Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Georg Brandes. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pa u l V. R 7i b o IV
i tidligere Tider, og som neppe vil kunne
forlænge sit Liv over nogen meget fjern
Fremtid. Han kappedes med de franske
og engelske Kritikere, f. Ex. i
Publikationer som Serierne Les grands écrivains
francois eller English Men of Letters.
Men Ingen tør sige, at han har fundet
sin Ligemand paa dette Felt.
Dog herved lod han det ikke blive.
I 1890-erne planlagde og udførte han
sit store Værk om Shakespeare, vei den
skønneste og aandfuldeste Udredning af
en digterisk Produktion nogen kritisk
Litteratur besidder. Hans Metode har
været at udstrække den egentlige
Biografi, der før kun var som et
Akkompagnement til Karakteristik og
Betragtning, saa den danner et første Plan paa
den kritiske Skueplads; bag ved
opstilles som andet Plan Skildringen af
Tidsalderen, dens Ideer og dens Kunst,
og mellem disse Kulisser opføres da
Værkerne, hvis Analyse er hans største
æstetiske Kraftpræstation.
Herefter saa det en Tid lang ud, som
om Mesteren havde spillet sine største
Kort ud. I en Aarrække udgav han af
nye Bøger kun Smaaskrifter og
samlinger af disse elegante Kronikker hvoraf
vei tre hundrede Stykker er smaa
Mesterværker. Denne lille Genre er hverken
Essay eller Monografi, men Momenter
dertil, en Samling kritiske Adversaria
der af Fremtidens Litteratur- og
Menneskeforskere vil blive raadspurgt som
det mest underholdende humanistiske
Arkiv.
Men Georg Brandes følte selv Faren
ved at udmønte sin Aands Skatte i
Regnepenge, som dog aldrig, hvor ædelt
de end var prægede, vilde blive
efterspurgt som de store fuldtlødige
Guldmønter. En ydre Anledning kom til:
Verdenskrigen, der afbrød det lidt
urolige Rejseliv han havde vænnet sig til,
og maaske ogsaa gjorde hans udstrakte
Korrespondance mindre aandeligt
berigende for ham. Og nu fulgte efter hans
halvfjerdsindstyvende Aar den
imponerende Række Heltebøger i svært Format.
Typen blev atter ændret. Han skrev nu
egentlige Levnedsskildringer, nærmest i
Smag med den kendte engelske Type
Life and Letters. Personens Karakteristik
var ikke længere Hovedsagen, den blev
spredt ud over de tusinde Sider; en
»Ouverture» og en »Apoteose» gav mere
forklarede Visioner af den
verdenshistoriske Personlighed der behandledes, og
af hans Betydning for Menneskeheden,
end egentlig Sjælegranskning. Derimod
fremstilledes hans Liv paa bred Baggrund
af Tidsbilledet, og Værkerne, om der
ellers var Tale om en Kunstner eller
Digter, fordeltes som de øvrige
biografiske Kendsgerninger. Opgaven var ny
og vanskelig. Det var jo ikke blot en
Genre, hvori Brandes endnu var uprøvet,
men i sig selv en Form for Bøger, som
hidtil kun var skrevet som praktisk
tilrettelagte Materialsamlinger. Kunstnerisk
Nydelse ventede Læseren ikke. Men
netop herimod stræbte Georg Brandes
endnu en Gang. I det første Forsøg,
Bogen om Goethe, kunde Materialet en
og anden Gang skride sammen for ham;
men i Voltaire beherskede han Tekniken
til Fuldkommenhed og hævnede sig ædelt
paa de Franske, som i disse Aar vendte
sig fra ham i Skuffelse over hans
formentlige Mangel paa Sympati for deres
politiske Sag, ved at give den eneste
udførlige og overskuelige Biografi af
deres Litteraturs største og mest
omstridte Navn. Julius Cæsar, som fulgte
den lige i Hælene, er vei den bedst
komponerede og overhovedet mest
spændende Bog han har skrevet. I den sidste
Heltebog, Michelangelo Buonarotti,
indfriede han et Løfte fra de unge Dage.
Det var den af alle Kunstnere, som han
mest foretrak. Nu forstod han vei bedre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
