Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Akershus i middelalder og nutid. Av Gerhard Fischer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Fischer
let at karakterisere en våken interesse
for landets fortid som nationalromantik.
På ett vis kan dette være riktig nok,
men det rammer neppe helt. Som
menneskesindet til alle tider har hat en
uav-viselig trang til at söke ind i kirker og
templer, som holder hverdagsjaget
utenfor og gir ro til samling om usynlige
værdier — slik vil en våken nation altid
söke hen til sine store monumenter og
föle det, som binder sammen ■— trods
livets mange stridende krav.
Med fuld ret indtar Nidarosdomen
blandt norske nationalmonumenter den
ypperste plass. Men ved siden av den
gir neppe noget nu levende bygverk så
sterkt uttryk for Norges historie gjennem
århundreder som Akershus— den gamle
kongeborg på nesset inde ved bunden av
Oslofjorden. Ikke fordi den var
enestående i störrelse og betydning. Både
Tuns-berghus og Båhus var — såvidt vi nu
kan forstå — betydelig större i omfang,
og de var til sine tider like viktige
som kongeboliger. Som grænsefæstning
har Båhus en mindst like rik militær
historie som borgen ved Oslo. Men av
Tunsberghus er der nu bare en naken
bergknaus igjen, hvor vi netop i disse
årene med en viss undring ser den
oprindelige svære borgplanen komme frem
i låve, men tydelige murrester. Og den
gamle borgen i Götaelven må vi söke
under de svære rasmasserne fra det
senere Bohus — en opgave, som just i
denne tid er blit aktuel i det svenske
fortidsvern.
Men Akershus lever endda. Vei er
der tilsynelatende litet tilbake av
middelalderens kongeborg. Og de slanke
tårnspir fra senere tider gir fattig
erstatning for Vågehalsens mægtige murmasser.
Selv Kristian IV’s renæssansceslot ligger
nokså ödslig og på mange måter ribbet.
Men allikevel er der i de gamle murene
en egen intens stemning, som må virke
sterkt på mottagelige sind. Henrik
Wergeland fölte den:
Se Borgen, den Ridder af Graasten hist!
Christiania hans stjernede Kaabe forvist!
Han sidder stoltelig der tilhest
Paa spettet Klippe, mod Sjö og Blæst.
Han er vei gammel, alligevel
En glansfuld Historie er hans Sjæl.
Dengang lå enda borgen höit og frit
uten moderne murkolosser indpå sig, den
»spettede Klippe» stäk på vestsiden ret
ned i sjöen og byen holdt sig beskedent
unda. I vore dager har den »stjernede
Kaabe» antat betragtelige dimensioner.
Den har slynget sine bånd av moderne
kaier og jernbanespor rundt hele klippen.
En tunnel mangler naturligvis heller ikke.
Ja, så stramt er kappen trukket sammen
om den stolte ridder, at vi i de seneste
år har oplevet at se borgens siste
uten-verk alvorlig truet — de övrige har
allerede måttet vike for hverdagens travlhet.
Og ridderen selv har man villet pynte
på — naturligvis i beste hensigt ■—, han
skulde helst iföres sin oldefars stasklær,
— de har også utvilsomt været meget
staselige. Denne påklædningsscene, som
har været betragtet med meget blandede
fölelser av ridderens mange venner, og
sandt at si har medfört ganske skarpe
meningsutvekslinger, er nu indstillet.
Men vender vi os fra Wergelands
billedsprog til en nöktern og saklig
vurdering av de resultater, som de siste 20
års arbeider på Akershus har git os, så
vil selv de ivrigste motstandere av
»restaureringen» måtte indrömme, at de har
været overmåte betydningsfulde. Vei
sandt — vi har fåt en »gjenreist» hal i
borgens nordflöi, som mange kanske helst
så ugjort. Men samtidigt har hele den
forfaldne og faldefærdige borg under
kyndig ledelse fåt gjennemgå en grundig
og yderst påkrævet reparation, som for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
