- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiofemte årgången. 1926 /
751

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Sigrid Undset. Historisk digtning. Av Eugenia Kielland

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Sigrid Undset

den store lykke. Som mor begjærer hun
først og fremst sikkerhet og beskyttelse
for sig og sit barn. Hæder og gode kaar,
det er hvad hun nu attraar, for kun ved
dem trygges fremtiden. Alle værdier
omvurderes. Hengivelsen till Erlend som før
syntes hende en elskovens ret,
opsætsig-heten mot faren som var en troskapens
pligt — nu hun er mor, staar det
altsammen som synd, et kjødelig og ulydig
hjertes synd mot Gud og hans kirkes bud.
Hendes himmelskrikende, paa det
grundigste utredede anger over disse synder er
blandet med økende bitterhet mot ham
som førte hende ut i dem. For hvem har
skylden, den største skyld? Fru Undset
lægger ikke skjul paa sin mening om dette
punkt, der hun lar Erlend staa paa Husaby
tun og se efter sin hustru, som barhodet
og barføtt, med sin førstefødte i byldt paa
ryggen, går sin bodsgang till Nidaros for
at sone hvad de begge har forbrutt. Han
er skyldneren, men hun bærer straffen!
Saa faar han da heller ingen del i naaden
som skjænkes de bodfærdige. For under
Hellig Olafs gyldne skrin i den skjønne
katedral har Kristin sin store religiøse
oplevelse: den dypeste sønderknuselse under
synden og den ekstatiske lykke ved at
kjende sig løst — en lykke som får sit
høieste uttryk i nattens vision av broder
Edvin, som svævende i lysstrømmen hænger
sin vott paa maanestraalen.

Freden hun kjøper sig, blir dog ikke av
lang varighet. Snart træffer vi hende igjen
fyldt av den samme evige uro og
utilfredshet, misfornøiet med sig selv og andre og
mest av alt med sin husbond.
Hemmeligheten er at hun har kastet sin elskov paa
en månd hun ikke kan like og endda
mindre agte. Hans stormandsaktige
like-sælhet med gaard og gods, hans
letsin-dighet, udygtighet og gutteagtighet vækker
hendes foragt; hun lider ved hans adfærd,
lider ved hans væsen; i det hele
forsømmer hun ingen anledning til at lide. Selve
elskoven han vækker hos hende, gjør
saken værre; hun kan ikke tilgi ham at han
ikke er som hun ønsker sig sine børns
far. For barn kommer der hvert aar, og
altid sønner. Saa samler hun paa hver
uret han har begaat i fortid og nutid, og
dolker ham med det hvor han er
ømfindtligst. Sin egen selverkjendelse lager hun
en ’ svøpe av til at slaa ham i ansigtet

med: saa ussel er jeg blit, og hvis er
skylden? Ja, hun gripes ofte av en pervers
lyst til at gjøre ondt og saare sine
nærmeste, ved at fremstille sig selv saa
skidden og nedsølet som det bare er hende
mulig.

En selverkjendelse av denne type traf
vi alt hos Martha Oulie. Det nye er
kommet til at den nu fremtrær som
syndser-kjendelse. Marthas og Roses egoisme kunde
ikke opfattes som synd, fordi standpunktet
endnu ikke var religiøst. Hos dem var det
bare hensynet til andre ufuldkomne
mennesker som sattes tilside; her stilles vi
til ansvar overfor noget evig og absolut.
Kunstnerisk vindes meget ved denne
omstilling: et videre perspektiv og langt
sterkere lys og skygge. Etisk set blir
forskjellen derimot ikke stor; Kristin lar ingen
ukjærlighet ligge ugjort av religiøse grunde;
den evindelige anger gjør bare saken
ubehageligere for omgivelserne; og omgangen
med de mange prestelige venner øker i
uhyggelig grad hendes selvgodhet.

Enkelte kritikere har ment at en
karakter saa gjennemreflektert som Kristins ikke
kan tænkes i en periode saa nær sagaens
handlekraftige og traditionsbestemte tid.
Man maa dog huske at netop de hundrede
aar som ligger imellem, paa mange vis
sætter skille i utviklingen. Magnus
Lagabøters og Haakon V’s fredelige styre har
git rum for paavirkninger utefra.
Riddervæsenet har holdt indtog i Norden og med
det nye idealer. Kongeættens literære
interesser har efter sagaskrivningens ophør
vendt sig mot utlandets digtning, som
oversættes og fra hoffet spredes i de
høiere kredse. Det er Tristram og Isond, det
er Flores og Blanceflor og
»Strengeleikens» følelsesfulde elskovseventyr; det er
endelig de mange helgenlegender, som
kanske mer end selve forkyndelsen fæster
de katolsk kristelige forestillinger i
allemands eie. Denne romantiske »moderne»
digtning virker sammen med mystiske
religiøse retninger til at gjøre slegten mer
bevisst. Digteren og folkepsykologen Hans
Kinck siger direkte at det nye som sætter
ind med Sverreætten, er selvbespeilingen.
Trettenhundredtallet er, som
senmiddelalderen i det hele, en overgangstid. Det
merkelige trønderske skrift »Kongespeilet»
viser hvordan man fjerner sig fra det
primitive samfund. Jeg mener derfor at et

751

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:59:03 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1926/0817.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free