Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Skakspillet. Af J. Anker Larsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anker Larsen
alvidenhed overfor dette spil», sagde
Vorherre.
»Naar du ikke har de to ting at støtte
dig til, saa tror jeg, du taber», sagde
Fanden.
»Det er det spændende ved det»,
sagde Vorherre.
Naa, saa spillede de, og snart tabte
Vorherre, og snart tabte Fanden, men
en dag, da Fanden sad i held, sagde han:
»Jeg synes, vi skulde spille om noget.»
»Ja, hvad skal vi spille om?» sagde
Vorherre.
»Vi kan spille om haven her», sagde
Fanden, »stykke for stykke. Jeg har
vundet hele tiden i dag, saa du kunde
passende give mig den nederste del af
haven, saa jeg har noget at sætte ind.»
»Ja, tøv nu lidt», sagde Vorherre, »vi
maa jo ikke glemme, at jeg er Vorherre,
og hvis jeg nu sidder og taber det meste
af haven, saa er jeg jo ikke Vorherre
længer — andet end af navn.»
»Ja — hvad skidt», sagde Fanden,
»der er jo ikke andre end dig og mig,
der ved det.»
»Jeg vilde ønske, jeg havde beholdt
min alvidenhed», sagde Vorherre, »jeg
er ikke sikker paa, at du ikke sidder
der og har rævestreger for. Men jeg tror
nu alligevel, at jeg altid vil have
krammet paa dig.»
»Det tror fanden!» sagde Fanden, og
saa spillede de, og snart ejede Fanden,
snart Vorherre det meste af haven. Det
gik frem og tilbage.
Men en dag sagde Fanden: »Dette her
er ikke til at holde rede paa, det er jo
ikke til at huske, hvad der er mit og
hvad der er dit, naar det hele tiden
skifter. Vi maa holde regnskab,
skrive op.»
»Jeg kan ikke lide at give noget
skriftligt fra mig», sagde Vorherre, »det kan
flyve væk, englene kan finde det, og
hvad maa de saa ikke tænke. Nej —-
stil brikkerne paa plads, mens jeg
planter »Kundskabens Træ.»
»Hvad skal vi med det træ?» spurgte
Fanden.
»Naar vi spiser af det», sagde
Vorherre, saa ved vi straks, hvad der er dit
og hvad der er mit. Saa behøver vi ikke
at gaa og huske. Og saa siger jeg til
englene, at de skal holde sig væk fra
det træ.»
Da der var gaaet nogen tid, begyndte
Fanden at snyde; Vorherre er altfor
ærlig til det, og han er ogsaa for god til
at blive vred, selv om han opdager, at
modparten sidder og gør lidt kunster,
og saa havde han jo desuden givet slip
paa sin alvidenhed i dette tilfælde, saa
det var ikke nær altid, han opdagede,
at Fanden snød. Men enden paa det
blev skam, at hver gang Fanden spiste
et æble, saa han, at han ejede mere og
mere af haven. Da begyndte han at
trænge til, at nogen skulde vide det.
Han vilde ogsaa gerne have, at de andre
engle skulde rejse sig op, hvis de sad
og drev paa en bænk, naar han kom
forbi.
Han begyndte at snakke med englene
om, hvor godt kundskabens æbler smagte,
og han raadede dem til at prøve dem.
Men det er nu saadan med englene,
at de kan ikke faa lyst til noget, som
Vorherre har forbudt. Det er paa en
maade nemt at være engel. Men der
blev altsaa ikke spist af æblerne.
Saa en dag siger Fanden pludselig til
Vorherre:
»Hvordan er det egentlig at være
almægtig?»
»Det er morderlig nemt», sagde
Vorherre, »det er at kunne gøre alt, hvad
man vil.»
»Men kan du ogsaa gøre det, du ikke
vil?» sagde Fanden, »ellers synes jeg
ikke, du er rigtig almægtig.»
Vorherre saa lidt paa ham og sagde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
