Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Skakspillet. Af J. Anker Larsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skaksp il let
at I ikke gør det, men — paa den
anden side t— hvis I gjorde det, saa vidste
I, hvordan Fanden lo.
Han lo og hoppede rundt i haven paa
et ben af bare djævleblændt glæde —
saa længe at huden blev haard, og han
fik hestehov af det. — Hvis I lægger
mærke til folks latter, saa vil I
sommetider høre noget, der ligner en trampen.
Det er Fanden, der staar og hopper paa
hestehoven og er glad.
Vorherre, han lo ikke; han havde ondt
af menneskene. Da han saa al den
fortræd, de gjorde hverandre, græd han over
dem. Han græd saa meget, at hans
taarer oversvømmede hele Paradisets Have,
saa han blev nødt til at give englene
vinger, saa de kunde flyve. Taarerne
skyllede i strømme ned over jorden, og
de fleste mennesker druknede. Det var
Syndfloden. Der staar i bibelhistorien,
at den var en straf, som kom over
menneskene for deres ondskab, og paa en
maade kan det være rigtigt nok; men I
maa ikke tro, det var, fordi Vorherre var
vred — saadan er Vorherre ikke — nej,
men han var bedrøvet. Han skyndte sig
da ogsaa itide hen til havegærdet og
raabte ned til jorden: »Skynd jer at
bygge nogle gode skibe, for nu kan jeg
ikke lade være med at græde over jer!»
Men det var jo bare Noah, der hørte
efter. Hvorfor de andre ikke gjorde det?
Ja — hvordan gaar det til, naar I ikke
hører efter i timerne? Nogle gider ikke,
nogle har andre ting i hovedet.
Da vandet var sunket igen, og Noah
og hans familie var kommen vei i land,
hvad var saa det første, de gjorde? Noah
var tørstig, det er der ikke noget at sige
til efter den lange rejse paa bølgerne —
taarer er jo saltvand. Men vinen smagte
godt, og han drak sig fuld. Paa den
maade kan man jo ogsaa takke Vorherre
for hans gaver! Og to af hans sønner
kom op at slaas om det tomme krus.
De sagde begge to: »Det er mit!» Og
saaledes mærkede de snart allesammen,
at de var godt og vei paa jorden igen.
Men hvem har nu det største stykke
af jorden og Paradisets Have? Det kan
I høre paa sproget — om det er
mit-sproget eller dit-sproget, der tales. I kan
ogsaa bare lægge mærke til tonefaldet.
Naar nogen siger »gudskelov», saa er
det saadan hen i vejret, man mærker,
det betyder ikke noget videre. Men
siger de: »Det var fandens!« Ja, saa
mærker man, at hjertet er med i ordene.
Men det er trist for Vorherre, som
sidder deroppe i det lille stykke af
Paradiset, som er levnet, og hvor englene
maa knibe sig sammen for at faa plads
— ja, det skal endda være saa gält, at
de maa skiftes til at flyve, fordi de ikke
alle kan være nede paa samme tid. Saa
smaat sidder Vorherre i det nutildags.
Men han er endda allermest bedrøvet
over, at det er gaaet menneskene
saadan. Paa en maade synes han, at han
selv er skyld i det, siden han jo har
skabt dem. Men græde, naar han er
bedrøvet, det kan han ikke engang mere
saadan som vi andre, for saa kommer
der en syndflod, og vi drukner, inden vi
er naaet at blive gode — de af os, som
bryder sig om at blive gode.
Og jorden, den dejlige have —- ja,
fanden staa i det — Fanden staar i den
og raader og regerer. Vorherre ejer ikke
sin have og sine mennesker mere.»
Rasmus tav og stoppede sin pibe.
Børnene vidste ikke rigtig, om historien
skulde være morsom eller alvorlig.
Rigtig le af den kunde de ikke, de nøjedes
med at smile lidt genert.
Men Hans, som var saa lille, at han
endnu blev kaldt »Hansemand», rejste
sig resolut og sagde:
»Vorherre skal ha’ sin have igen —
og alle sine mennesker.»
Da lo alle børnene himmelhøjt, og
295
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
