Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Goya. Af Harald Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Goya
Kongen, Dronningen og hendes Elsker
fandt da ogsaa megen Smag i Goyas
Talent. Det var en av Karl IV :s første
Regeringshandlinger at give ham den
Titel som Hofmaler, han længe havde
ønsket, og da Goya kort efter
Regeringsskiftet havde malet de to legemsstore
Portræter af Kongeparret, der nu hænger
i Neapel, blev han endogsaa omfavnet av
den begejstrede Monark. Denne dyrkede
forøvrigt ligesom Dronningen selv de
skønne Kunster, tegnede og malede, og
lagde en Interesse, en Forstaaelse og en
Selverkendelse for Dagen paa dette
Omraade som han til Ulykke for sit Land
manglede paa andre vigtigere. Da han
i 1794 i sin Hustrus og Datters
Nærværelse skænkede Akademiet nogle af
sine Tegninger, gjorde han det med en
Motivering, der virkelig var en Konge
værdig. »Disse Frugter af vore ledige
Stunder», sagde han, »besidder ganske
vist i sig selv intet Værd, men de er
en Tribut, vi yder til Ære for de skønne
Kunster, og som kan tjene til Impuls
for dem, der sætter Pris paa mig og
som Tilskyndelse til at låve bedre og
mere fuldendte Værker.»
Er det til at undre sig over, at Goya
fandt sig til Rette med et Regimente af
denne Beskaffenhed, selv om det i
øvrigt ikke var uangribeligt? Saa
meget mere som det ikke stillede Krav til
hans Kunst, som han ikke kunde
forsvare for sin Samvittighed. Var man
begejstret for den, var det for dens egen
Skyld, ikke fordi den kunde siges at
lægge an paa enten at smigre eller
behage; thi sjældent har man vei set
en Hofmaler af lignende Beskaffenhed.
Ganske vist var der i Spanien Tradition
for, at selve Jordens Mægtige maatte
finde sig i at blive malede, som de saa
ud. Velasquez gjorde intet Forsøg paa
at forskønne sine Modeller, men hans
Modeller trængte ogsaa mindre til det,
Hekser. Los Caprichos.
medens baade Karl IV og hans
Dronning haardt behøvede at blive set paa
med skaansomme Blikke, hvis ikke
Lasten og Ubetydeligheden skulde blive det
fremherskende i Indtrykket. Goya
malede dem imidlertid nøjagtigt, som han
saa dem: Kongen mavesvær og lidet
begavet som en pyntet Spækhøker og
Dronningen skamløs, koket og hæslig
som en ældet Bordelværtinde.
Godoy, der viste Goya ikke mindre
Hensyn og Venlighed end Kongeparret,
som tog ham med ud i sin Vogn, lærte
sig hans Tegnsprog for at kunne tale
med ham trods hans Døvhed og bestilte
Billeder af ham til Udsmykning af sit
Palæ, og som Kunstneren omtaler med
Sympati, slåp ikke bedre fra det.
Portrætet av ham er en Karakteristik, der
ikke kunde være mere uforbeholden. Eller
skulde det være tilfældigt, at denne Månd
der kunde takke sin virile Potens for sin
333
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
