Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Georg Brandes. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pa u l V. R11 b o w
1899—-1902. Han blev en meget streng
Purist, og undgik ikke altid de Farer
den strenge Purisme medfører. Rigtig
nok gik han sjelden mekanisk til Værks;
han indsatte, ofte med det sikre Tag der
røber den store Sprogkunster, det
Udtryk som passede i Sammenhængen, og
man kan ikke dømme om denne
omfattende Operation paa Basis af et
Lexikon uddraget af Samlede Skrifter, kun
ved Læsning af Udgaverne Side om
Side. Men saa meget Interessant dette
Arbejde gav, man kan ikke sige det
forædlede Diktionen i hans ældre Bøger.
Derimod opnaaede han maaske nye
sproglige Ressourcer til sin senere
Forfattervirksomhed.
Iøvrigt er det langt fra at hans
stadige Berøring med fremmede Sprog kun
eller blot væsentlig var til Skade for
hans eget. Det var aldeles overvejende
fransk Stil han lod sig paavirke af; af
Germanismer holdt han sig saa
temmelig fri. Fra gammel Tid har danske
Forfattere hævdet sig mod Naboerne fra
Syd og klaret deres Modersmaal ved at
knytte sig nær til den latinske og
nylatinske Tradition. Som Sneedorfferne
og J. L. Heiberg hørte han til Stilens
Forstandsdyrkere; og man føler sig ikke
i fremmed Land ved at læse dette
særdeles gennemsigtige og præcise Sprog.
Det er vort eget Dansk; det ligger i
Fortsættelse af vor fineste Byprosa; det
bevarer og beriger Tonen fra det
attende Aarhundrede og Guldalderen.
Det er nemlig ikke blot Kritikkens
Sprog, men til en vis Grad hele
Prosa-sproget han har fornyet. Han paastaar
selv at Chr. Hage har sagt til ham:
»Det er Dem, som har skabt det
moderne Dansk»." Overdrivelsen er ikke
alt for uhyrlig. Man fejler meget ved at
tro, en J. P. Jacobsen, en Drachmann,
1 Udtrykket er fra Saml. Skr. VI 248.
2 Levned III 123.
en Johannes V. Jensen med deres
digteriske Særprosaer har formaaet at øve
en tilnærmelsevis lignende Indflydelse paa
Samtiden. I Kraft af den brandes’ske
Prosas centrale Stilling har den kunnet
virke til alle Sider; og hvor der i vore
Dage skrives godt Dansk, ligger hans
Stil ofte bagved.
Men i Udtrykkets Tydelighed og
Nøjagtighed, i Fremstillingens Glans og
Pointe har Ingen senere overgaaet ham.
Hans Sprog glimrer ved Billedernes
Prægnans og Frasens Distinktion. Den
nutildags saa usædvanlige Kunst at skrive
i Perioder, mestrede han tilfulde. I sin
Ungdom konstruerede han endnu
undertiden Perioden hypotaktisk som de gamle
Stilister, senere sørgede han altid for at
bryde sin Tales. Lys. De ældste
Afhandlinger har ret ofte Sætninger som denne
(og undertiden mange Gange længere end
denne): »Hvis den sande Poesi har den
dobbelte Egenskab at bevæge og at
berolige, at vække og at forsone, hvis dens
Kunst er den: frivilligt at tabe i Skønhed
for at vinde i Skønhed, da er det vei
paa den ene Side sikkert, at en
Salon-poesi, der Intet vover, heller Intet vinder,
men saa er det heller ikke mindre klart,
at selv en flammende Patos, som gaar
til Marv og Ben, som erklærer
Skønheden Krig paa Liv og Død, dog aldrig
bliver mere end et poetisk Element».
Citatet er fra Æstetiske Studier 1868,
det faar Lov at blive staaende i 2. Udg.
1888, men i Samlede Skrifter brækkes
det over: »Den sande Poesi har den
dobbelte Egenskab at bevæge og at
berolige, at vække og at forsone; dens
Kunst er den: frivilligt at tabe i
Skønhed for at vinde i Skønhed. Derfor er
det vei paa den ene Side sikkert, at
en Salonpoesi, der Intet vover, heller
Intet vinder; men derfor er det paa den
anden Side ikke mindre klart, at selv
en flammende Patos, som gaar til Marv
278
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
