Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Georg Brandes. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pa u l V. Rub o w
lig Diskussion, dygtig forældede
nuomstunder: det er i al Fald sikkert, at de
virkede befriende paa dansk Digtning,
som fra J. P. Jacobsen til Schandorph
og Drachmann skylder ham alle sine
vigtigste Tilskyndelser. Han stod i disse
Aar som Fører for den yngre
Digter-skole, hvis Geled han i 1883 mønstrede
i Bogen Det moderne Gennembriids Mænd.
Det næste Tiaar kunde ikke bringe
ham nogen ny Tilhængerskare; den nye
Generation (Herman Bang, Gjellerup,
Pontoppidan osv.) gik tydelig nok ad
Veje, der var brudt ved hans Værk,
men de nye Tanker, han fremsatte,
gjorde foreløbig ikke synderlig
Virkning. Skolen var i Opløsning. J. P.
Jacobsen døde; Schandorph skrev
Romaner og Noveller af ganske samme Snit
som i forrige Tiaar; Drachmanns Poesi,
der i Virkeligheden udviklede sig i samme
Retning som Brandes’ Prosa, havde tabt
umiddelbar Berøring med Kritikken.
Desmere Gavn gjorde Brandes den nye
Slægt i 1890’erne. Slagordet
»aristokratisk Radikalisme», som han satte over
sin Nietzsche-Afhandling 1, slog ned i
den. Den nye Sjæledyrkelse og Retning
mod en dybere Verdensopfattelse, som
fik sit første Organ i Tidsskriftet Ny
Jord, (hvortil han bidrog) havde i
Begyndelsen hans Bevaagenhed. Han har
fremhjulpet den Litteratur, som
repræsenteres ved Navne som Stuckenberg,
Sophus Claussen, Johannes Jørgensen og
Helge Röde. Hans eget
litteraturhistoriske Hovedværk hører jo herhen.
Derimod har han ikke haft Føling
med Bevægelserne efter 1900. Han
læste flittigt det meste, der kom paa
Tryk i Danmark og greb ofte Pennen
for at gøre Læseverdenen opmærksom
paa dit eller dat, men nogen dybere
1 Det forekommer allerede tidligere hos ham,
første Gang i en Afhandling om Boganis,
Tilskueren 1889, 379.
Sympati var ikke til Stede. De smaa
Artikler fra den sidste Menneskealder
af hans lange Liv handler oftere om
fremmede end om danske Forhold, og
ikke længere saa overvejende om
litterære Sager. Man kan iøvrigt ikke
overse, at hans Smaa-Afhandlingers Emne
i nogen Grad er bestemt af hvad der
blev ham tilsendt — det var ikke lidt
hver Dag —: denne Periode betegner
til Dels en Tilbagevenden til den
Journalistik han med saa meget Held havde
dyrket i det første frugtbare Femaar af
sit Forfatterskab.
Hermed er ingenlunde givet det fulde
Omrids af Georg Brandes’ Indsats som
Vejleder og Dommer for samtidig
Litteratur. Hans Indflydelse i Sverrig og
Tyskland var ikke ubetydelig; og frem for
Alt maa man erindre, at han tilhørte
en Generation for hvilken det endnu
ikke ret var gaaet op, at dansk og
norsk Aandsliv var to forskellige Ting:
han betragtede de norske Skribenter
som Landsmænd og regnede, ikke blot
af taktiske Grunde, Ibsen, Bjørnson,
Kjelland og Lie for at høre til sin
Bande; ogsaa Garborg gjorde han i
Begyndelsen meget ud af. Dog herom maa
en værdigere end jeg dømme.
Men under alle Omskiftelser har
Brandes’ glimrende Sporsans og vaagne Aand
gjort ham til Opdager af en Række
af de ypperste Skikkelser i europæisk
Aaandsliv: han er saaledes den, der
først har slaaet til Lyd for Ibsen, J. P.
Jacobsen, Nietzsche og Paul Claudel.
En og anden svensk Kritiker vil ogsaa
med Undseelse have erindret den stærke
Anerkendelse han gav Selma Lagerlöf,
da hun debuterede.
Saa meget han end har betydet som
aktuel Kritiker, det er et Spørgsmaal
om han ikke har udrettet endnu mere
ved den Form han gav den rent teore-
286
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
