Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Georg Brandes. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pa ul V. Rub o lu
Han beskuedes som en Mærkværdighed
for sin fornemme og grundige
Dannelses Skyld: naar han talte eller skrev,
mærkede man Guldaldertidens udsøgte,
nationale Kultur og rige internationale
Orientering i hver Periode.
Egentlig var der ingen Værdighed,
han mindre havde søgt at opnaa, end
den som Patriark. Hans Opgave var
netop aldrig at dysse til Ro og
Beundring, men altid at vække til Kritik
og Eftertanke. Derfor var han, i de sex
Tiaar han førte den kritiske Hammer,
et Modsigelsens Tegn. Forargelsen
ombølgede endnu den Modtagelse, man
gav hans sidste Bøger, tre smaa
uforknytte Bind om Kristendommens
Oprindelse, hvori han med Støtte i den
tysk-fransk-angelsaxiske, antiteologiske
Bibelkritik afviser den historiske Jesus som
en euhemeristisk Konstruktion. Han blev
ved til det sidste, vilde gerne have
appliceret paa Skribenten Frederik den
Stores Maxime: en Konge bør dø staaende.
Han slåp først Pennen ved Dødens
Komme, havde netop før han blev bragt
paa Sygehuset set paa Tryk sin sidste
Afhandling, der smukt og mærkeligt nok
kom til at handle om en Forløber, den
tapre franske Martyr for den frie Tanke
Etienne Dolet.
Og hans Aandsevner var likvide til
det sidste. Man kan ikke finde nogen
Forfatter saa ihærdig efter at forny sin
Produktion som han. I en Alder hvor
Andre gik paa Aftægt, slog han ind paa
nye stejle Veje, gav sin umættelige
aandelige Curiosité og sin uimodstaaelige
Evne til at forme Tankerne egenartet,
nye og heldige Afløb.
Hans Bøger er derfor i månge
forskellige Stilarter. De første Afhandlinger
han skrev, og hvoraf et Par er trykte,
var anlagt i det akademiske Skoleskrifts
strenge Arkitektur, rigtig nok med en
kunstnerisk Udsmykning af Detaljen som
ikke gik tilbage til hans tyske
Læremestre, men til den af ham i lige Grad
beundrede og bekæmpede J. L. Heiberg.
Men omkring 1865 kom han under
Sainte-Beuves Indflydelse og
bemægtigede sig hurtig det litterære og
personhistoriske Causeri som Yndlingsgenre.
Afhandlingen öm Kamma Rahbek er hans
tidligste Forsøg paa at kappes med den
store franske Skribent paa hans
snevreste Omraade, det intime
Kvindeportræt. Det er denne Kunst, som især
præger hans Ungdoms mest beundrede
Bog, Kritikker og Portrætter (1870) —
selve Titelen er efter Sainte-Beuves
Critiques et portraits litterair es (1831).
Dog blander der sig ofte andre
Indflydelser ind, navnlig fra den Månd som
blev hans Ungdoms egentlige Lærer og
beundrede Forbillede, Taine. Den er
haandgribelig i hans Debutbog,
Dualismen i vor nyeste Filosofi, men træder
iøvrigt først rigtig frem efter 1870 i de
første Bind af Hovedstrømningerne.
Muligt har dette været Taine ubehageligt;
i al Fald vil man i Frankrig give hain
Skylden for, at der ikke kom nogen
Oversættelse hos Hachette af dette Værk,
hvis tyske Udgave faktisk blev meget
benyttet af de franske Kritikere af
forrige Generation.
Det har en Tid været Mode at
fremhæve disse Ungdomsarbejder paa alle
de seneres Bekostning, og det netop af
Hensyn til deres Stil. I Virkeligheden
har han heller ikke skrevet noget der
staar vor klassiske Litteratur saa nær i
Aand og Form. Disse indtagende og
smidige Anmeldelser og Artikler, der for
en stor Del netop handlede om den
gamle Tids berømte Mennesker og
Værker, stod som et kostbart Monument
over en næsten uddød og højere Kultur.
Men man kan ikke overse, at der ligger
en god Del Diplomati bag denne
Opfattelse. En nøjere Prøvelse vil vise, at
274
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
