Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Akershus i middelalder og nutid. Av Gerhard Fischer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Fischer
på, at vi her ikke skulde ha rester av
»Kongehallen», men av det gamle
borgkapel — en teori, som på grund av
vinduernes eiendommelige beliggenhet i
forhold til gulvhöiderne i flöien höres
meget bestikkende ut, men selvsagt må
nærmere historisk undersökes. Ihvertfald
mener jeg, at vi må ha lov til at gå ut
fra, at flöien indenfor disse vinduer har
hat ett stort rum.
Vi vil nu tænke os nordflöien med sin
helt lukkede nordfront, hvis mur i det
bevarte nedre parti fortsætter uten skjöt
vestover i forbindelse med
»Knutstår-net’s» sydmur. Ved utgravning foran
denne nordfront blev der også fundet
betydelige rester av en parallel ytre
ringmur i ca. 5—6 m. avstand fra nordflöien.
Denne mur stöter i vest mot Knutstårnet
og danner i öst et noget spissvinklet
hjörne med fortsættelsen av nordflöiens
östmur, m. a. o. borgens östre ringmur
nordover fra Vågehalsen. Det
indelukkede parti tversover hele bergryggen,
som herved dannes, blir således flankeret
av Knutstårnet i vest, og dette tårn, som
også behersker bergskråningen nedover
på vestsiden, viser sig på denne måte
at være et ypperlig planlagt led i
befæstningsanlægget.
Av professor Jakob Scheteligs
overordentlig interessante geologiske
under-sökelse av alle borgens mure, som
ledsager arkitekt Sinding-Larsens
fremstilling (s. 120—126), fremgår det, at
byggearbeidet skulde være påbegyndt her i
nord, hvor den störste mængde av fundne
naturlige rullestener sees anvendt nederst
i grundmurene. Jeg tilstår gjerne, at dette
moment har gjort et sterkt indtryk på
mig. For hvad er vei rimeligere at tænke
sig end at det först og fremst har været
om at gjöre at stænge adgangen til
knausen fra land? Og ved denne meget
effektive avspærring blev angriperne som
nævnt tvunget ned på sletten i öst, hvor
de måtte gå med »åpent skjold» forbi
Vågehalsen helt bort til porten i
Jomfrutårnet. (Se billedet s. 209.)
Også de övrige resultater, som
professor Schetelig er kommet til, fortjener
i höi grad en nærmere omtale.
Professoren hævder, at de gamle gråstensmure
viser et overraskende ensartet præg over
hele borganlægget såvel efter
stenmaterialets art som efter muremåten, og at
avvikelsene enten direkte kan påvises at
være lapper og utbedringer eller er
fremtrædende i murer, som er av nyere dato
eller som man av beretningene vet har
været underkastet betydelige reparationer
eller fuldstændig ombygning. I alle murer,
som har bevart det oprindelige præg,
viser sig et skarpt skille mellem to slags
gråstensmur. Underst er der en
uregelmæssig grundmur, dels av rullesten, dels
av blokker, som er brutt ut av knausen
like ved det sted, hvor de er anvendt.
Derover er en utvendig forblænding av
mere regelmæssig brudstensmur av
silur-bergarter som efter al sandsynlighet er
hentet fra Hovedöen. (indvendig er denne
»silurmur» utmurt med teglsten, sikkerlig
fra teglverket »öst på lokkene» i Oslo,
hvor Håkon den femte også fik sten til
sine store utvidelser av Mariakirken).
Lapninger og nyere murer viser derimot
en geologisk set ganske broket blanding
av stenmaterialet -— og her optrær også
tydelig sten, som er fraktet over viken
fra nedrevne bygninger i Oslo.
Et meget væsentligt moment skal også
nævnes — nemlig anvendelsen av den
eiendommelige såkaldte »sorte
kleber-sten», som ellers ikke vites anvendt til
noget middelalderbygverk i Oslo og hvis
fundsted dengang (i 1924) endnu ikke
var sikkert konstatert. Professoren
oplyser imidlertid nu, at den sandsynligvis
kommer nede fra vestsiden av
Oslofjorden, og at han har konstatert enkelte
profilerte stykker av den i ruinerne på
204
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
