Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Skakspillet. Af J. Anker Larsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S kak sp ille t
tilsidst — ikke ligefrem gnavent, for
Vorherre bliver ikke gnaven, men dog
saadan, at det kunde mærkes, at dette
her ikke passede ham rigtigt —:
»Det er jo noget spidsfindigt sludder!
Faa mig nu ikke til at fortryde, at jeg
har givet dig en god forstand. Det er
ikke meningen, at den skal bruges til
haarkløveri.»
»Det er jo kun, fordi jeg gerne vilde
vide, hvor stor du er», sagde Fanden,
»du er saa jævn og ligefrem, at vi ikke
altid tænker paa, hvor mægtig du er.
Men jeg mener nu, at du er mægtigere,
end du selv har tænkt. For den, der er
almægtig, han maa kunne gøre baade
alt, hvad han vil, og alt, hvad han ikke
vil.»
»Saa kan jeg ogsaa», sagde Vorherre,
»for jeg er almægtig.»
»Jamen, hvis du nu skulde bevise, at
du kan gøre noget, du ikke vil, —
hvordan vilde du saa bære dig ad?»
»Jeg vilde skabe et nyt væsen og give
ham evnen til at gøre det, jeg ikke vil
have, at han maa gøre», sagde Vorherre.
»Hvis det ikke var dig selv, der sagde
det, saa vilde jeg ikke tro det», sagde
Fanden.
»Du skal faa det at se», sagde
Vorherre, og saa skabte han Adam og Eva.
»Her er hele to», sagde han flot, »og
de kan oven i købet faa børn.»
»Det er det største, du endnu har
gjort», sagde Fanden.
»Det er det», sagde Vorherre, »og de
to kan du godt være bekendt at tage
hatten af for.»
»Det vil jeg ogsaa gøre», sagde
Fanden — »naar de har vist, at de kan
gøre noget, du ikke vil have.»
»Du kan vei nok tro mig paa mit ord»,
sagde Vorherre.
»Forstaar sig», sagde Fanden, men han
beholdt alligevel hatten paa.
»Jeg har sagt til dem, at de ikke maa
spise af Kundskabens Træ», sagde
Vorherre.
»Det er godt», sagde Fanden, »det er
den bedste anbefaling, æblerne kan faa.»
Det varede jo heller ikke længe, inden
Adam og Eva begyndte at spise af dem
— og derfra stammer al den tandpine,
som findes i verden den dag i dag.
Desværre fik menneskene noget at
vide, som ingen tandlæge kan fri dem
for. De lærte et nyt ord.
Se, naar englene fik øje paa noget
rigtig smukt, som de blev glade og
taknemlige for, saa sagde de altid:
»Det er dit/» De mente naturligvis, at
det var Vorherres, og det var rigtigt
ment af englene, for alting var jo
Vorherres. Dengang.
Men nu hørte menneskene rundt
omkring i haven en stemme, som sagde:
»Det er mit.» Det var Fandens.
Saa gik Adam hen til Vorherre og
sagde: »Alt dette her er jo dit. Jeg vil
gerne have noget, som er mit.»
»Ja-ah», sagde Vorherre, »her gør du
egentlig tait noget, som jeg ikke vil have,
men jeg har jo selv skabt dig saadan,
at du kan det. Jeg har skabt dig i’ mit
eget billede, og derfor er det rimeligt,
at du ogsaa har noget, som er dit.»
I maa lægge mærke til, at Vorherre
undgik at bruge det grimme ord »mit».
Saa ringede han paa en mægtig engel
og sagde til den: »Der udenfor
havegærdet ligger en stor mark, som ikke
bliver brugt.» Det var Jorden.
»Vis mennesket derhen og sig til ham:
»Det er dit», sagde Vorherre.
»Det er dit» var jo et helligt ord,
det var en tilbedelse, en lovsang. I en
tilbedelse og en lovsang blev jorden
givet til mennesket. Nu er det andre
viser, vi synger.
Se, saadan er Vorherre. Han er ikke
uretfærdig, og han forbød slet ikke
menneskene at komme tilbage og hvile sig i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
