Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Islandsk kultur. Av Sigurdur Nordal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Is landsk k u 11 u r
udgivelsen, og samlingen er beregnet paa
fire store bind. Alle disse aar har Sigfüs
været ugift, uden hjem, ført en
omflakkende tilværelse, som fisker eller
høar-bejder om sommeren, som omvandrende
lærer om vinteren. De sidste aar har
han dog nydt en lille offentlig
understøttelse for at kunne arbejde med udgivelsen
af sine samlinger.
Maaske har dog det fjerde og sidste
arbejde, jeg vil omtale, den
ejendommeligste historie. For 29 aar siden blev der
opført et spedalskhospital nær ved
Reykjavik. Blandt de første patienter var en
15 aars gut fra Snæfellsnes ved navn
Sigurdur Kristofer Pétursson. Han var
udgaaet fra et yderst fattigt hjem og
næppe i besidddelse af de
allernødtørftigste kundskaber. Han blev interneret
paa livstid, uden fremtid og uden
forhaabninger, som næsten alle disse ulykkelige
mennesker. I den første tid syntes han,
at livet næppe var til at holde ud. Men
hans naturlige lyst til at læse og forstaa
blev hans redning. Paa hospitalet fik
han for første gang i sit liv adgang til
bøger og tid til at læse dem. En tid
lang slugte han alt, hvad han fik fat i,
uden maal og med. Han lærte sig dansk,
engelsk og tysk, fysik og musik. Hans
egne fingre var saa beskadigede af
sygdommen, at han ikke kunde spille paa
harmonium, men han kunde lære det til
en af sine medpatienter, som var blind,
men havde sine fingre i behold. Endelig
mente han i teosofien at have fundet et
maal for sin stræben, og han begynde
at skrive og oversætte artikler om denne
lære. Men han følte, at hans stil var
mangelfuld, og selv da han havde lært
sig at skrive en ret god stil, kiinde han
ikke ophøre at gruble over stilkunstens
hemmeligheder. En frugt af disse studier,
som han drev næsten udelukkende paa
egen haand, var den bog, som blev trykt
i 1924 med understøttelse af Universi-
Sigurdur Kristofer
Péturs-s o n.
tetets fond for videnskabelig forskning.
Den behandler islandsk prosa-rytme og
er et meget originalt arbejde. Man kan
tvivle om en del af forfatterens resultater
og love, og alligevel beundre hans
behandling af emnet. Andre vil fortsætte hans
forskning. Han selv kan desværre ikke.
Han skrev denne bog med sine sidste
kræfter og døde et halvt aar efter at
den var udkommen, kun 43 aar gammel.
V.
Man ved i Skandinavien omtrent lige
saa meget om Island, som man i Frankrig
eller England ved om de nordiske
lande. Overalt, og ikke mindst hos de
smaa folk, synes det at være en stiltiende
vedtægt, at man skal se opad, mod de
større folk, ikke gøre sig mindre ved at
skue nedad.
Denne kvantitative vurdering af folkene
lider af en vis ensidighed, for ikke at
sige mere. Naturligvis er det en
nødvendighed for de smaa folk, at kende
de store. Men derfor kan der godt være
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
