Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Gunnar Gunnarsson. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
G lin nar Gunnar s s 071
kologisk forklaring eller har en
uantagelig og usandsynlig forklaring, men
billed-virkningen kan være kraftig nok. Det
digteriske klarsyn og evnen til at göre
billedet anskueligt er undertiden imponerende,
naar man tænker, forfatteren er en 24-—
25-aarig, som har maattet lære sig det
danske sprog.
Denne islandske slægtshistorie med den
patriarkalske Örlygur og hans sönner som
centrale figurer kan forstaas som en slags
befrielse af et personligt stof, et uopdaget
hverdagsstof som f. eks. Björnssons förste
bondefortællinger var det. Borgslægtens
Historie er nemlig et stykke moderne
romantik med et gemt personligt
erfaringsstof, der endnu har for stor betydning for
digteren og som er for nærliggende til at
kunde overses paa den klareste maade.
Den romantiske farvelægning er for
overdreven, samtidig med at bogen i sine
realistiske virkemidler er for skarp og
brutal. Gunnar Gunnarsson skrev selv i
Bogvennen for 1912 fölgende om sin bog,
der kan stötte denne opfattelse: »den lod
mig imidlertid ingen Ro, trængte sig paa
i Tide og Utide — bedst som jeg sad i et
andet Emne, kom den uanmeldt og
forpurrede mig det hele. Jeg fölte dens
Tyranni som en Hæmsko paa min
Udvikling. Den stillede sig imellem mig og alt
andet Arbejde, men jeg fölte mig
afmægtig overfor den og mistvivlede om
hvorvidt jeg magtede den eller ej».
Gunnar Gunnarssons værdifulde arbejde
i dansk literatur begynder med romanen
Livets Strand (1915). Her finder man for
förste gang det motiv, som skal blive et
ledende motiv i den gunnarssonske
digtning. I sammenfatning kunde man kalde
det prövelsen eller fristelsen. Det er
ulykkens og den store smertes betydning for
forholdet imellem mennesket og gud. Det
er en pröve paa den guddommelige
overbevisnings bærekraft. Den midterste figur
hos Gunnarssön er ofte en præst. Det gör
hele spörgsmaalets betydning endnu
vigtigere. De skal leve i troen og af troen. I
Livets Strand er tekniken gunnarssonsk.
Den begynder med det direkte
spörgs-maal, der skal göre klart, hvor
spænd-ningen skal samles, og prövelsen sættes
da ind, mens figuren belyses i skiftende
kapitler fra mange sider og set med mange
milde og onde öjne. Bogen har sin ring-
komposition. Den ender, hvor den
begyndte. Den begynder og slutter med den
barnlige fred i den store ubevidsthed,
samlet i en lille folkevise, som synges
af uskyldig mund.
Se’ra Sturla begynder som en lykkelig
månd. Ingen angst og tvivl maa plage
ham længere. Han tror paa forsynets
absolutte godhed. Gud kan kun ville det
gode. Sturla har klart for sig: gud er
algod. I alle forhold bör han stole paa
hans uudtömmelige naade og
altovervæl-dende kærlighed. Det bliver en slags
skæbnesvanger fatalisme. Men denne fulde,
uinskrænkede tillid betinger alene en dyb,
alvorlig og sand tro. Han handler ud fra
den overbevisning, at intet sker imod
naturen. Naturens lov er herrens lov. Han
handler med den inderste motivering, at
gud sorger for det retfærdigste resultat;
eller han undlader at handle, han
overlader afgörelsen til det guddommelige
forsyn, i hvis store hænder han er lagt. Han
udfordrer naaden og almagten. Han beder
om det umulige, han frister gud ved sin
fatalistiske tro.
Livet i den islandske fjordby er kun
nöd og elendighed, smuds og raahed. Han
ser det hver dag. Menneskene pines og
martres af sult, död og kulden, men den
höjeste mening med alt dette ved gud
besked om; det maa være sandt. Præsten
föler dog stadig en vis usikkerhed ved
tilfældigheden. Syv fiskere reddes og en
drukner. Hvorfor? En fisker drukner, da
han vil dyppe sin skraa! Hvor tilfældigt
alting er! Kan hans tro bære alt dette?
Hans hustru dör, skönt han havde lagt
afgörelsen i guds haand. Endnu er hans
livsvilje det samme for ham som
viljen til lidelse. Datteren, Blid, er pagten
mellem ham og gud. Han har sat hende
i pant. Saa drukner hun. Da svigter troens
grundlag. Han forbander gud! Der er
ingen gud! I dette haarde spil löber da
vanviddet ind som en befrielse, et dyb at
synke ned i og glemme . . Der er ingen
mening i tilværelsen. Vi er alle blot
strandvaskere . . paa . . livets strand.
Sturla har overskredet sin tros grænser
ved at bebyrde sin gud med for stort et
ansvar, som för eller senere maatte knække
ham selv. Han faar slag efter slag. Han
gör sig ydmyg, ydmygere endnu, helt til
træl endda, for at holde fast ved ham,
237
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
