

Forældrenes Ønske at de skal bli hjemme
og arbeide på Gaarden, synes de, er den
puré Egoisme.

Det er paa Bakgrund av dette
Kulturproblem, man maa se en Roman som er
skrevet av en ung norskfødt Amerikanerinde
og over i De forenede Stater blit belønnet
med en Præmie paa, hvis jeg ikke tar feil,
hundretusen Kroner1. Det er tydelig at det
er denne Konflikt mellem nordisk
Bondesyn og angelsaksisk Individualisme som
utspilles mellem Farmeren Caleb Gare og
hans Barn. Naar Forfatterinden har gjort
Repræsentanten for den gamle Bondeaand
til Angelsakser, ikke til Nordmand eller
Islænding som de fleste av Bifigurene —
Bokens Handling er henlagt til et
norskislandsk »settlement» nord for Winnipeg,
— maa man ha Lov til at formode at
Stoffet har angaaet Forfatterinden saa
personlig, at hun har følt Trang til at forklæ
det lidt.

Caleb Gare er i Romanen skildret med
intens Uvilje. Skildringen er av den Grund
blit meget ensidig. Forfatterinden prøver
nok at forklare Caleb ut fra hans Følelse
av Samhørighet med Jorden. Men hun
makter ikke at gjennemføre Synspunktet.

Naar hun lar Caleb tvinge Barna til at
bli hjemme og arbeide Gaarden op, saa
faar man Indtrykket av at dette sker av
den rene Pengegriskhet. Hun forstaar ikke
at for den rigtige Bonde gaar Følelsen for
Jorden og for Ætten sammen til én. Caleb
Gare blir derfor i hendes Fremstilling til
et umenneskelig Uhyre — men rigtignok
i en næsten overmenneskelig Proportion.
Forfatterindens Mangel paa Forstaaelse røber
sig ogsaa i Romanens Intrige. Hun gir
Caleb Gare et rent ytre Middel ihænde til
at kue de unge: hans Hustru har hat et
uægte Barn, før hun blir gift med ham, og
nu truer han med at røbe hendes Skam og
sikrer sig dermed hendes Hjælp til at holde
Barnas Oprørstrang nede. Dette Intrigespil
er ikke overvættes sandsynlig; men det er
karakteristisk for hvor hjælpeløs
Forfatterinden har staaet overfor et Problem som
øiensynlig har grepet hende sterkt. Med alle sine
Mangler har Romanen sin store Interesse
for en nordisk Læsekreds. Er selve
Hovedpersonen skjævt anlagt, saa er til Gjengjæld

en Række Bipersoner, særlig da Caleb
Gares Barn, sikkert seet og karakterfuldt
skildret, og der er flere Steder en sterk
Makt i Fortællingen. Og seet i
Sammenhæng med det Kulturproblem som ovenfor
er antydet, kan den lære os betydningsfulde
Ting om vore Blodsforvandte derover —
og om os selv; ikke minst om de Kræfter
som paa den anden side av Havet endnu
fuldstændigere end her river Sammenhængen
over mellem vor Slægts Fortid og Nutid.

Derover er jo Bruddet ulægelig. Ikke
engang Nationalbevidstheten bevarer de
nordiske Utvandrere, naar nogen
Generationer er gaaet, og i Nutiden foregaar
Av-nationaliseringen raskere og fuldstændigere
end nogengang. I Norge har
Bondesamfundet reagert mot Individualismen. En
Række av Kincks Værker beskjæftiger sig
med denne Reaktion; han ser i Fænomener
som Pietismen og i den forlorent romantiske
Rosemalings-, Lefseklinings- og
Folkedansbevægelse Surrogater for den gamle, ægte
Bondekultur, hvor den enkelte intet betydde,
hvor Helheten var alt. I Sammenhæng
hermed maa man se hans ubarmhjertige Spot
over den grundtvigianske,
svulstig-sværmeri-ske Retorik hos denne Bevægelses Ledere.
Deres Representant er i Kincks Digtning
Seminarist Fonneland, som gaar igjen fra Bok
til Bok og hvergang maler som en tom
Kværn de samme sværmeriske Ord og
Talemaater -— paa korrekt Landsmaal —,
men aldrig sier et Ord med Livets egen
Tyngde.

For Kinck staar Retoriken, den hule
Talekunst, som den værste av alle Laster.
Og er det noget som hans Idealskikkelse,
Driftekaren i Kincks Drama av samme
Navn, ikke er, saa er det Retoriker. Vraal
Reiorsen Litveit gir sig ikke ut for at være
mere end en Driftekar; men han har den
medfødte Følelse for det som er ægte. Og
for det han sier, finder han det ægte
Ut-tryk. Han taler det levende Sprog, endda
han taler paa Vers, — en Indsats av de
store i norsk Literatur.

Driftekaren er Kincks dikteriske
Storbedrift. I det Efterspil til dette Drama, som
han i Høst sendte ut,1 er Vraal blit en
gammel Månd. Han er kortpustet nu, og
Synene kommer ikke stimende saa rike og

1 Martha Ostensoe: Graagaas. Oslo 1925.
Some & Co.

1 Hans E. KtNCK: Paa Rindalslægret,
dramatisk efterspil i tre dele. Oslo 1925. Aschehoug.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:59:03 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1926/0263.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free