Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Julebøker og andre Bøker. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julebøker og andre Bøker
saa er det, som sagt, hverken særlig nyt
eller paatrængende aktuelt. Og med al
Respekt for den Poesi som rummes i
»Alberte og Jakob», saa kan det ikke
nægtes at selve Læsningen av denne Bok
gjør en Kritiker lidt utaalmodig: skal ikke
snart vor Tids Ungdom begynde at vise
sit eget Ansigt i Literaturen? Den
ungdom som enten ikke hører naturlig hjemme
i Nationalromantiken, eller som begynder
at kjende Stemningsdisen derinde vei tung
og ensformig?
Noget av denne Utaalmodighet er det
vei den skyldes, den store Velvilje,
hvormed Kritiken har mødt en ung
kommunistisk Digter, Rudolf Nilsen, som har
utsendt to smaa Digtsamlinger i løpet av
de par siste Aar1. Rudolf Nilsen er
Storbyens Digter, den Natur, han synger om,
er de vantrivne Bjerketrær som er vokset
op paa Bygatenes »Stengrund», og det
Menneskesind som taler i Versene, har
Livet i Kasernene og Arbeidet i
Fabrikkene for tætt ind paa sig til at kunne søke
Glemsel i nogen Extase. Der taler
virkelig noget av den nye, samtidige Ungdoms
nakne Vilje i disse Digtene; men nogen
sterk poetisk Oprindelighet aapenbarer
Rudolf Nilsen endda ikke. Han er for
optat av sit Emne til at vie den
kunstneriske Form den Opmerksomhet som et
Digt kræver; han slaar sig altfor ofte til
Ro med det næstbedste Uttryk og generer
sig ikke for at hefte en indholdsmæssig
overflødig Slutlinje til en Strofe, bare for
at gi den det regelmæssige Antal
Verslinjer. Det er derfor endnu meget
vanskeligt at spaa om hans digteriske Fremtid;
men saa meget Talent har han ialfald, at
man med Interesse lytter til vor egen Tids
Tale i hans Poesi.
Det har sin Interesse at sammenstille
Rudolf Nilsens Versbøker med den
ultra-nationale Skoles betydeligste Repræsentant
Olav Aukrust, som ogsaa har utgit en
Digsamling iaar2. Den By, som Rudolf
Nilsen — kanske elsker er for sterkt, men
ialfald har Hjemfølelse for — den er
Gjenstand for Aukrusts ufordulgte
Motvilje. Han benævner den med rene Ord
Landets Kloak, og av Livet som det leves
mellem Byens Stenmure, har han ingen
1 Paa Stengrunn (Andelsforlaget Ny Tid) 1925.
Paa Gjensyn (s. forl.) 1926.
2 Hamar i Hellom (Gyldendal).
Forstaaelse og kan heller ikke føie noget
for det, — snaut nok Medlidenhet med
de beklagelsesværdige Væsener som er
nødt til at leve Byens rotløse Liv. Bare
Tilværelsen oppe i hans egen Fjeldbygd er
efter Aukrusts Mening rotfast, bare Livet
deroppe, i Samfølelse med de
gammeldagse, svindende eller svundne Livsformer,
er et virkelig Kulturliv. Og han er ikke
rædd for at vælge selve Dovregubben til
Symbol paa den Kultur han priser: den
nationale Kultur skal være sig selv nok.
De Tankedigt, hvori dette Problem
behandles, er baade uklare og langt
ut-spundne, og gir ikke andet Utbytte end
den utvilsomme Overbevisning om at
længere kan den romantiske Flugt fra
Virkeligheten ikke naa. Digterens Talent
kommer derimot vakkert tilsyne i hans
Natur-stemninger og Folkelivsbilleder; her kan
han gi Uttryk baade for de nænsomste
Følelser og for sterk og oprindelig
Vildskap og Uhygge.
Siden vi taler om Vers, kan her
nævnes Herman Wildenveys Bok1, et lyrisk
Drama eller et stykke Dramatisk Lyrik,
som trods vakre enkeltheter ikke betyr
noget Pius i Forfatterens Produktion; og
Gunnar Reiss-Andersens Digtsamling2 hvor
nogen faa av Digtene har en Tone for sig
selv: Digte som »Falken og Duene» eller
»Sneblomsten» synger det indre Livs, det
stille Livs, den unge Uskylds eller den
mandige Beherskelses Pris, spinkelt, men
rent. I andre Digte er Tonen væk og bare
de klingende Vers er tilbake.
For at gaa over til, hvad vort Publikum
mener med egentlige Julebøker -—
Romanene — saa har Peter Egge skrevet en
Bok om den allmenmenneskelige Svakhet
at svindle med sine Følelser, saa man tror
sig at være noget andet og betydeligere
end man er. Blandt Bokens Personer har
vi først den udmerkede Vinhandler — d. v. s.
som Vinhandler udmerkede — Vincent Øst;
han har den svakhet at han vil være Digter
— ikke Dilettant, nei virkelig Poet og
anerkjendt av den virkelige Kritik. Og vi
har hans Husbestyrerinde Frøken Betty
Svale, som er av god Familie og et
dannet Menneske og som har den store Evne
at kunne sætte et kultivert Præg paa et
Hjem. Ogsaa Vinhandlerens Hus faar ved
1 Der falder Stjerner (Gyldendal).
2 Kongesønnens Bryllup (Gyldendal).
•359
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
