Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Islandsk kultur. Av Sigurdur Nordal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Islandsk kultur
vilde det have haft raad til at lade være
at tænke paa disse ting?
Vort folks uafbrudte litterære
aktivitet gennem tiderne fremgaar bedst deraf,
at hvert barn endnu kan læse og nyde
den gamle litteratur paa originalsproget,
selv de enklere digte fra det 10.
aarhundrede. Litteratursproget er jo den
konservative faktor i sprogudviklingen.
Efter at de europæiske folk begynder
at skrive paa modersmaalet, bliver deres
sprog stabiliseret. Men kontinuiteten i
de fleste europæiske folks litteratur
rækker ikke længere tilbage end til det 15.
eller 16. aarhundrede. Den islandske
litterære tradition er ubrudt gennem
1000 aar.
Men denne kontinuitet i vort aandsliv
er ikke bare i længden, gennem
aarhundreder. Den er ogsaa i bredden:
gennem alle folkets lag. Og her kommer
jeg til den side af islandsk kultur, som
jeg betragter som folkets hovedbedrift
efter skabelsen af den gamle litteratur,
og som ikke bare er historie, men en
lyslevende virkelighed, som enhver kan
gaa hen og lære at kende af egen
erfaring. Jeg mener vor folkeopdragelse, vor
bondekultur.
Et hovedtræk i vor folkeopdragelse
er hjemmeundervisningen. Landet har
været for fattigt og gaardene ligger for
spredt til, at man har kunnet tænke paa
børneskoler. Ansvaret for børnenes
oplæring har paahvilet forældrene. Hullerne
i hjemmeundervisningen har man udfyldt
ved »omvandrende» læreres hjælp,
medens præsterne har haft overopsyn med
det hele. Nu har man naturligvis
børneskoler i byerne og de tættest befolkede
egne, men sommerferierne er meget
lange (4—6 maaneder).
Hvorledes virker dette system? Det
skal gerne indrømmes, at mange
islandske børn i konfirmationsalderen er i
besiddelse af ret ujævne og i visse hen-
seender højst begrænsede kundskaber.
Det kommer ogsaa aldeles an paa dem
selv, om de senere vil udvide disse
kundskaber. Men netop her er vi ved
hovedsagen. Som regel er de unge i
besiddelse af en stor lyst til at læse og
lære. De er ikke sløvede af nogen
skoletvang. De har snarere maattet bede om
vejledning. Og de føler, at med tiden
maa de selv være i stand til at
undervise sine egne børn. De fortsætter paa
egen haand, livet igennem. Efterhaanden
kan de naa forbausende langt. Man skal
prøve den jævne månd paa Island ved
40 aars alderen, om man vil bedømme
det gamle undervisningssystem.
Et talende tegn paa vor
folkeopdragelses niveau kan man finde i
sprogforholdene. Der findes ingen dialekter i
Island. I dette vidstrakte land med den
spredte bebyggelse kan man rejse paa
kryds og tværs, og man maa være
filologisk skolet for at faa tag i de smaa
forskelligheder i ordforraad og udtale i
øst og vest. Andet er der ikke at mærke.
Man kan komme til en præstegaard paa
landet, træffe en månd ude paa tunet
og give sig i snak med ham, uden at
være i stand til af hans sprog at slutte sig
til, om det er præsten eller hans
tjenestegut, man taler med. Det er vore
bønder, som taler det fineste sprog, medens
byernes talesprog viser mere spor af
fremmed indflydelse. Den bedste vej til
at blive en sprogets mester er at lytte
till landbefolkningens tale.
Et andet resultat af bøndernes
selvopdragelse er af en hovedbetydning for
vort aandsliv: bøger, som i andre lande
bare vilde blive læst af en elite, læses
hos os af hele landbefolkningens
intelligens. Naturligvis bygger vi her paa en
opdragelse gennem flere aarhundreder.
Allerede i det 16. aarhundrede
berømmer fremmede forfattere Islændingerne
for den skik, at alle faar undervisning
15
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
