Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Islandsk kultur. Av Sigurdur Nordal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
St gu r dur Nor dal
Hvad maatte saa en islandsk forfatter
føie!
Men — dette er ikke sagt for at
beklage mit folk. Lidelser og
vanskeligheder er i sig selv ikke af nogen stor
interesse. Hvad der har værdi, kan kun
være at vide, om vi tildels har besejret
disse vanskeligheder, ialfald hvorledes vi
har kæmpet med dem.
III.
Her er hverken plads eller grund til
at skildre den islandske oldlitteratur. Det
hører til almindelig dannelse, i det
mindste i de nordiske lande, at vide noget
om den. Island gaar jo gerne under det
ikke videre oplysende navn: Sagaøen.
Naar man har udtalt dette velsignede
ord, mener man at have opfyldt sine
forpligtelser, ogsaa m. h. t. kundskaber
om nutidens Island. Mere er der ikke at
sige om den ting.
Alligevel er der mere at sige. Maaske
begynder det mærkeligste afsnit af vor
historie netop efter den store
blomstringsperiode, som bl. a. frembragte
sagalitteraturen. Det er under den frygtelige
materielle nedgangsperiode, at folket
bedst fik lejlighed til at vise, hvad det
var værd i aandelig henseende.
Det er meget faa udenfor Island, som
ved, at i tidsrummet 1400—-1800, som
økonomisk og politisk viser en næsten
uafbrudt tilbagegang, udfoldede det
islandske folk en litterær virksomhed, som
er rent ud utrolig. Vi fik vort første
trykkeri saa tidligt som 1535. Det Ny
Testamente blev trykt paa islandsk 1540,
hele Bibelen 1584. Fra det 17.
aarhundrede har vi Hallgrimur Péturssons
Passionssalmer, fra begyndelsen af det
18. aarhundrede Jon Vi’dalins Huspostil,
to af de mægtigste religiøse værker paa
nordisk grund. Fra slutningen af det
sekstende aarhundrede er Islændingerne
foregangsmænd paa den nordiske
old-forsknings omraade. Men hertil kommer
fra denne periode en række trykte og
utrykte historiske, juridiske og
teologiske værker, og en omfangsrig poetisk
litteratur, for største delen utrykt, som
antagelig vilde fylde mellem 100 og 200
statelige bind. Naturligvis er denne store
produktion af højst ulige værdi. Men
det skal vise sig, naar den engang
bliver udgivet og udforsket, at den
gemmer meget af interesse. Jeg omtalte før
de frygtelige uaar i den sidste halvdel
af det 18. aarhundrede. Aldrig har
folket økonomisk været nærmere ved
afgrundens rand. Den danske regering
tænkte paa at overføre resterne af
befolkningen til Jyllands lyngheder. Men i
denne periode skabes det ene litterære
storværk efter det andet: digteren Eggert
Olafsson udgiver sin store Islands
beskrivelse i to kvartbind, biskop Finnur
Jonsson sin islandske kirkehistorie (paa
latin) i fire bind, præsten Björn
Hall-dörsson skriver sit fortræffelige
islandsklatinske leksikon, senere udgivet afRask,
sysselmand Jon Espelm skriver sin
Islands historie fra 1262 i 12 bind,
præsten Jon Thorlaksson oversætter
Milton, Pope og Klopstock o. s. v.
Folket, som er reduceret til ca. 40 tusind
mennesker, udfolder paa alle omraader
en saadan kraft, at man maa tænke, at
en stormagt, som havde saadanne mænd
at stille i spidsen, kunde prise sig
lykkelig. Paa disse generationers daad og
tro bygges alt, hvad der er udrettet
hos os i det 19. og 20. aarhundrede.
Man kan her ikke alene beundre folkets
og den gamle kulturs levedygtighed,
men ogsaa have lejlighed til af føie paa,
hvilken støtte aandelig virksomhed er i
den bitre kamp for livet. Man spørger
først: hvorledes kunde et folk, som saa
sultedøden i øjnene, have raad til at
tænke paa aandelige ting? Og derefter:
14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
