- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiofemte årgången. 1926 /
755

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Sigrid Undset. Historisk digtning. Av Eugenia Kielland

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Sigrid

o

Undset

hevn, er sprunget like ut av folkevisen.
Paa Steinfinns gaard vokser en fostersøn
op, Olav Audunssøn. Han og Ingunn
Stein-finnsdatter er som smaabarn lovet til
hverandre, og for den frændeløse gut blir det
hans eneste faste holdepunkt i livet at de
to hører sammen. Da de naar 15
aars-alderen, vaakner erotikken, og i
hemmelighet fuldbyrder de sit egteskap. Men
frænderne sætter sig nu imot forbindelsen,
og de to unge skyter sin sak ind under
biskopen i Hamar, som antar sig dem.
Under indflydelse av biskop Torkels sterke
og milde personlighet vækkes Olavs
religiøse følelse til liv; han fatter kjærlighet
til Gud og tjenesten, og mottar indtryk
nan aldrig kommer bort fra. Men krænket

sin æresfølelse dræper han i hidsighet
en av Ingunns frænder. Han maa derfor
rømme av landet, efterat han og Ingunn
yderligere har bekræftet sin tro til
hinanden.

I ni aar blir han borte, og i al denne tid
motstaar Ingunn slegtens forsøk paa at gifte
hende bort efter hendes kaar. De ni aar
blir lange — ogsaa for læseren. Efter
første avsnits livfulde handling virker den
omstændelige utredning av Ingunns
vegeterende tilværelse og usunde drømmeliv
noksaa ørkenagtig. For Ingunn er et
ganske ubetydelig menneske. Træffende ligner
Olav hende med en ung kvige —- billedet
av den unge hind slaar ikke an hos
læseren, men kvigen er god — stædig naar
den har faat en idé i skallen, uberegnelig
i indfald, let at skræmme fra vettet, men
glad i at la sig klø og klappe, og
paa-hængelig overfor dem den er vant til at
faa sit stel av. Det er beundringsværdig
hvor forfatterinden har kunnet trænge
tilbunds i en karakter saa ulik hendes vante
type; men morsom kan skildringen
allikevel ikke bli.

Karakteristisk for Ingunn er at hun efter
alle disse aars seige troskap, og efterat
Olav har været hjemom og fæstet hende
paany, falder motståndslöst for en
ubetydelig forfører, som i virkeligheten er Ingen
for hende. Hun blir med barn — og saa
kommer Olav hjem for alvor, tro mot sin
brud og sikker paa at finde hende
ventende. Situationen er indviklet nok, og
ingen tviler vei paa at fru Undset gjør
hvad gjøres kan ut av dens nød, angst,
forferdelse og elendighet. Selvmordsforsøk,

barnemordsplaner, frygtelige scener mellem
de trolovede ryster læseren. Det falder dog
ikke Olav ind at forstøte sin ungdoms
elskede; dertil er forestillingen om
samhørighet grodd ham for dypt i kjødet. Olav
Audunssøn er ved denne tid ingen særlig
merkelig månd; men han er sympatisk i
sin mutte hæderlighet, og hans evne til at
føie smerte er Undsetsk velutviklet, og
vinder læserens medfølelse. Det er Ingunns
svakhet og hjælpeløshet som mer end
noget andet binder ham til hende. Da han
nu tar hende til hustru trods hendes
nedværdigelse, vet han at hans livs-opgave blir
at hjælpe hende op av den foragt og
us-selhet hun har hopet over sig. »Det det
gjaldt naar det kom til stykket, var at han
hadde faat hende lagt i armene sine, for
han skulde bære hende over alt, ta det
tunge fra hende og verne hende. Det
valdet som var lykken, og det andet (sødmen
i samlivet) var ikke mere end nogen
glæder. »

Men før han tar hende hjem til sig,
dræper han hendes forfører, Teit, som
tilfældet gir i hans haand. For ikke at
utlevere Ingunn undlater han at lyse drapet
paa sig, og gir det derved karakter av et
lønmord. Denne uskriftede forbrydelse blir
et saar som æter sig indover; vi faar se
virkningerne i sidste del av boken.

»Olav Audunssøns lykke» heter andet
bind av verket. Nøklen til denne idyllisk
klingende titel over de graa, glædesløse og
uhyggemættede kapitler som følger, er at
finde i de ovenfor citerte og uthævede ord:
Olavs natur er slik at för ham er lykken
det andre kalder ulykke, at bære tunge
byrder, sorg og pinsler, ikke for en saks
skyld, ikke for at bære frem en ide, og
derfor ikke med glæde, simpelthen fordi
disse sorger er Ingunns, og Ingunn er nu
engang hans.

Egteskapsaarene begynder noksaa
fredfuldt og godt; nede i Hestviken hvor Olav
har sine eiendomme, er de to langt borte
fra de forgangne tiders stormfulde
hændelser. Men de løper ikke fra sin fortid.
Ingunn faar en dødfødt søn, endda en og to
til. Denne forferdelige og unyttige
frugt-barhet faar det til at grøsse i dem begge:
den maa være straffen for deres synder.
Ingunn mindes sin lille søn med Teit, som
lever bortsat til fattigfolk langt nordpaa
etsteds, og for at mildne hendes anger og

755

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:59:03 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1926/0821.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free