Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Georg Brandes. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pa ii l V. Rubow
og Krat til et Blik paa de høje Tinder.
Denne usvigelige Sans for det Store
og Rene var Georg Brandes’ lykkelige
Arvelod. Han tilbad det sublimt
Menneskelige og fandt det Gang paa Gang,
hvor hans Læsere ikke ventede det.
Det var som fandt han Vej til de store
Sjæles Kildespring med en Ønskekvist,
som han aldrig gav fra sig. Den viste
ham undertiden til Aander med hvis
inderste Liv han i Grunden ikke stærkt
sympatiserte, og med en smuk intellektuel
Uegennytte nøjedes han da med at pege
paa dem, og overlod Andre at granske
dem nøjere; det var f. Ex. Tilfældet
med Nietzsche. Endnu fra hans sidste
Aarti er der nok af Vidnesbyrd om,
hvad der saaledes var gemt i hans
entusiastiske Hjertes inderste Lukke. Mest
rørende og overraskende virkede denne
ufordærvede Modtagelighed for det Høje,
naar den kom for Dagen i et tilfældigt
nedkastet Døgnværk eller et opgivet
Fragment. Saaledes vil maaske Nogen
huske hans spændende og utrolige
Kombination af den unge Taine med den
Dame som er bekendt i Heines
Biografi under Navn af La Mouche. Man
ærgrede sig paa Forhand over at se
den store upersonlige Tænker ransaget
fra den ligegyldigste Side af det
Privatliv man neppe troede han havde — og
man fulgte med Ængstelse
Kriminalhistoriens Krogveje, indtil man
sønderknust over sin Vantro med Et saa sig
stillet over for Kærlighedens Genius.
Eller den med rolig Takt og uendelig
Forstaaelse nedskrevne Skildring af
Thorvaldsens Forhold til Lady Mackenzie,
et menneskeligt Dokument uden mange
Sidestykker. Eller endelig, fra den
allersidste Tid, en Kronik i Politiken, det.
himmelske Billede af Eleonora Duse,
hvor man i hans Fortælling gennem
Dyndet vandrede til det Alter, hvorfra
Uskylds hvide Due flagrede i Vejret.
Den store Kritiker, som altid saa
rundhaandet øste sin Anerkendelse ud
til dem han med megen Skønsomhed
og af et godt Hjerte mente fortjente
det, mødte i sit Fædreland ikke den
Anerkendelse, der tilkom ham. Han
blev ganske vist overvurderet af Mange,
hvis Ros ikke var ham værdig.
Forfængelig som han var, vei ogsaa efter
sin Natur trængende til mere Solskin
end de Fleste, da han mer end alle
Andre trodsede Mørke, Uvejr og Storm
—■ tog han som H. C. Andersen uden
Forskel mod Alt. Men netop fra
Kritikken og Litteraturforskningen, som
staar i uendelig Gæld til denne største
og frodigste Inkarnation af den kritiske
Aand Norden har set, blev der ham
som oftest kun tvungen og uvillig
Anerkendelse til Del.
Naar Talen er om Anerkendelse,
gælder imidlertid J. L. Heibergs Maxime:
det er ikke den man selv modtager,
det kommer an paa, men den man giver.
Og den yngre Slægt, som nu mer eller
mindre gaar sine egne Veje, vil aldrig
glemme, hvad den skylder sin udødelige
Foregangsmand.
290
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
