Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Hjalmar Christensen. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Charles Kent
lighet som hans Stil var udpræget mandig;
intet var ham fjernere end Føleri eller
Svulst. Men den som læser hans Roman
fra ifjor, »Klostret paaUndrum»
opmerk-somt, vil nok bak den spøkefulde Form
han gav sit siste Opgjør med sig selv
og sin Samtid, kjende Understrømmen
av den skuffede Mands Vemod over
at ha arbeidet forgjæves. —
Christensen viet ellers de siste Aar
sine fleste Kræfter til det Arbeide som
endel Nordamerikanere hadde sat igang
for at udforske Verdenskrigens Aarsaker.
Et historisk Værk » By zan ts-B alkan»
vidner om den Flid han anvendte paa
Opgaven, men har ikke synderlig
videnskabelig Værdi. Christensen kom ind i
dette Arbeide som en av de mere
fremragende Mænd som under og efter
Verdenskrigen prøvde at gi den norske
Almen-het et mere upartisk Syn paa denne Kamp
og de kjæmpende end den herhjemme
eneraadende, ensidige Tyskerfiendtlighet.
En Samling Essays »Den hvite Races
Selvmord» tjente under Krigen dette
Formaal; i sin siste Roman »Den blinde
Gud» kommer han tilbake til Problemet.
Hjalmar Christensen sier i »Et Liv»
om Hovedpersonens Produktion at dens
egentlige Mangel var at han aldrig hadde
kunnet bekvemme sig til at gi sig selv
helt. Denne Dom turde bli den endelige
hvad Forfatterens Digtning angaar, det
vil si, den kunstneriske Side av den.
Hans fortællende Stil er knirkende og
tør, kun sjelden faar den det
umiddelbart bevægende over sig, som viser at
en Skribent har »git sig selv helt».
Literært værdifuld blir hans Digtning bare
brudstykkevis. Han naar høiest i det
strengt avgrænsete Emne, saaledes i de
smaa Noveller med Motiv fra den tidlige
Ungdoms første, sky Undring over og
Forventning til Livet i Samlingen »I unge
Aar». Denne lille Bok er, — hvis man
skal anlægge en kunstnerisk Maalestok —
mere værd end alle hans Romaner. Men
overfor en Månd som har gjort den
Indsat som Hjalmar Christensen, er en
saadan Vurderingsmaate uretfærdig. Hans
Romaner maa først og fremst bedømmes
efter deres folkeopdragende Værdi; og
først en kommende Slægt vil helt kunne
værdsætte, hvad Christensen har utrettet
med sin Opfordring til sin Samtid om
at se tilbake, at finde sig selv som et
Led i en Helhet, den har Ansvar for.
I »Et Liv» skriver han: »Har du
engang følt at der er en Jord du sogner
til, en Jord med Huset du sov i som
Gut, med Trærne du vokste op sammen
med, med Markerne, Du hvert Aar saa
grønnes og gulne og bli hvite, med Dyr
som blev gamle før Du, men som altid
lever i din Erindring, saa gaar Du aldrig
helt vild, for den Jord kommer Du
engang tilbake til.»
Dette er en personlig Bekjendelse. Vi
som bare mødte ham i Hovedstadens
Larm, vi lærte nok at kjende væsentlige
Sider hos ham, hans umaadelige
Arbeidskraft, hans utæmmelige Livslyst, hans
skarpe Intelligens og selvstændige,
usentimentale Livssyn. Men den bundne Varme
i dette Sind lærte først den at forstaa
som saa ham hjemme paa Slegtsgaarden,
paa den Jord som for» ham var den
dyrebareste i Verden.
Til denne Jord længtet han tilbake, da
han hadde fundet frem til sig selv, til
den traditionsgivne Bund i sit Væsen;
han forsøkte først engang at slaa sig
ned der, men maatte opgi det, prøvde
saa et Par Aar senere, og dengang gik
det. Siden 1916 var han bosat paa sine
Fædres Jord og fandt efter et omtumlet
og oprevet Liv den Ro som Tilværelsen
skulde unde ham. Og i Familiegravstedet
i Hjembygdens Jord har den utrættelige
Arbeider nu fundet Hvile.
Oslo, januar 1926.
270
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
